Min vakkre Nathanson, der (som jeg troer,
Paa Grund af allehaande Spor
I virkelige Livet, og i Gavnet,
Og ikke blot paa Grund af bare Navnet)
Med Ahner, som er ikke fra i Fjor,
From som en Engel, klog som Satan,
Nedstammer sikkert fra den gamle Nathan,
Den Viise nemlig, Lessings Mand,
Og Mendelsohns, og min, og hvers, der veed at hædre
Med Skiønsomhed og Smag, og sund Forstand,
Hvad der er stort, og skiønt, og ædelt i hvert Land –
Min lykkelige Ven, hvis Lod er endnu bedre
(Om ellers ret jeg skiønne kan)
End hans, og hvissomhelst blandt dine Fædre –
Rig, ikke blot i Værd, som Pøblen agter paa,
Men selv paa hvad den Viise skatter,
Og jeg, som Digter, maa forstaae,
Der havde selv engang en Datter,
En Viv, og een endnu – giør tre:
Paa Pigebørn at sige – med en Moder
Og, endelig, nu ogsaa med en Broder –
Der, alt tilsammen giør, at man hos dig kan see
Den hele hellige Familie
Fuldstændig, og saa skiøn, som ingen end den malte!
Tilgiv mig, at jeg Svaret paa det Brev,
Du mig om Sønnens Fødsel skrev
Forhalte.
Forhaling – ak! det er nu eengang saa –
Forhaling hedder Hesten abildgraa,
Jeg giennem Livet rider paa:
Jeg sielden giør i Dag, hvad giøres kan i Morgen;
Og hvad i Morgen angaaer, synes mig
Den Tænkemaade priselig,
At Himlen overlade Sorgen.
Naar af Nødvendighed en anden giør en Dyd,
Jeg min giør blot til Muelighed, til Længsel,
Til ivrig Stræben – høit til en Slags Trængsel –
Og selv min Nyden af den timelige Fryd
Er et Futurum uden Præsens,
Langt mindre Mundens, egentlig, end Næsens.
Jeg lugter nemlig hver en muelig Lykkesteg
I det Tilkommende, fast uden Mage,
Saa delikat, som nogen den vil smage;
Men – hvem der aldrig smager den, er jeg.
Det gaaer saa vidt, min Nathanson, at mange
(Blandt dem jeg selv), der see, hvor lidt
Jeg hidtil var og er, endog i Sort paa Hvidt,
Begyndte halv om halv at blive bange,
Mit eget Jeg er endnu ikke mit;
Og at endog den Smule Appetit,
Jeg har til dit og dat, er tagen paa Credit –
Saa, hvis man târ det strængt, man virkeligen nødes,
Ved i min Existents at see sig om,
Til den besynderlige Dom:
Jens Baggesen endnu skal fødes.
Nu, Herre Gud! hvis alle synes saa,
Jeg ved sit Værd det vel maa lade staae.
Man alt har dømt mit Ophold her i Landet,
Min Professur i Kiel, min danske Rimpostil,
Mit Skrift om Jøderne, med hvad der hører til,
Mit Samtlige paa Prent aldeles intet andet
End blot et Spil.
Man klager uophørlig over,
At jeg, Gud veed hvad alt, i denne Verden lover –
Og, sandelig! mig lidet undre vil,
Hvis een og anden, der har aldrig lovet noget,
Til sidst aldeles rykker ud med Sproget:
'Han loved os engang at være til.'

Du, som i fiorten Dage nu har biet
Paa Svar med næste Post, og sikkert ikke faaer
Nærværende, før der er noget i'et
(En anden biêde hele fiorten Aar!)
Istemmer alt, maaskee, bemeldte Litaniet. –
Istemmer du det ogsaa, saa god Nat!
Saa tar mit ældste Løfte selv sin Hat,
Og gaaer sin Vei – saa lover jeg herefter
Aldeles intet under mine Kræfter,
End sige hvad dem overgaaer –
Saa giør jeg, hvad jeg virkelig formaaer
I Digten, Tragten, Stræben til min Ære,
Hvad jeg har aldrig giort, det sidste, hvor det gaaer –
Det sikkreste maaskee – kort sagt: jeg lâr det være;
Thi naar de andre Herrer rykke mig
Mit løfterige holdentomme Væsen
I Næsen,
Saa leer jeg, som Matrosen loe,
Hvis Humpen om, da ham var tabt i Slaget
Et Been, af Kammeraten blev beklaget,
Der havde mistet begge to.
Men naar du, Ridder Rap, for hvem hver Morgen
Er et umiddelbart i Dag –
Der aldrig kiendte mindste Borgen –
Der nyder alt, kun ikke mindste Mag –
Der aldrig Himlen overlader Sorgen
For hvad der er din egen Sag;
Naar du, der tidt dig selv i Farten iler
Forbi paa Virksomhedens Vei –
Og, hvis i Søvne virkelig du hviler,
Dog i det mindste døser ei –
Naar du, der holder hvad du aldrig lover,
Det være lidt, det være stort
(At sige, naar det dig en smule hover),
Fordi, før det er sagt, det alt er giort –
Naar – Punktligheden selv til Punkt og Prikke –
Du skulde finde Tid og Sted
At lægge Mærke lidt til min Upunktlighed,
Saa er jeg om en Hals; saa veed jeg ikke,
Hvordan jeg Boldten skal tilbage skikke;
Thi naar det gielder, i det Prompte mig at stikke,
Du fyldest Ære har at tale med.

Mit Haab om din Tilgivelse sig grunder
Imidlertid netop derpaa.
Min Digter-Ladhed er dig neppe noget Under,
Du Dagens egen Gud lidt doven finde maa;
Og synes dig, ifald du gier dig Stunder
At føre mig til Bogs med Haar og Hud,
At jeg ei blot har faaet, hvorpaa der subscriberes,
Men selv den hele Fond, hvormed der skal præsteres,
Forud –
Mit Navn, min Pen, min Aand, mit alt – du tænker
Formodentlig som saa: 'Vor Herre skiænker
'Vel fleer end ham det lidt, de har!
'Den Digter (Kieler eller Siællandsfar),
'Som løfter første Steen imod ham, er en Nar.
'Gieldbunden ligger nu den hele Jord i Lænker,
'Og hvis den endnu ruller lidt,
'Hvis den til Iis ei ganske sammenfryses,
'Hvis den af Solen end til Nød oplyses,
'Da er det sikkert paa Credit!
'Os Solen selv i Aar har truet med Fallit;
'Naturen alt seer ud, som om den var forslidt.
'I Prosalivet, som i Poesien,
'Det efterhaanden kommet er saa vidt
'Af Mangel paa Finanzoekonomien
'I Reentumueligheden af Profit,
'At nu, Aar attenhundrede og fiorten,
'Den hele Verden gaaer i bare Skiorten
'Med overmaade lidt af Buxer paa,
'Der er endda kun saa som saa!
'Ifald vor Herre Sit af samme vilde tage,
'Der blev saa got som intet meer tilbage!
'Betragter man nøiagtig, med lidt Flid,
'I Krøniken om Verdens Liv og Levnet,
'Hvad Menneskenes Børn i al den lange Tid
'Har digtet, tragtet, stræbt, og evnet:
'Hvad – lidet eller stort, fiint eller grovt –
'(Gad jeg vel spørge Læsere, som klage,
'Dem Baggesens Forjættelser bedrage)
'Har i al Verden holdt, hvad det har lovt? –
'For ikke længer om Exempler her at lede,
'Jeg blot vil nævne ham, vi samtligen tilbede,
'Den upaatvivlelige Jordens Gud,
'Der lader til at gaae sit Skud:
'Hans Gield (trods alle Napoleoparder,
'Napoleoner og Napoguineer)
'Beløbe sig til nogle Milliarder;
'Og, hvad han lovte, lover han ei meer.
'Hvis med det grønne Træ deslige skeer:
'Hvis han, som Byer, Lande, hele Riger,
'Med alt, hvad er deri, tog til sig i en Ruf,
'Tilsidst har maattet tage, som man siger,
'Sin sidste polske Pels paa Puf –
'Hvad kan man vente nuomstunder
'Af Smaafolk, og af Digterfolk især,
'Som man vil neppe finde noget Under,
'Ifald jeg ligner dem i min Parabel her
'Ved tørre Træer?
'Den Ting os i det mindste burde hove,
'At Baggesen dog bliver ved, at love;
'Han har dog en Maneer at love paa,
'Som (da man intet andet hidtil saae)
'Dog – underholdende hos flere
'Bestandig Appetit til meere –
'Maa ikke være ganske at forsmaae;
'Jeg i det mindste tænker saa.'

Tak, bedste Nathanson, for denne Tænken!
Hvis jeg ei regnede paa den,
Du saae mig neppe meer igien;
Thi jeg kan taale got mit Firmas Æres Krænken
Af Firmaløses Avindsoet;
Men blev jeg og af dig en blot Anmelder
Af hvad det i min Verdenshandel gielder:
En Rødviinsfabrikør – en Lotto-Patriot –
En Handelsspeculant paa Moden troet,
Af dig, der med det eene Øie
Seer Verden, som den er, og med det andet meer,
End mangen lærd Pedant i andres Bøger seer –
Blev jeg lidt bange for mit Firma selv med Føie –
Tog Skildtet ind, og lukkede min Bod,
Trods al min Løfterigdoms Overflod.

Dog jeg tager neppe feil, naar jeg formoder,
At du den Bod, hvori jeg stykker ud
Den Masse, som jeg fik paa Puf af Gud,
Aldeles skiælner fra de simple Høkerboder,
Hvori man sælger attisk Salt af Tang,
Nye gamle Kirkeklokker uden Klang,
Smaa kolossalske Romerske Ruiner,
Og hiemmegiorte Malaga-Rosiner –
Og at, ifald du seer, mig af og til
Den prompte Holden falde lidt besværlig,
Du dog bestandig finde vil
Min ikke reent gemeene Loven ærlig.
I dette Haab jeg sender, hvad jeg har
Dog endeligen faaet færdigt,
Ideen nogenlunde værdigt:
Rim-Løftet nemlig om et Svar,
Hvori, hvis Liv og Helsen blir mig sparet,
Det Brev, som meldte mig din største Lyst:
Den førstefødte Søn ved din Madonnas Bryst,
Engang skal vorde virkelig besvaret.
Hils midlertid de hulde To,
Hvis Gruppe (Kunsten ellers ufortalet)
Naturen vel saa tryllende har malet,
Som Rafael, og som Antonio
Allegri da Correggio –
For hvem jeg knæle seer i Tanker allerede
De hellige Tre Konger, og tilbede –
Mens det mig ærgrer, jeg er ei tilstede,
Og at jeg ei derved en Rolle spille kan –
Om ei som Darbes just, og Eichel, og Delbanco,
Saa dog (da denne Plads er, troer jeg, end in blanco)