Skiøndt fiernet fra min Sangs Elysium,
Og, paa sin kiøbenhavnsk, saa halv om halv i Slum,
Jeg kan umuelig her, ved Herr Gemalens Side,
Trods al min Lyst til Magelighed, lide,
At see ham skrive Dem, min søde Frue! til,
Med Miner, som forraade kiælent Spil
I Tankerne (dem ellers Gud maa vide!)
Og sidde midlertid med Haand i Skiød,
Som om jeg ei var døsig blot, men død. –
I et Par Linier jeg dog vil give
Et Slags Beviis, at jeg er end i Live,
Det blive, som det kan til Nød.
Hvis om mig selv jeg noget vilde melde,
Der ei forvinde kan i Hovedstadens Jav
Det Stød, mig mine Musers Afsked gav,
Jeg maatte meer end bittre Tarer fælde;
Men græde – sær i Vers – det vil jeg ei;
Nei, søde, vakkre, muntre Hulde, nei!
Jeg heller over mig vil snakke.
Tag altsaa med en Hilsen blot til Takke,
Fra – giæt engang! –
'Fra Greven, skal man see!' – Hvad drømmer De, min Søde?
Nu skal man see, jeg, selv i største Trang
For noget løierligt til Dem i Sang,
Faldt paa at hilse fra de Døde?
Nei! fra en levende og vel saa fornem Mand,
Den høieste netop i Rang og Stand,
Næst den fornemste her i Staden –
Som overordentlig Gesandt,
Og virkelig Repræsentant
Af ham, der i Europa-Kongensgaden
Nu eier ganske vist det største Huus,
Som nogentid blev bygt paa denne Verdens Gruus:
Af Alexander, der nu har det paa det Tørre –
Og som, hvis han gaaer frem som hidindtil,
I alexanderstort omvendt Erobrerspil,
Om nogen Tid man kalde vil den større –
Fra denne Ruslands Herres Tolk,
Naar han med Danmarks Herre taler
(Men Deres Tiener og, naar De befaler),
Mit Brev skal hilse Dem – en Mand som andre Folk
For Resten, mild og blid i Giøren og i Laden –
Saa simpel som jeg selv – paa hans Dinéer nær,
Hvoraf eet eeneste vist kunde, naar det vilde,
Og hvis det ikke ellers var for silde,
Med det, som Tienerne dog spilde,
Bespiise den napoleonske Hær,
Paa sammes Generaler nær –
Fra ham jeg hilse skal. Han høit sig undred over,
At jeg paa Landet kunde more mig
Om Vintren, skiøndt han selv om Sommeren det hover;
Men han holdt op at undre sig,
Da jeg fortalte ham, til hvilken Hytte
Jeg havde ladet mig fra mit Pallads
Paa min bekiendte fordums lille Plads,
Deels i en Vogn og deels i Tanker, flytte.
Hans evig unge Phantasie,
Hvor end (skiøndt Aldrens Vintre nu begynde)
Bestandig, under Sneen, brænder i
Den gamle Kiærlighed til Skiønhed og til Ynde,
Blev efterhaanden meer end ung
I Gaar, ved blot om Dem at tale –
Men ak! Afskeden ligger mig for tung
Paa Hiertet, og min Siæl for dybt i Dvale,
Til, halv i Søvne, Dem at male
Den Fyrighed, den Ild, den Aand, det Liv
Hvormed man hæver høit til Skyen,
Fra den Tid af man saae Dem her i Byen,
Min Vens fortryllende vidunderskiønne Viv.

Bliv kun ei rød, og kald det ikke Smiger,
Hvad en Gesandt i Prosa, jeg i Vers,
Den første lidt paa langs, en anden lidt paa tvers,
Om Dem, naar De det ei kan høre, siger,
Endskiøndt det Dem dog lidt fornøie bør.
Vi have begge to seet smukke Fruer før
Fra Marcuspladsen til Versailles
Og mellem Florenz og Korsøer:
Les plus charmans contours, les plus parfaites tailles,
Les plus superbes yeux, les plus beaux néz,
Saa smukke, som man vel kan see;
Men Een er ikke To, og To er ikke Tre!

Jeg veed, Gemalen selv det alt vil underskrive,
Og føie til: at denne Skiønhed kan
Med alt det dog ei bære Vand
Mod Deres Fromhed og Forstand -
Hvori jeg gierne ham vil Bifald give;
Kun holder jeg mig i Billetten her,
For Flygtighedens Skyld, til Skiønheden især.
Den vil Dem stedse frie for Rivalinde,
Hvis man det andet og hos andre kunde finde –
Den trodse vil enhver Misunderinde,
Og Tiden selv, min naadige Veninde
(Jeg siger det i Sandhed ei for Skiærts)!
Den i det mindste vare skal, og blive,
Saa længe danske Sproget er i Live,
Som Blomst, uvisnelig i mine Vers.

Kys Frøken Ellinor fra hendes Mage,
Den stakkels Tvillingenkemand,
Der lod paa Elleskov tilbage
Lidt meere, frygter jeg, end sin Forstand –
En Bagatel i vore Dage,
Hvis Tab, især i et kiønt roligt stille Land,
Er ikke synderligen at beklage.