Her, i Skyggen af Dans den tusindaarige Kroneeg,
I Forfædrenes Lund, hvor Mimers hellige Kildes
Sølvbæk risler endnu til Bøgtopbladenes Raslen,
Nordhavbølgernes Skvulp og Nattergalenes Sange,
Leirer Eder, I Venlige, huldt om den Gamle fra Danhiem,
Mens han forkynder et underligt Sagn om Kirken paa Ronhøi,
Skiæbnens rædsomme Gang, og Uskylds Kamp mod det Onde.
Længe gienlød det fra Fader til Søn ved Arnen i Hytten,
Giemt til ledsagende Klang af i Maanskin bævende Strenge:
Lytter med Lyst til det natlige Qvad, og fornemme med Andagt
Fortids varslende Lyd fra den huulthendundrende Harpe!

Vestlig i Skaane der ligger en Gaard afsides og eensomt,
Havsgaard kaldet, fra Kæmpernes Tid, omringet af aabne
Marker, og nær ved en vild, vidtstrakt, udørkelig Kratskov.
Kort Tid efter den Calmarske Krig beboede den rolig,
Glemmende Verden, og glemt, en brav velhavende Lænsmand,
Med een eeneste Karl, som besørgede Stalden, og Husets
Grovere Dont, og en Lilievand, hans Frænde, der var ham
Eeneste Levning af hele hans Æt, den blomstrende Thora.
Sildig en Aften, engang i Efteraaret, da Marken
Alt stod nøgen, og Træernes Løv laae strødte paa Jorden,
Sad den Gamle, med Bogen i Haand, og Briller paa Næsen,
Læsende høit om den forrige Tids Vidunder og Jertegn,
Eventyrer og sælsomme Mord, og rædsomme Gienfærd;
Medens opmærksom og taus, tidt flyttende nærmere Rokken,
Spandt ved Oldingens Side den attenaarige Thora.
Fader! udbrød hun omsider, hold op, læg Bogen til Side
Nu for i Aften! Jeg veed ei hvordan; men den heftige Nordvind
Suser saa sælsomt derude; hvor gierne jeg hører, jeg troer dog,
At jeg fik ordentlig ondt, hvis I vedblev. — Gierne, min Datter!
Svarte han mild, tog af Glarøinene, lagde dem ind i
Bogen, og lukkede den. Du har Ret, vedblev han, for dig er
Disse Historier alt for alvorlige. Lad os da snakke
Sammen om muntrere Ting! Det er sandt, du lever et tungt Liv,
Naar jeg betænker det ret, i din Møevaar, her med mig Gamle
Midt i en Udørk, eene, saa langt fra Stæder og Landsbyer,
Uden den mindste Forlystelse reent afsondret fra Selskab!
Himmelen eene kan lønne dig det, min Thora! det vil den
Sikkert! jeg beder derom, det er eene min Dag- og min Natbøn.
Thora ham svarte: min Fader! hvis dig jeg noget erstatter
Tabet af alt hvad dig ellers var kiært, er jeg rigelig lønnet.
Tilgiv, om jeg imellem lidt svag dig synes, jeg er det
Inderlig ei; jeg er rolig tilfreds, og opfylder med Glæde
Her i dit Huus min kiæreste Pligt. Det var kun et Vindstød,
Nys, som mig giorde lidt moed. Nu gaaer jeg, at hente dit Qvel-Øl.
Ret som hun reiste sig op, ham omfavnende, rumlede selsomt
Uden for Gaarden en Vogn, og en Haandkno pikked paa Vindvet.
Thora nu gyste paa ny; men paa eengang fattende frit Mod,
Gud er med den, som frygter kun ham! hun mumlede hastig,
Iilte til Vindvet, og aabnede det, og spurgte: hvem er der?
Underlig huul, skiøndt bønlig, og sukkende, svared en Stemme
Giennem den susende Vind: Kulsvier er jeg, fra Skoven
Næstved kommen med Kul, for at age til nærmeste Kiøbstæd.
Vognen veltede for mig, det varede længe, før eene
Løftet jeg fik den igien; da paafaldt Natten, og nu jeg
Finder ei meere min Vei; Gud signe Jer! under mig Huusly!
Gierne! fra Stolen tilraabte ham lydt den Gamle, mens Thora,
Takkende Gud, udbrød: Saa har vi dog Selskab i Aften!
Og løb hurtigen ud, for at aabne ham Laagen i Porten.
Ind med hende nu treen Kulsvieren, svøbt i en hvidgraa
Vadmelskofte, bestøvet af Kul, i Haanden en Knortkiep,
Tyk som et Haandled, om Hov'det et Lams Uldhue med Ulvskind
Foret, ulystig at see, rødskiægget, og Øinene dybt i
Huulningen under hvert Bryn paa den bratfremtørnende Pande.
Thora forskrækkedes noget i Førstningen; men, da han aftog
Huen, og bød Guds Fred, fremvisende Hovedets Sølvhaar,
Frygten forvandied sig snart til Ærbødigheds Agt for hans Alder.
Medens hun hented en Stol, og med Venlighed bad ham at sidde:
Eet end beder jeg om, udbrød han, før jeg mig sætter;
Regne nok vil det i Nat, og jeg har i min Karre derude
Fem Par Sække med Kul, som fordærvedes, hvis de blev vaade;
Gierne jeg bragte dem skyndig i Lye, blot inden for Porten.
Hurtigen svarte derpaa den giæstfrie værdige Gubbe:
Hiertelig gierne! hvis Karlen ei sov, han kunde Jer hielpe.
Men du kan vække ham, Thora! — Hvad Karl? det giøres ei nødig,
Afbrød hin, saa gammel jeg er, jeg alt dem har læsset
Eene paa Vognen i Dag to Gange; det er en smal Sag;
Sligt er jeg vant til, jeg. Som I vil! Lænsmanden igientog.
Giæsten tilbage nu gik, aflæssende Sækkene, stilled
Op dem i Portindkiørselen, fem mod Væggen paa høire,
Fem mod den venstre Væg, og lukkede Porten, og, det giort,
Kom han igien, og satte sig, træt. Nu først er jeg rolig,
Herlig vil smage! Dog først med Forlov! Kan Jomfruen taale
Damp af Tobak? — Hun? svarte med Smil den ærlige Lænsmand,
Selv hun tænder min Pibe hver Dag. Bring Daasen, min Datter!
Thora bragte nu Daasen af Sølv. Paa det kunstige Laag sad
Hævet, som op af Bølgernes Skum, en smøgende Havmand;
Halen, den skiællede, tiente til Greb; om Randen var anbragt,
Smaa Sælhunde; men Æsken var selv omsvømmet af Fiske,
Haier, og Hvaler, og Kraker, og vildt sig boltrende Marsvin.
Høit beundred dens Vægt Kulsvieren, medens dens Arbeid
Værten ham roeste. Med stirrende Blik han stopped, og stirred
Atter, og stopped endnu, da Thora tændte den Gamles
Pibe ved Ovnen, og, spruttende først, hun rakte den venlig;
Men for den andens en Glød hun hentede kun paa et Fyrfad,
Bringende skyndig en Kande med Øl, og et Sølv- og et Tinkruus.
Begge nu smøgende sad, og i Snak om eet og om andet,
Prøvede Gubberne der, tidt løftende Kruset fra Bordet,
Øllets opvarmende Kraft, og hinandens Klygt, og Erfaring,
Mens i en Krog sad spindende taus den lyttende Thora.
Stormen nu havde sig lagt. Klart giennem Hiertet paa skuddet
Troede hun Maanen at see, som hun sad i Hiørnet ved Vindvet.
Ør af Dampen og Heeden (thi gamle Papa var, som Olding,
Kuldskiær, og havde det gierne saa luunt) lidt kied og af Snakken
Om den forbistrede Calmarske Krig, og om Gigten, og Dyrtid,
Ønskte hun, medens de Gamle saa got ved Øllet i Prat sad,
Udenfor Porten at gaae, for der at aande den frie Luft,
Og at adsprede sig lidt de mørkt opstigende Tanker,
Eene med Maanen. Hun elskede høit dens venlige Selskab,
Stirrende tidt med et kiælent og inderligt Suk paa dens Aasyn,
Naar den smilende selv gik hen sin eensomme Bane
Taus; hun kaldte den ofte sin troe Veninde paa Himlen.
Ogsaa vilde hun see, om ordentlig Porten var tillukt,
Hvilket den fremmede Giæst, ukiendt med Skodden, i Mørke
Mueligen havde forsømt. Hos sig selv betænkende saadant,
Stod hun forsigtigen op, og, fyldende Kanden paa ny først,
Satte hun den for de snakkende hen, og smutted af Dørren
Ud. Portgangen var mørk; og i det hun vendte til høire,
Gled hendes Fod. Udstrækkende flux, for at støtte sig, Haanden
Henimod Væggen, hun greb i en Tot, og følte med Gysen,
Famlende nærmere til, et Ansigt under dens Krølhaar.
Hiertet i Barmen blev Iis, hvert Lem skialv, Knæerne zittred,
Og nær havde hun tumlet omkuld. Da hæved en Engel
Pludselig hendes forfærdede Siæl til den høieste Fatning
Over sit Kiøns naturlige Kraft; den Engel var Uskyld:
Skriger du, er du fortabt, og vender du bævende, døer du!
Hvisked i Hiertet den zittrende lydt en varende Stemme.
See! og hun tvang sig, og loe; og beslutted, at nærme sig Porten,
Undersøgende hver af de Sække der rolig i Mørket.
Gangen var snever; ved næste hun lod, som om Foden igien gled,
Pladskende hastig i Renden, mens, strækkende Haanden til høire,
Nok eet Hoved, hun greb. Jeg vil see dog om Porten er tillukt!
Mumled hun høit; treen atter saa feil, forsætlig, til Siden,
Famled, og greb om en tredie Tot med glødende Pande.
Det er dog vel, at de Sække jeg har, at støtte mig paa her,
Sagde hun, leende, sikkert jeg troer, jeg ellers omkuld faldt -
Og udglidende greb hun, som før, og følte den fierdes
Øre: Den Sæk er nok lappet med Skind! hun mumlede halvlydt,
Gled, og fornam i den støttende Haand varmt aande den femte.
Skodden nu trak hun for Porten i Laas, og sagde med høi Røst:
Nu vil jeg holde mig midterst i Renden; min Fod er dog vaad alt;
Men paa den nærmeste Sæk hun støttede Haanden, som forhen,
Her til den modsatte Væg, og den siette berørte hun varsomt,
Følende Tippen af Næsen. Derpaa den syvendes Haartop
Fik hun i Haanden; og siden den ottendes blussende Kiæve.
Kullene, troer jeg, er varme! hun smaaloe, da hun paa Læben
Følte den niende, skyndende sig, og, famlende hastig
End en eeneste Gang, den tiendes Hage berørte, -
Thora! Thora! din Drøm er forklart: den rædsomme Portgang
Giennem et Helved du gik; og i Stuen er Helvedets Fyrste!
Saa hun talede dybt i sig selv, oplukkende Dørren
Atter; og ind hun i Stuen nu treen saa bleeg som en Dødning.
Skottende hen med et myrdende Blik, Kulsvierens Øie
Fæstede sig paa den bævende Møe. Hvor var du, min Datter?
Spurgte den Gamle. Besindende sig, hun hurtigen udbrød:
Ak! min Fader! i Stalden jeg var, for at give mit Føl Høe;
Dørren var aaben; det var der ei meer; nu løber det sikkert
Vildt i Marken, og fryser ihiel! jeg er saa bedrøvet.
Kiæreste Fader, du gav mig det selv til Foræring min Byrdsdag!
Turde jeg sige det Karlen, og sende ham efter det? tør jeg?
Hende nu svarte med Smil den gamle værdige Lænsmand:
Neppe vil Grimer forlade sin Sæng, og maaskee til i Morgen
Løbe paa Marken omkring, for at stille, min Datter, din Uro;
Har han dog tærsket i Dag! For mig du gierne for Resten
Maa det forsøge, hvis lykkes dig kan, at røre hans Hierte;
Men sig intet fra mig, hvis han ei godvilligen giør det;
Thi for et Føls Forkiølelses Skyld afbrød jeg dog neppe
Selv min natlige Slum, end sige, min mødige Huuskarls.
Føllet desuden er løbet til Skovs, to Miil i det mindste
Herfra Gaarden, til Moderens Vang; og førend i Morgen
Kommer han neppe tilbage dermed, hvis ogsaa han faaer det.
Herpaa svarede høit, med sin Aands Nærværelse, Thora:
Grimer for mig gik gierne til Lapland selv, om jeg bad ham;
Har han og tærsket i Dag, hvad siger vel det for en Mandbiørn,
Der, som, min Fader, du veed, har ti Mænds Styrke til Arbeid?
Medens de talede, sad Kulsvieren, malende Krumsving
Med den bekullede Finger paa Disken i Krusenes Ølspor,
Gnavende, Hovedet vendt, med Tænderne rolig sin Stokknap.
Dog, nu først, da hun gik, for at sende fra Huset saa langt bort
Karlen, hvis ti Mænds Styrke ham lidt i Hovedet omløb
Blev og inderlig roligt hans Sind. Han beslutted ved Midnat
Nu at udføre sit Værk, først tæt tildrikkende Værten,
For ham at lokke til Snak om Husets skiulede Forraad,
Eller og Datteren selv, som ham lod troskyldig og snaksom.
Thi let slutted han, saadant et Sted, afsides og eensomt,
Rigt paa Sølv, om ei Guld, var forsynet med lønlige Giemmer.
Neppe var ude paa nye Huusengelen, før til den Gamle
Snu han sig vendte med høi Lykønskning over en Datter
Saa beskeden, og skiøn, livsalig, munter, og klygtig,
Ganske som hans, kun uendelig meer uddannet og oplyst;
Ak! thi hans ringere Kaar tillod ei, som han det ønskte,
Barnets Opdragen til Fiint; var dog alt paa Jorden det Barn ham,
Siden han mistede Mod'ren, hvis Tab han aldrigen glemte.
Snart indtog han, forslagen, med Snak den Gamle, hvis Hierte
Kildredes sødt af den Roes, han saa gavmild lagde paa Thora.
Kruset nu lettedes tidt; og den giæstfrie, værdige Lænsmand
Glædte sig over sin Giæst, der var ei saa gemeen, som han lod til.
Mens de nu smøged derinde, kom Thora giennem en Bagdør
Ud til Stalden, og aabnede tyst, at ei man i Porten
Hørte det ringeste, Kammeret der, hvor Grimer i Roe sov.
Studsende gav han et Skrig, da den rødmende Møe han i Maanskin
Saae for sin Seng; thi han drømte: han laae fastbunden i Helved,
Og at en Engel ham løste hans Baand. Nu stod den der for ham.
Stille! vinkte hun, stille! for Guds Skyld tie dog, og hør mig!
Huuset er fuldt af en heel Trop Røvere; Mesteren sidder
Ukiendt inde hos Fader, som troer, han handler med Kul kun;
Og i vor Portgang ligge de ti Kulsække, med Hov'der,
Som jeg har alle berørt med min Haand, hen følende for mig,
Da jeg i Mørke gik ud, for at see om Porten var tillukt.
Skynd dig, og har du os kiær, og handle vi mod dig, som Ret er,
Sving dig paa Traveren, flyv, som en Piil, til nærmeste Landsbye:
Kald der Bønderne sammen i Hast, og lad dem med Køller
Væbne sig skyndig, og iile herhid, omringende Huset;
Men du giv mig et Vink med et eeneste Smæk paa vor Bagdør,
Naar du har alting bereedt! Flyv! flyv! Gud give dig Vinger!
Saa Huusengelen. Medens i Hast han Koften sig omslog
Brogen og Trøien, hun sadlede selv, og grimede Hesten.
Snart i Galop han sprængte derfra. Tilbage nu Thora
Gik til det smøgende Par, og raabte med Smiil, da hun indtreen:
Fader! nu faaer jeg mit Føl! mig Grimer har svoret, hvis og han
Rende der skal til i Morgen, at bringe mig heelt det og holdent;
Og jeg veed, at han holder sit Ord. Nu er jeg igien glad!
Eet kun bad han mig love sig først: at ei du vil skiænde,
Hvis lidt sildig han kommer; thi hvile sig vil han en Smule
Henimod Dag hos sin Broder, som boer i Kanten af Skoven,
Og det loved jeg ham. Du nægter dog intet din Thora?
Men det er høi Tid, troer jeg, til Nadveren! Klokken er ni alt!
Hende nu svarte med Smiil den Gamle: Dæk os da Bordet
Hurtig, og bring af min Miød, den attenaarige, to Kruus,
Føllets Sundhed at drikke deri! Vor Giæst er en brav Mand;
Veed hvad en Datter betyder, som du; han og har en Datter!
Lumskelig smiled i skiægget den hvidgraa Sækkenes Eier
Alt som de talte. Det flasker sig skiønt, han tænkte,den Miød skal
Snart mig fortælle, hvor Guldet er skiult! Naar Klokken saa tolv slaaer,
Kommer hvad jeg har giemt; og en god Søvn lover jeg begge.
Thora nu bredte med skiælvende Knæe den reenlige Borddug,
Trippende frem og tilbage saa vims, nu herhen, nu derhen,
Leende tidt, for at skiule sin Angst. Med bævende Hænder
Hented hun Gafler og Knive. Ved hver, hun lagde paa Bordet,
Foer i det varme sig bølgende Bryst et iisnende Staalsting.
Maden derpaa hun frembar, omhyggelig skiærende selv Brød;
Ordned saa hver sin Tallerken, og fyldte de mægtige Sølvkruus
Med den beruusende Miød, og bad Gud, doppelt at sødme
Honningens Smag, for at slukke den Mordbegiærliges Blodtørst
Medens han drak, og forhindre hans Daad til Bøndernes Komme.
Derpaa kaldte hun begge til Bords; og lagde paa Fad'rens
Armstol Hyndet, det bløde, ham hielpende ret i sit Sæde.
Samtlige tre de nu sad; og med Graadighed slugte den Hvidgraa
Skinken, hun lagde ham for, og et Kyllingelaar paa det andet;
Medens hun selv blot lod, som hun spiiste, til Hunden i Løndom
Ned under Bordet hver Bid henkastende. Men uophørlig
Rakte hun Kruset med Smiil den tilsidst trygt drikkende Morder.
Talen nu dreied sig meer og meer til det sigtede Formaal;
Endelig kom den paa Gang om Formuenhed. Hundrede Spørgsmaal
Giorde den Boet beundrende Giæst, og hundrede Svar gav,
Faderens Rigdom med Vink ham forraadende, villigen Thora,
Pralende med, at hun Nøglerne selv forvarte til alting.
Smidskende sagde hun halv den Lyttende noget i Øret
Om et besynderligt Sted, hvor hun troede, den lønlige Skat laae,
Spændende Morderens Siæl. Alt nikte den Gamle ved Kruset,
Truende Søvn. Dødsangst nu greb det barnlige Hierte,
Fuldelig eene med Giæsten, hvis hin ved Bordet i Søvn faldt.
Elleve Klokken alt slog, som om hvert Slag Hiertet itu slog;
Men i det ellevte Slag slog ned i Fortvivlelsens Natmulm,
Himmelens Lyn i en Tanke: Velan! Kulsvier, udbrød hun,
Vil I fortælle min Fader i Søvn, ved endnu et Kruus her,
Indtil han snorker, og lover I mig, at bringe Jer Datter,
Som jeg saa gierne gad see, saa skal jeg i Aften til Giengield,
Førend I lægger Jer, vise Jer Ting, som I aldrig har seet før!
Dette hun hvisked ham tyst, og lod, som hun zittred af barnlig
Lyst til en Spas, med den dirrende Haand ham klappende Skuldren.
Gierne! tilmumled han hende med Griin, og skottende hen til
Seierværket i Krogen; men, alt den nikkende Gamle
Skuende halv derhenne: du snart kan vise mig alting,
Føied han til, før Kruset er tømt du hører ham snorke!
Gaae kun og hent nu Nøglerne strax! Min Datter skal komme
Næste Søndag, det lover jeg dig! Den skiælvende Thora,
Mens han prated paa ny for den ei meer svarende Gamle,
Gik i sit Kammer ved Kiøkkenet ud, og lod, som med Iver
Rundt hun søgte; kom atter igien; oplukked et Glasskab,
Udtrak Skuffen, og vimsed omkring, med Øinene henvendt
Snart paa Værket, og snart paa Gubberne. Hvert et Sekund blev
Time den Ventende; men naar hun saae paa den nikkende Fader,
Henfløi Timen som Lyn; da med eet hans frygtede Snorken
Naglede hende til Bordet igien. Tidvinden var alt, hvad
Pønsede hendes urolige Barm. Da saae hun af Koften
Pludselig skyde sig frem en skarp Haandøxe med Blod paa.
Men paa den Blegnendes Læber forvandledes hurtig til Smilen
Angestens Krampe: Hvad har I dog der for en underlig Muurskee?
Spurgte hun mildt: den er ikke, som den, vi har her i Huset!
Det er min Kulkniv! brummed han huult; da just i det samme
Tolv slog Værket. — Saa skiærer I Kul med Knive? vedblev hun,
Medens den snorkende Gamles ærværdige Hoved alt nedsank
Dybere ned mod Disken ved hvert Uhrværkets Igienslag -
Levende Kul! green Morderen lydt, i det han af Barmen
Øxen tog frem med det ellevte Slag; men o! med det tolvte,
Lød det saa ængstelig ventede Smæk paa den gialdende Bagdør.
Øxen af Haanden den hævende faldt; med Hurtighed Thora
Greb den, og iilte dermed, opspringende, Grimer imøde,
Der med en Kølle bevæbnet, og taus, nu pludselig indtreen.
Alt er i Orden! han hviskede tyst, imens fra sit Sæde
Reiste sig, klappende lydt, Kulsvieren; dog ved det andet
Klap alt Køllen ham traf den bratfremtørnende Pande,
Knusende med eet eeneste Slag Mordtankernes Hvelving.
Steendød laae han paa Gulvet. Hans Fald trods Væggenes Gienlyd,
Vakte den Gamle dog ei, som vedblev rolig at sove.
Mens alt dette saa skyndigen gik derinde, var ude
Heller ei seen Straftimen. Indlistede samtlig i Mørket
Snørede tyst Portposerne til ti stærke, med Prygle
Velbevæbnede Karle fra Landsbyên, komne med Grimer.
Disse, saasnart var fanget, som saa, det lurende Baghold,
Læssede hver sig paa Ryggen en rædsomt hvæsende Kulsæk,
Og bortbare dem alle paa Stand til nærmeste Domsted.
Her blev forsamlet i Hast Bytinget paa Torvet, hvor Troppen
Een hos den anden, i hver sin Jernbaandtønde, blev opstilt
Mængden til Sku, der med Gysen end saae de vrængede Mundes
Skiærende Tænder, og Øinenes Vrid i gnistrende Blikke,
Medens stod reist hvert Haar paa de ti fremgrinende Hov'der.
Flux blev begyndt et Forhør i bestandig voxende Stimmel
Inden end Rødskiæg kom, og ofte blev løsnet og surret
Hver omlykkede Hals med paa Stedet qvælende Trudsler;
Dog var umueligt at vriste dem ud af de snørede Struber
Mindste bekiendende Lyd; haardnakkede nægted de samtlig.
Først da den Ventedes Liig, der mod Dagningen kom, og blev fremstilt,
Røved dem Haab om Redning, betog dem dødelig Rædsel,
Og de bekiendte nu pludselig Ting, som rystede Retten
Selv med Forfærdelse. Samtlige Ti var Sønner af Rødskiæg,
Atterkommeren ogsaa benævnt, og den evige Natmand:
Egnen en Skræk fra umindelig Tid, som ufangelig Røver,
Og med hans Trop for usaarelig holdt, af troldelig Afkom.
Stor var Glæden ved samtliges Fangst; Henrettelsens Høitid
Kaldte tilsammen fra Stæder og Byer lydt jublende Skarer.
Faderens Liig blev først halshugget, og sønnernes Hov'der
Samtlige satte paa Steiler med hans i Midten. Man paastod
Længe, de grinede høit hvert Maaneskifte paa Bakken,
Og hver ellevte Nat, naar tolv slog Klokken i Udby,
Lød med det sidstudrungende Slag i Luften „Jeg kommer
Atter!" med lydelig Klang i et Brøl af elleve Røster.