Venskabs Kjæder, alle Selskabs Stænger,
Giennembrød min Aand i Flugt til Dig;
Hvad man kalder Verden, er ei længer
Nu, jeg dig har funden, til for mig.
I en hellig Trylleluft jeg svæver,
Sluppen ud af Jordelivets Buur;
Rundt omkring mig dufter, aander, lever
En uskyldig elskende Natur.
Glimt af Væsner, svøbt i lette Taager,
Neppe seete, før de skiule sig,
I en evig Vexel, naar jeg vaager,
Tændes, glimre, slukkes rundt om mig.
Kun eet Billed evig aldrig svinder,
Helligt, skiønt, og lyst, som Himlens Sol,
Overalt mit Øie det gienfinder,
Hvor det skuer rundt fra Pol til Pol:
Nanna! fra det Dybe, fra det Høie,
Tindrer i hver Stierne mig din Glands,
Smiler i hver Draabe mig dit Øie,
Vinker i hvert Blomster mig din Krands.
Naar mig Dagens første Straale vækker,
Staaer du for mig Morgenrøden lig,
Op mod Himlen Hænderne jeg strækker
I en lille Morgenbøn til dig;
Og med andagtsænkte Øinelaage
Knæler jeg i Nattens tause Fred
For dit stille Slummerleie ned,
Hvor de samtlige Guds Engle vaage,
Fromme! rundt om din Uskyldighed.

Saa blev Salighed mig aabenbaret
I dit Smils guddommelige Bliv;
Og herneden lever alt, forklaret,
Død for Verden, jeg et andet Liv;
Nanna! vend ei bort de hulde Blikke,
Som har tændt din Himmel i mit Bryst!
Elsk mig ei; men o misund mig ikke
Denne Himmels evig drømte Lyst!