Hvis nogensinde var i noget Huus
En fuld begeistret gammel Sanger,
Der paa en Sofa sad i salig Ruus,
Som aldrig sad paa nogen vinget Ganger,
Imellem Trapezunt og Thy,
En Elskovs-Digter, gammel eller ny,
Saa er det mig forkiælte, her i Stuen,
Imellem Frøkenen og Fruen,
Den eene hvid, den anden sort,
Imellem begge Sangens yngste Muser,
Hvis Snak og Nynnen om mit Øre suser,
Hvis Smiil og Blik omstraale mig – og kort,
Hvis Ynde jager al min Kummer bort.

I denne min Begeistrings danske Have,
Hvor friske Liliers og Rosers Duft
Tilvifter mig paa frosne Grave,
Trods Vaarens Slud og Taager, Edens Luft,
Af Digterglæde jeg blev reent af Lave,
Hvis jeg den i et Riimbrev ei gav Luft.
Men o! til hvilken af de tvende,
Som her lyksaliggiøre mig
Med Stikken, Prikken, og hvad let kan hænde,
Naar man sig ikke ret kan snoe og vende
I fire smukke Hænders Sofa-Krig:
Som, for Eksempel, Kneb i Ørets Flig,
Lidt Knips paa Næsen, Smæk i Smæk paa Munden,
Og andet saadant kiælent Pillerie,
Som der er rigtig nok lidt Peber i,
Men som dog smager sødt i Grunden
En Mand som mig, der lod sig vel,
Naar det kom an derpaa, slaae reent ihiel
Af Gratiernes egne Hænder –
Til hvilken af dem begge, spørger jeg
Mig selv, mon du dig best i denne Stemning vender
Med dine Tankers Klang i Rimets Strengeleeg?

Til dig, min Line – da du, som min Kone,
Har første Ret til hver en kiælen Tone,
Til hvert et Nyn, til hver en Sangens Duft,
Hvori mit Hierte gier sin Fylde Luft.
Viid da, der skiuler sig i dette Hierte
En Fryd, der kunde blive let til Smerte,
Hvis ikke sammes Lyst til noget meer
Sig inden Aften noget stillet seer:
Den Fryd er nemlig den, de sytten Deele,
Du gav mig af dit Hierte, skiænkte mig,
Hvis Næse rigtig nok har aldrig spidset sig
(Da jeg er aldrig næsviis) paa det Hele;
Men som den Nykke har imidlertid:
At alt, hvad der er halvt – selv halve Piger,
Og halve Koner – halve Himmeriger –
Mig er imod, især i denne Tid,
Da næsten alt er halvt – og alle Ting paa Jorden
Halv Erter og halv Bønner i Kaffee –
Halv Jordbær- og halv Haisan-Løv i Thee –
Halv Iislandsk, kort, og halv Rapee
(Som min Tobak og dette Brev) er vorden.
Naar i bemeldte Fryd lidt dybt jeg nemlig seer
Og den omtalte Medgivt overveier,
For ret at vide, hvad jeg eier,
Er sytten hverken mindre eller meer
End Halvten af de tredive og fire
Smaa Elletræer, som i din Elskov spire –
Thi Skoven selv, dit Hierte nemlig heelt,
Blev jo i fiir' og tredive Parceller
Ved første Plantning af Naturen deelt;
Og sytten kan man, skiøndt det lader mange,
I fiir' og tredive dog have tvende Gange –
Jeg deraf slutter, at en anden Mand
Med Tiden var engang i Stand,
Ja maaskee strax, at vinde lig'saa meget:
Den anden Halvpart nemlig, der maaskee
Den beste torde være, skal man see –
Og dette, synes mig, er noget eget –
Det reent forstyrrer min Speculation
Paa lille, spæde, grønne Skoven,
Og alt hvad mig tilkommer efter Loven,
Nu strax, og siden, af din blomstrende Person.
For nu at ende dette Bryderie,
Og Hiertet mig i denne Punkt at lette,
Du, som min Capital af Rimerie
Nu eengang, til min Lykke, stikker i,
Du søde Giemstand for min Plan i Poesie
Til et betydeligt og sikkert Skoverie,
Som Elskovseier! – er mit Forslag dette
(Jeg haaber, før Terminen er forbi –
Jeg meener: dette Foraarsfrierie
Til din Besiddelse, vi komme vel tilrette):
Du har mig sytten Eller alt
Med Rod og Top i Hierte-Lunden givet,
Hvorefter her paa Elleskov,
Naar jeg var vaagen, naar jeg sov,
Min Digteraand saa længe havde hivet,
Reent ude af sig selv, til i min Lod de faldt –
Eet til endnu giør atten, rigtig talt;
Og atten vilde jeg saa gierne have.
Jeg efter atten overalt
Fra Barnsbeen af var reent af Lave.
Hvoraf det kommer, veed jeg ei;
Men atten – jeg vil ikke lyve –
Mig gaaer for nitten selv og tyve,
Da sytten derimod er af min Vei,
Undtagen for saa vidt de nærme sig til atten –
For disse târ jeg af bestandig Hatten
I Prosa som i Poesie:
De synes at fordopple mine Glæder,
Min Nydelse, min Rigdom, og min Hæder,
Ved at fordopple mig de ni –
Særdeles mig i Grønt, som staaer paa faste Fødder,
Hvert andet Tal for Hovdet støder:
Hvad i mit Eden lokkende skal staae,
Og lysteligt at see, og værdt at smage paa,
Bestandig atten være maa,
Og var det og kun atten gule Rødder:
Mig synes, dette Tal kan aldrig blive lens
I Skiønhed, Vid, og Smag, og hvad jeg ellers ændser –
Maaskee det kommer af, jeg hedder Jens,
Og inden Digterparadiisets Grændser
Der blomstred netop atten Jenser.

O! søde Line, som paa mine Knæ
Jeg her i fem Gang atten Riim credentser,
Afslaae dog ei din Jens, din lille Skræ — -
Hvad siger jeg? jeg færdig er at græ — -
Paa jydskfranzøsk, i Wesselske Sententser,
Som om jeg var et tragisk Kræ,
En Strømpeløs, en Hierte-Tyv, et Fæ,
Som hin, hvis Kiærlighed gik over alle Grændser –
Afslaae mig ikke Nyet til mit Næ:
Det eene lillebitte Hiertetræ,
Som mangler til mit Eden – og som kunde
Saa deiligen min Eiendom tilrunde –
Som vilde skiænke mig det bedste Læ
Mod Tidens Storm – og som, mig eengang givet,
Skal vorde Livsens Træ mig her i Livet!

E. S.
Hvis du mig ikke skrivtlig gier det snart –
Syg var jeg alt i Gaar – saa er det klart
Med mig, din halve stakkels Ægtemage:
Du aldrig meer i dine Dage
Faaer Brev fra mig, som dog for dig blev fød –
Som spiiste dog engang din Ripssaftgrød –
Som stemte selv din Cithar paa dit Skiød –
Og kyste dig, du Lilie, rosenrød;
Thi for at giøre noget, maa man leve,
Og man kan selv ei skrive ret til Nød
Smaabitte løierlige Jensebreve,
Naar man er overmaade død.