End seer jeg det, det underskiønne Syn,
End hører jeg de tryllerige Toner,
End træffe mig de hulde Lyn paa Lyn
Af Kunstens Diademer, Smagens Kroner;
End føler jeg i hellig Digter-Ruus
Den oversandselige Siælens Svimmel
I alle Tankers pludselige Himmel
Konfuus.

End er jeg der med alle mine Fem,
(Og een endnu) hver jeg gad evig blive,
Gienkiendende, hvorhen jeg seer, det Hiem,
Min Digtersands sig drømte her i Live!
O drømmer jeg endnu, med Fod paa Land,
Saa væk mig ei! har jeg dig tabt (som fleere)
Bliv hvor du er, og søg mig aldrig meere,
Forstand!

„Men," spørger du, „hvor er du da, min Ven?
Hvad har du da? hvad er der da paa Færde?
Hvi tør jeg aldrig komme meer igien,
Og giennembryde dine Drømmes Giærde?
Hvad skuer, hører, smager, føler du,
Omduftet af hver Blomst i Sandsens Have,
For reent at slaae med Nakken ad min Gave?"
Hør nu !

Du veed det lille Kunsten kiære Huus -
En Hytte kun mod Kunstens store Tempel,
Hvor det gaar tragisk til i Suus og Duus,
Og hvor du aldrig kommer, for Exempel,
Naar der er Høitid og Geburtsdagsfest -
Der, i en lille Kreds, som du desuden
Jo kiender, øverst oppe, var jeg buden
Til Giæst.

Jeg kommer Klokken syv, og træder ind,
Saavidt mig mindes, frisk, og heel og holden,
Aldeles ikke død, ved fulde Sind,
Lidt rystet vel af Kuld, men ei af Kolden -
Var jeg om Næsen og maaskee lidt bleg,
Hvad siger det? Jeg seer sex, syv og tive
For mig ankomne, samtligen i Live,
Som jeg.

Vel aabnede mig Døren, da jeg kom,
En Tiener, der maaskee kan hedde Peter,
Som ogsaa syntes mig at see sig om
Imens der paa Kareter kom Kareter -
Vel stirrede han stærkt paa mig og fleer
Med megen Omsigt paa den blotte Pande;
Men aldrig faldt mig ind, det var den sande
St. Peer.

Man maa dog i det mindste være død
Før man med baade Siæl og Krop kan fare,
Til Himmels, tænkte jeg, og lidt mig brød
Om Englenes og Helgenernes Skare -
Jeg troede fuldt og fast mig end paa Jord;
Thi, hvor der er en yndig Qvinde-Vrimmel,
Det kan for mig gaae vidt med Livets Himmel
I Nord.

Som saa jeg staaer, og tvivler, om jeg vandt
Ved Byttet selv af Himmelen herneden
Med den deroppe, var det ogsaa sandt
At man i hin kan evig troe paa Freden -
Saa sandselig, og fast letsindig, stemt,
At al den smule Viisdom, jeg kan raade,
Fra Luthers Katekismus til min Gaade,
Var glemt -

I det jeg kysser min Vertindes Haand,
Og alle Gratier med mine Blikke,
Saa lidt en afklædt Siæl, og lutter Aand,
At mærkelig jeg følte Hiertet pikke,
Henriver pludselig en Trylleklang,
Man mere sød ei kan deroppe høre,
Min Fantasie, min Følelse, mit Øre
Med Sang.

Sang! sande Tone-Belt om Sprogets Øer,
Hvorpaa vort Væsen seile kan herneden
Fra Tidens usle himmelske Korsøer
Til Evighedens Himmel-Nyborg heden!
Paa Tryllesmakken ført af Weyses Haand,
Mens dine Døttre dandsede paa Dækket
Kom did, skiøndt stierteplukt og vingestækket,
Min Aand.

Hvorlænge varte Farten? Himlen veed!
Hvo tæller Slag i Nattergales Triller?
Hvo skiælner mellem Tid og Evighed
Naar Gerson sødt om Kap med Weyse spiller?
Men nu blev Fire pludselig de Tre -
Paa Vink af Verten, Glædens hulde Fader,
Til Spisesalen Døren sig oplader,
Og see!

Hvad seer jeg? Alt for underfulde Syn,
Mit Blik, der altid her paa Jorden tørner,
Udflyver, som bevingt af fire Lyn,
I Salen over Verdens fire Hiørner -
For Tankens Flugt er nedbrudt hvert et Hegn;
Jeg seer i dets Symbolers hele Vrimmel
Midt i den fiirfold lyse Livets Himmel
Mit Tegn!

„See her," udbryder Verten med et Smiil,
„Hvad jeg, o Sphinx, paa min Maneer kan raade!"
Og — giennembort af Sandheds lyse Piil -
Jeg falder, døer — i min opløste Gaade,
Som Sphinx; thi med bevinget himmelsk Hu,
Hvor den uslørte reene Tanke svæver,
Min ikkun løvedræbte Jomfru lever
Endnu.

I det jeg, truffen, stiger i mit Fald,
Beundrende min Verts smagfulde Raaden,
Omtordner ham et fiirfoldt Bifaldskrald
Fra Salens fire Hiørner: „Løst er Gaaden!"
Selv Ïo's Sanger, der for Prisen stred,
Udbryder „O! nu seer jeg først det rette!"
Og alle de Halvfierdsindstive sætte
Sig ned.

Nu saae jeg først, jeg var i Evighed -
(Man har vel hørt om de halvfierdsindstive
Fortolkere paa Gaadeflodens Bred -
De sad nu her, forklarte, som i Live!)
For Alvor saae jeg nu mig først omkring
Med Blik, ei blot, som fordum, paa Personer,
Men og i disse høie Regioner
Paa Ting.

Den første Ting, som slog mig, var et Bord
Hvorpaa, hvorom, hvorved i hellig Orden
Var synlig, øst, og vest, og syd, og nord,
En Qvartessenz af Himmelen og Jorden -
Den ædleste Figur var dets Gestalt;
Fra Livets Blomst og Frugt til Kniv og Gaffel
Det viiste mig Naturens skiønne Taffel
I Alt.

Jeg ei vil male hvad der stod derpaa,
Før den Naturhistorie, vi kiende,
Med alt, hvad end deri vi savne maae,
Den sidste Plinius har bragt til Ende -
Jeg ei vil male hvad der var derom
Før jeg har giennemvandret Solevrimlen,
Hvortil selv Herschels Speiderblik i Himlen
Ei kom.

Jeg ei vil male dem, der sad derved,
Før i det mindste jeg har Eva færdig,
Før jeg i Sangens Rafaelers Fjed
Har giort mig disses Malen mere værdig -
En Tusinddeel jeg blot vil pege paa,
For at forklare Gaaden aabenbaret,
Og viise lidt af det, jeg, selv forklaret,
Her saae.

Paa Kryds om Bordet i en broget Rad
(Som i Naturens Tempel allessinde)
Bestraalt af fire Lyssystemer, sad,
Giensidig tiltrakt, Hyrde hos Hyrdinde -
Paa Dugens Melkevei hvert Eden-Par
Saae græsse sine Himmel-Faar og Gedder -
Kun ingen fornem Loss (Lux, hvad det hedder)
Der var.

Fra Himmeløinene fløi Piil paa Piil
I Glands, som Dødeliges Syn ei taaler;
Hvert Biik var Venskabs eller Elskovs Smiil,
Og Nektar blinked i krystalne Skaaler -
Ambrosia var overalt paa Fad.
Uskyldig Englefryd i hvert et Hierte;
Alt var, som Gaaden, klart — kun jordisk Smerte
Var hvad?

Jeg sad ved Siden af min Isis selv,
Gienkiendende den evighulde Moder,
Mens Ïo speilte sig i Glædens Elv,
Og talte tretten end ufødte Poder.
Skraas over for mig Ceres gav et Vink
Ved Siden af sin nu gienfundne Datter;
Og Hebe drak min Skaal i salig Latter
Med Klink!

Jeg vendte Ryggen til Lyæus vel,
Og til den blideste blandt Huldgudinder;
(Herneden stod jeg heller mig ihiel,
End taalte sligt et Sæde, trods hver Hinder)
Men da jeg her til Bords, som Janus, laae,
Saa Stillingen mig ingen Tvang paaførte.
Jeg baglænds her saae saa got, som forlænds, hørte
Og saae.

Her første Gang min doppelte Gestalt,
Der sig afspeilet har i mine Bøger,
Polarisk i mit eget Øie faldt;
Thi forlænds spaser ei hvad baglænds spøger -
Kun er og blir mig selv en tvivlsom Sag,
Naar syd og nord mig tændes Amors Kerte,
Hvad der er for i dette kiælne Hierte
Og bag?

For første Gang af mig blev ogsaa seet
Og følt, paa Morgenens og Aftnens Maade,
Den begge Sidernes Polaritet,
Jeg ogsaa har afspeilet i min Gaade;
Thi Venus straalte klart ved denne Fest
Paa samme Tid i Østen og i Vesten,
Og saligviis hun mig, som Doppel-Giæsten,
Sad næst.

Saaledes fandt mit Væsen her sig heelt,
Der var, mens end jeg aandede paa Jorden,
Mod Østen, Vesten, Syden, og mod Norden,
I fire længselfulde Parter deelt.
Udløst af Ringens salomonske Baand,
Op, ned, fremad, tilbage, kunde stige
Paa kryds og tværs i det uendelige
Min Aand.

Men, Løvens Overvinder i min Sphinx!
O kan min løste Jomfru dig betale
Den skyldte Priis ved svagt i Sang at male
Sin egen Jubel og den hele Rings?
Dit Korsbord viiste mig i Kunstens Prang
Hvad Smagen evner uden gyldne Skatte;
Men kan, hvad Priisen fattes, og erstatte
Dens Klang?