Din Ungdoms lyse Morgenrøde
Lød signende, med Priis, imøde
Dit glade Danmarks Jubelraab;
Og med hvert Skridt paa Mandens Bane,
Hvis Glands dens første Skiær lod ane,
Steg Folkets Fryd, og Folkets Haab.

Du blevst, hvad ung Du vilde være:
Dit Riges Lyst, Dit Folkes Ære,
Den første Fædrelandets Ven -
I Medgang god, i Modgang bedre,
Den bedste mellem Danmarks Fædre -
Hvert Hierte tonte det igien.

Og, hvergang kom blandt Aarets Dage
Dit Danmarks elskte Fest tilbage,
Den Dag, Du fødtes til vor Lyst,
Trods fremmed Vold, og hiemlig Smerte,
Slog høit mod Himlen Herthas Hierte,
Og mod sin Faders Folkets Bryst.

Nu signe vi Din stegne Lue,
Trods alle mørke Skyer, som true
Hver Arnes Fryd i Fredens Hiem;
Alt flyer de mørke Skyggers Vrimmel -
O Fredrik! fra Din Middags Himmel
Dit Smil igiennembryder dem.

Et Fredens Hegn om Danmarks Have,
Din Huldregierings skiønne Gave,
Fornyer hvert Haab, som modløst faldt;
Og Tryghed, Hævd, og Flid, og Orden
Ved Fredens Smiil er fremkaldt vorden,
Hvis Mildheds Sol opliver alt.

Ja, fredegode Landets Fader!
Den bedste Konges Børn forlader,
Er Du kun glad, ei Glædens Væld;
I Kongekiærlighedens Klynge
Vi takke, prise Dig, og synge:
Dit Liv hver signet Fest forynge,
Foryngt da blomstrer Danmarks Held.