Som det uskyldige, tryllende, himmelske
Smil, paa den blomstrende Skiønnes
Rødmende Kinder, naar rundere Barm sig
Hæver og synker,

Lokker en Yngling, der undrende, stirrende
Drukner sit Blik i dets Straaler,
Føler i zittrende Nerver dets Ild, og
Flammer i Længsel;

Sielen paa svulmende Læber imøde det
Bæver, paa hidsige Kysses
Brændende Vinger at hvirvle sig henrykt
Ind i sin Himmel.

Men, som det samme livsalige, lokkende
Smil paa den Yndiges Kinder
Jager i hellig, utolkelig Rædsel
Sielen tilbage;

Nær ved sin Himmel den truffen af Straalernes
Alt for vellystige Vælde
Ikarus lig, paa hensmeltende Vinger
Lynes til Jorden;

Saa med begeistrende Herlighed vinkende,
Tryller den hellige Lue
Helikons Helt til den studsende Verden,
Hentet fra Himlen;

Tænder i Undrerens fulde, berusede
Hierte den brændende Længsel,
Og at udsprede fra Musers Triumfvogn
Vellyst til Jorden.

Ak! men den samme fortryllende, hellige
Nimbus om Digterens Isse
Splitter med lynende Straaler de vovsomt
Spilede Vinger.

Blindet af Glandsen nedstyrter den dristige
Flyvende Helikons Yngling,
Ikarus lig, og i Støvet med Taushed
Vidner sin Afmagt.