Tak, kiære Ven, for al den Tummel,
Min Aand og Sands i Aftes nød
I Horn-Concerten, til hvis Rummel
Du Plads mig i din Loge bød!
Jeg paa vor Skueplads til Himmel
Og Helved alt var længe vant;
Men Mage til saa tydsk en Svimmel
Min jydske Siæl der aldrig fandt.
Dit Indbud havde mig kun lovet
En Prøve paa den store Dag,
Da hver, som sover og har sovet,
Skal vækkes af Basuners Brag;
Men Gildet selv, jeg ikke dølger,
En Forsmag ogsaa skiænkte mig
Paa alt hvad foregaaer og følger:
Paa Graven og paa Himmerig.
Naar jeg betænker Engle-Reden,
Hvori jeg stod, og sad, og laae,
Samt Rædselen, og Herligheden,
Jeg ikke hørte blot, men saae,
Den Aften skiænkte mig herneden
Hvad Folk gemeenlig først kan faae,
Naar de tilgavns er vandret heden,
Naar Verdens-Uhret gaaer i Staae,
Og Tiden ikke meer kan gaae -
Kort: Døden, Dommen, Evigheden.
Tillad mig, pærefuld endnu
Af disse Ting (som de der vidste
Dem førend jeg, har kaldt de sidste)
Paa Riim at komme dem ihu!
Da mig i Aftes kom for Øre,
Strax efter jeg var sovet hen,
Du gad derom min Meening høre
Hvis jeg engang stod op igien,
Jeg dig med Ærlighed vil sige
(Men heller ingen uden dig)
Om denne Tummel uden Lige
Hvordan den virkede paa mig.

Basun-Concerten i det Hele
Med alle dens Trompeterstød,
Afdeelinger, og Underdeele,
Som den i Musefængslet lød,
Der velbeseet fra flere Sider
Især i vore sidste Tider
Vel lignes kan ved Gravens Skiød -
Deels for de brune Fiælle-Bure,
Med Støv og Soed og Muld bestrøed -
Deels for de skumle døve Mure,
Hvis Vægge lidt man burde skure
Med Asken af den gamle Nød
Hvorpaa de nye Taarer flød -
Deels for den Rolle, Hel nu spiller
Paa Knokler mellem sammes Piller -
Deels for den Varme stundom der,
Som og et Tegn paa Graven er -
(Thi, som en Ven af Huset melder,
Er lummert i Moer Helas Kiælder)
Deels for det meget Spøgerie,
Som ellers gaaer i Svang deri -
Concerten, siger jeg, den hule,
Hvis Brag og Bruusen giennembrød
Den tause Nat i denne Kule,
Mig forekom en hørlig Død,
I hvilken Søvnens Broder snorked
Saa høit omtrent, som han det aarked,
Mens Søvnen selv sin Næse snød.

Begyndelsen i denne Slummer
Mig syntes sammes bedste Nummer
Næst Midtens skiønne Melodie,
Der klang mig, som en Drøm deri.
Skiøndt legemlig jeg stod, i Aanden
Jeg laae ret mageligt og blødt,
Og sov og drømte selv, med Haanden
Bag Øret, længe ganske sødt.
Jeg drømte, Nektar blev mig buden
I Himlen af en ureen Aand,
Men tilrakt af en deilig Haand,
Saa blød og fiin og skiær i Huden,
Som den, hvormed Alcides-Bruden
Sin Brudgom løste Dødens Baand.
Men denne jydske Drøm fik Ende -
(Jeg kalder her det Søde jydsk
For efter Riim ei gal at rende,
Hvortil min Muse er for kydsk.)
Jeg i min Grav mig maatte vende,
Og stod som paa den anden Ende,
Da man begyndte paa sin tydsk,
Som af en sexten sytten Stierte
Trompetende med Fynd at snerte
Min Øretrommes fine Skind,
Og giøre næsten meer end Vind.
Jeg nægter ei, jeg blev lidt bange
For denne Blæst — det blev vist mange -
Sær da jeg saae, hvad alt tilforn
Mig havde tidt forskrækt daraussen
In Schwarzenburg und Sachsenhausen:
Smaadrengen med sit Underhorn -
Gud frie os, tænkte jeg, nu tude
Niflungerne! nu er det ude!
Jeg vaagner vist med Siæl og Krop
I de Fordømtes Bolig op!
Som af sig selv ved denne Blæsen
Min Haand fra Øret foer mod Næsen -
For Himlen den var spidset paa,
Jeg heede Helved for mig saae
Med alt, hvad een deri kan ramme;
Men da jeg saae mig om, paa Tæer,
Og fandt mig Synder ganske nær
De Søde, som kom med mig der,
Saa tænkte jeg: det er det samme -
Og nynned: „under deres Skiold,
Befalende mig Gud i Vold,
Lad hvo der vil min Siæl annamme!
Lad gaae til Helved! I en slig
Omgivelse maaskee det mig
Endogsaa ganske got vil hue,
Om det og bliver nok saa hedt,
Jeg sikkert ei vil føle det
I Heden af min egen Lue."
Thi, kiære Ven, min Kiærlighed
I Logen mellem de velsignte,
Der alle meer og mindre lignte
Din egen Kone, som du veed,
Hvad angaaer egentlige Heden
Saavel for oven, som for neden,
Gik allerede fast til Sveed.
En Digter, af Naturen heed,
Paa hvem først hele Hiertet brænder,
Naar eengang alt saa vidt det kom
Med Branden, lidt sig bryder om
Hvis der gaaer Ild i Verdens Ender.

Det blev med alt det ei saa slemt,
Som Puslingen dernede trued -
Og Skrækken snart blev ganske glemt,
Da man de Horn, hvorfor jeg grued
Fik ordentlig en smule stemt;
Thi lille Drengen reent lod være
(Som var særdeles rigtig giort)
Indlæggende sig noksom Ære
Med dette store Horn at bære,
Der var saa tungt, som det var stort -
Og hver Hornist saa kunstig blæste,
At alle sexten Horn perfekt
Tilsammen giorde den Effekt,
Som om et enkelt Posthorn hvæste -
Hvorfor hvert Øre, som ei sprak,
Dem siger sexten tusind Tak.
Thi, skiøndt man elsker at bedøves,
Som det er eengang Mode nu,
Naar Øretrommen gaaer itu,
Naar Hørelsen os reent berøves,
Kan jo Musik paa den Maneer
Stokdøve Folk ei døve meer.
Hin Niaars-Valdhornist for Resten
Mig synes at bevise lidt,
At man nu driver Kunsten næsten
For tidlig her, om ei for vidt -
Sandt nok, hvad gode Tud skal blive
Maa tidlig tudes — og for Stød
Tilgavns med visse Horn at give,
Man maa med samme være fød -
Men Tud er eet, et andet Tuden -
Til Blæsen er fornøden Vind,
For meer end blot at stramme Huden
Paa en uskyldig Barnekind.
Jeg troer, vi Nordiske begynde
Med Kunstfliddyrkningen, som saa,
Lidt mod Naturen selv at synde,
Naar Drenge knap med Buxer paa,
Før deres Horn de ret kan bære,
Fast alt hvad dertil hører lære;
Jeg tvivler om, vor Bye vil faae
Ret Peder-Oxe-lige Tyre
Af alt for spæde friske Fyre,
Der stange førend de kan staae -
Jeg troer, det er et farligt Varsel
For vore Kunster store, smaa,
Naar spæde Muser giøre Barsel
Før de har rigtigt lært at gaae.

Isteden altsaa for at vækkes
Ved Bristen af en Tordenskye,
End sige dombasun-forskrækkes,
Man sødelig sov ind paa ny.
Jeg ikke veed hvad andre drømte
Mens varte denne Pusten i
De sexten Horn, og Kunsten tømte
Sig ud i snorkende Kopie;
Men mig kom for, som om katholisk
Foyeren luttredes i Skiærts,
Og, som om Hornene symbolisk
Sprang ud deraf paa langs og tværs -
Det gik saa vidt, at jeg i Aanden
Rundt om mig, hvor jeg saae tilforn
Kun Haar paa Hovder, efterhaanden
Saae intet uden lutter Horn -
Og strunk i Spidsen Ildens Konning
Som Sextenender maiet ud
Med Skiærtsens evig unge Dronning
Ved Siden, pyntet som en Brud.
Jeg følede mig selv paa Panden
I denne Skiærtsildsherlighed;
Men uden Pral at sige sanden,
Sprang intet af den uden Sveed.
Dog glædte jeg mig, trods den beste,
Ved den almindelige Bram -
Man ei misunde maa sin Næste,
Fordi man ei kan stange ham -
Desuden trøsted mig den Tanke,
Ved denne Lux af Horn at see:
Hvem veed hvad der for dig kan vanke,
Naar du staaer op igien maaskee?
Hvem veed om Lykken ei sig vender
For dig, naar endt er Gravens Slum?
Maaskee du blir en Sextenender
Trods nogen — i Elysium?
Saa blev jeg rolig ved at drømme
Til Hornelegen var forbi -
Og uden selv mig at berømme
Foruden mindste Jalousie.
Men pludselig, som Solen falder
Engang fra Himlen, sort som Kul,
Faldt ned med gyseligt Rabalder
En Nodestol bag Scenens Hul -
Den styrted ned paa døde Vrimlen,
Der vaktes nu fra Pol til Pol
Med Skræk og Angst, som om i Himlen
Var bleven væltet Naadens Stol.
Gud veed hvor mangt et Horn blev rammet
Og knuust i dette bratte Qvag,
(Der uanmeldt i Hornprogrammet
Kom bag paa Folk, som Dommedag)
Jeg, i min Grav, hvori paa begge,
Med Dydens lange Buxer paa,
Jeg inden Logens Kistevægge,
Som sagt, langt meere stod end laae,
Var tumlet om, hvis ei ved Skraldet
Lyksaligviis en Dames Arm
Mig havde styttet midt i Faldet
Paa Næsen mod en andens Barm.
Mig syntes derfor, mens de Bengle
Dernede jordskialv Lig paa Lig,
Som om jeg hævedes af Engle
Ved Stødet op til Himmerig -
Vel vendte samtlige mig Bagen
(Hvis Damers man tør kalde saa)
Men, Kiære, hvad giør det til Sagen,
Naar der er Englevinger paa?
Naar trinde Skuldre, hvide, bløde,
Trods Kniplinger om Halsens Snee,
Den Skiønhed blotter, som de Søde
Gemeenlig selv kan ikke see?
Skiøndt ingen af dem til mig skotted,
Skiøndt de kun lidt om mig dem brød,
Jeg veed nok selv, hvor jeg mig gotted
I alle Huldgudinders Skiød -
Jeg veed nok selv hvad Fryd mig skabte
Hvert Puf i denne Himmelfart,
Og at jeg intet Rygstød tabte -
Gid det kun havde længer vart!
Det var saa himmelsk, sandt at sige,
At jeg har næsten ganske glemt
Det hele tydske Himmerige,
Som fulgte det — og det er slemt.
Thi man er keed nu af det Jydske -
Du selv, min Ven, som bød til Giæst
Paa denne Hornvidunderfest,
Begynder maaskee selv at tydske? -
Det være, som det vil, min Sang
Om Døden, Dommen, Evigheden,
I Skiærts, og Ild, og Horn herneden
Er bleven næsten evig lang -
Hvad om jeg selv holdt op at tude?
Velan! jeg siger Snip Snap Snude:
Mit Skiærtsildseventyr er ude
Paa jydsk og tydsk for denne Gang.