Man skriver mig til Svar paa ni private Breve,
Der alle hidtil ubesvarte bleve,
Fra Fædrelandet i en offentlig Avis,
Og melder mig, blandt andre tydske Sager,
Hvis Vinding eller Tab mig lidet rager,
Min fordums Reisekammerats Forliis -
Med Efterskrift: at ikke længer vides,
(Naar man undtager Gud, som alting veed)
Hvis Baggesen jeg stedes eller tides
I Hensigt til min Patriotiskhed -
Kort: hvilket Folks jeg er, der eengang var det danskes?
Om det italienskes, eller spanskes,
Det engelskes, det tydskes, eller franskes? -

Mit Svar er kort: Mit Opholdssted er her,
(Hvor mindst maaskee det vides eller vidstes)
Hvad angaaer hvert af hine Folk især,
Hvis jeg er ei det første længer kiær,
Er hvert af dem omtrent mig lige nær;
Og altsaa veed jeg ikke hvis jeg er,
Jeg veed kun, at jeg ikke er det sidstes.

Saa vidt aftvunget Svar. Af egen Drift
Jeg føier til en liden Efterskrift.

Ifald lidt ubestemt, og noget koldt,
Og ganske følesløst, og alt for stolt
Aviscorrespondenten Svaret finder,
Saa for at forebygge Tanken om,
At, efter min forfængelige Dom,
Mig intet Baand i Verden mere binder,
Og at jeg, dum, paa denne hængte Jord,
Fordi jeg ikke hænger meer i Nord,
Min Uafhængighed fuldkommen troer -
Vil jeg syv, otte Linier ei spare,
For et par andre Hvisser at besvare.

„Hvis Undersaat jeg," for Exempel, „er?"
Den Danske Konges, evig ingen andens!
„Hvis Borger?" Danmarks Sprogs! „hvis Pensionnær?"
Vor Kronprinds Frederiks, hvis Uniform jeg bær!
„Hvis Sanger?" Hans og Skiolds! (o var min Sang dem værd!)
„Hvis Ven?" Hver ædel Mands! „hvis Fiende?" Fandens!
„Hvis Smigrer?" Ingens! „hvis Beundrer?" Kants,
Homers, og blandt nulevende de Færres!
„Hvis Elsker?" Gots og Skiønts! „hvis Dyrker?" Sandts!
„Hvis Tiener?" Min! „hvis Kreatur?" — Vor Herres.