Paa Veien udstrakt følesløs han laae.
Peer Asen længe stod og paa ham saae;
Men endeligen, da han saae med Smerte
Sin Husbond' ganske død, saa tænkte han:
Hvad nytter at jeg staaer her ved den døde Mand?
Og gik sin Vei med høitbedrøvet Hierte.
Dog gik han ikke hiem, han kiendte Birtemoer;
For Resten veed jeg ei, om Syd om Nord
Han Flugten tog, om Østen eller Vesten
Jeg veed kun det, at bort løb Hesten.

I en Karet umiddelbar derpaa
Selvherskeren paa Godset der fremkiører
Og da han ud af Vindvet saae
Vor Jeppe ligge der, som intet hører,
Han raaber til sin Kudsk: „hold! og gaae hen at see
Hvad det er for et Sviin der ligger!"
„O! det er en fordrukken Tigger,
Som vogner nok naar vi kiør' nærmere."
„ Jeg siger Hold!" var Herremandens Svar,
„Hvem veed om han er død!" Og ned fløy Kudsken.
En anden havde først forsøgt med Rusken;
Men den Tyran saa mild ei var,
At bruge Pidsken var hans Liv-Methode
Kun Smæk i Smæk, og intet med det gode:
„Vogn op, dit Beest!" — et Smæk — „hvor tør du ligge
I Veien for din Herremand, din Stud?"
— Et Smæk — „ jo jeg skal lære dig at drikke
Og ligge her at snorke Rusen ud!"
Saa, under Smæk i Smæk paa arme Jeppe,
Hvis Siel var alt et dygtigt Stykke Vei
Fra Jorden, bliver Kudsken ved at skreppe:
Vogn op, Vogn op; men Jeppe hør det ei -
Med Slag i Slag han uophørlig banker
Den armes næsten møre Krop;
Men Jeppe ligger der i andre Tanker
Og giver ikke Tegn til mindste Hop -
Nu vender Kudsken til den tykke Ende;
(Mens Herremanden blæser i sit Horn
En Jagt-Marsch) Kudsken prygler; som tilforn
Vor Helt er død og vil sig neppe vende -
Men under uafbrudte drøye Slag
Og Stød i Hornet, han tilsidst udbryder:
„Jeg mærker nok, at det er Dommens Dag;
Jeg maa herop; Basunen lyder."
Skiønt mør af Skrup er Helten ikke seen;
Men reiser sig og staaer paa begge sine Been:
„O! Døden, den er haard; men Dommen den er værre!
Saa blir jeg da fordømt, jeg arme Mand?
O! siig mig, hvem af Eder er vor Herre,
Og hvem den fuule And?"
„Jeg er din Herre," svarte Herremanden,
„Men denne Gang jeg vil tilgive dig,
Gaae hiem!" og derpaa atter han og Fanden
(Hans Kudsk) paa Veien bort begave sig.
Forundret stod min Helt igien tilbage,
Forundringen brød ud i disse Ord:
„O! aldrig havde jeg i mine Dage
Tænkt meer at komme her paa denne Jord;
Men, hvor det gaaer, jeg maae dog heller være
Her end i Helvede; det, som jeg saae
Og hørte, følte, kan mig noksom lære,
Der gruelig piinsomt være maa.
Mig synes end at høre Satan brøle,
Dengang jeg vogned op i Dødens Grav;
Mig synes end livagtigen at føle
De jammerlige Hug, han der mig gav;
Jeg seer endnu hans røde Øine gløde:
Jeg kommer det, disværr'! ret vel ihu;
Thi nær han havde pryglet mig til døde,
Min Krop deraf er ganske mør endnu:
Jeg knap kan gaae; dog midt i denne Nød
Er jeg dog glad, at jeg slap fra den slemme,
Især om, som jeg haaber, Qvinden hiemme
Imidlertid er død."
En smule var min Helt fra Viddet før;
Men denne Hendelse fortumled' reent hans fem.
Imidlertid han havde slæbt sig hiem,
Og stod af Hiertens Grund og banked' paa sin Dør.
„Luk op derinde, raabte han; forbandet!
Er' alle maaskee døde der?
I kan jo høre hvem jeg er.
Mig hør dog Huuset til, om intet andet.
Luk op! jeg ellers reent omkommer her,
I denne Kuld og Regn; et par Minuter neppe
Jeg kan udholde længer her at staae;
Luk op! Nu veed jeg dog I høre maa.
Jeg er ei Tyv, ei Røver; jeg er Jeppe.
Vel er jeg død; men gaaer dog ei igien;
Det ei mit Gienfærd er; men mig skinbarligen!
Jeg er ei noget Spøgelse, disværre,
Jeg aldrig spøget har, det veed vor Herre!

Ei Kudskens Pidsk, ei Herremandens Horn
Forskrækkede vor Jeppe saa tilforn,
Som dette Svar af Birtes Mund:
Bliv staaende til evig Tid din Hund!
Ved denne Lyd hans møre Krop blev stiv,
Han som en Støtte stod foruden Liv,
Den fæle Tanke: End din Qvinde lever!
Mørk som en Tordenskye om Sielen svever:
„O! vee mig arme Mand! jeg store Nar,
Som ikke heller blev i Graven, hvor jeg var!
Som ikke drukned' mig i een af Helveds Floder!
Hvad nytter det at flye fra Fanden til hans Moder?
Hvi stod jeg op igien? hvi lod jeg Fanden
Ei prygle mig langt heller reent ihiel?
Gid Døden vilde nok engang min Siel
Probere paa at slaae for Panden,
Saa skulde jeg ei være saadan Nar
At reise mig igien, men blive hvor jeg var;
Jeg skulde ei staae op, før jeg skinbarlig saae,
At Stiernerne faldt ned og Solen oven paa,
Og alle fire Elementer tændte
Vor Jord, saa den i begge Ender brændte.
Thi hvorfor har min usle Krop
Vel nødig frem for andres at staae op
Før Tiden kommer? Hvi skal jeg tilbage
Alleene? Sligt kan Fanden eene mage.
O! gid Peer Asen var her nu igien,
Og vilde bare tvende Gange sukke!
Saa skulde jeg, som sagt, nok see paa den,
Som kunde Gravens Dør for mig oplukke,
Før jeg paa alting saae det var den sidste Dag;
Thi saa, forstaaer sig selv, det var en anden Sag."
Saa talte Helten, og af alle Kræfter
Giengieldte Dørren rigelig de Rap,
Han fik af Kudsken, at den knap
Sig kom igien i Aar og Dag derefter;
Thi, sandt at sige, var det Mandens Hu,
At slaae den reent itu.
Kied af tilsidst at høre denne Trommen
Frue Birte velted' endelig sin Krop
Af Sengen, og for Jeppe lukked' op,
Som neppe før i Stuen ind var kommen,
Før han med ganske Siel og Krop
Sov hen saa sødt som een, der sove vil til Dommen.

Gud glæde den Mands Siel, ihvem det ogsaa var,
Som Søvnen allerførst opfundet har!
For min Part, jeg og han er meget gode Venner.
Ved hans Medicament til Maade brugt
Jeg trodser alle Jordens Avicenner,
Og sparer paa min Pung og Smag og Lugt.
Og du, ihvem du er, som sove kan, min Ven!
Skiøn paa din Lykke, og erkiendtlig priis
Den store Mand, hvis Godhed gav dig den,
Da han dig skabte Søvnens Paradiis!
O Søvn! de Viises Steen, modtag min svage Lov!
Dit Opium min Siel i salig Fryd hendysser!
Naar i din bløde Arm jeg min Zemire kysser,
Jeg bytter knap med Zeus, som styrer Skiebnens Plov.
Velgiørende din Balsam mig helbreder,
Den læger Sielens Saar og mild udbreder
Nye Kræfter i den Krop, som nys var Febrens Rov.
Bliv hos mig til din gamle Broder kommer,
Og vinker mig til i en evig Sommer
At grønnes i Udødeligheds Skov!

Maaskee jeg Søvnen her saa kraftig lover,
At du, min Læser, allerede sover -
Jeg stopper altsaa. Jeppe sov.
„Hvor er Peer Asen? hvor er Vognen, Snøter?"
Men Jeppe hører ei et Ord;
„Hvad? svar mig! hvor er Brændet? hvor ...
Hvor har du været henne, Kiøter?" -
Saa blev hun ved i fulde tre Qvarteer,
Og endelig sov hen, da hun ei kunde meer.