Dagbebudende Glands omskimrede Jorden;
Rødmende laae den, et Noer, i Morgenens Favn.
Helligt Gysende foer igiennem Naturen:
See! og den slumrende vaktes
Op i Klangen af Lysets Bliv.

Evig vækkende Klang! fra vaagende Himles
Hvelvinger lyder end du til Jordenes Slum;
Vakt, jeg knælende bad; da voxede Glandsen
Festlig, og Skyernes Purpur-
Teppe hævedes. Taagen svandt.

Solen flammede frem vidtstraalende; Himlens
Hvelvinger luede; Gud var Flammernes Sang.
Vaagen bæved i Lyst den lyttende Klode,
Stirrede, jublede, tonte,
Sang, og sank under Livets Vægt.

Synet taalte dig ei, det luende Høies
Vældige Straalen, og Gud i Straalernes Glands!
Ak! det stirrende Blik, omlynet af Himles
Altforudæmpede Klarhed,
Veeg Din Herligheds Overvæld.

Dybt tilbedende randt min helligste Taare
Ned, og dens Duggen modtog et visnende Straa;
Og i Perlen nedsank mit Blik fra det Høie,
See! men og her jeg et Gienskin
Fandt af Dig; hvor er ei din Glands,

Alnærværende? hist i Himlenes Ildhav,
Her i den Draabe hvori sig sænkte mit Blik,
Synker Siælen i dig, o Evigheds Under!
Draabens, som Ætherens Glarhav,
Favner Solen, og smiler Gud.