Sapphisk Ode til Ernst, Greve af Schimmelmann

Schimmelmann, din Lyra jeg fandt (o Held mig!)
Skiult i Løv, nedfalden af Helas Steeneeg,
Hvor du Selv ophængte den, da du paatog
Danias Forsorg.

Solon lig, som, født til Homers og Maros
Mellemrang, opofred den anden Laurgreen
Patriothøimodigen for den første
Borgernes Eegkrands:

See han borthang Lyren, og fulgte Pallas
Uden Klang, tausskridende hen, hvor Viisdoms
Raad, og Retfærd fordredes, og din Redning,
Synkende Cecrops!

Saa min Helt (jeg saae det, o troe mig, Fremtid!)
Rundt omsmilt, gudvinket, i Musers Chordands,
Krandsen nær, høit kaldet af selv' Apollon,
Sled af Gudinders

Favn sig løs, manddommeligstolt, med Høimods
Hele Kraft undvigende Himlens Troldom!
Dannemark! dig, dig han kun saae! Herakles
Vinked Arete.

Lyren flux ophængt, mens en Taare smilrandt
Iilte bort Halvguden; i Lyrens Sted han
Axled Statssølvaaget, og hialp med Bernstorff
Frederiks Fredsskib

Giennem Jordskiælvsvælg, mens Europa rundtom
Stat paa Stat nedhvirvledes i din Malstrøm,
Friheds Syndflodhav! Men fra Helas Eeg faldt
Lyren, og sukked.

Jeg den fandt, dugrostet hver Streng, dens Tvehorn
Løvomsnoet, muldfugtet, endnu dog klangfuld!
Schimmelmann! misund mig den ei! Min Andagts
Helligste Høisang,

Dydens Priis, Retfærdigheds Lov, Naturens
Høie Fryd, blot himmelske Nyn, min Midnats
Stille, høitidsfuldeste Hellig! Hellig!
Skal den ledsage.