Mens fro besynger Vaar og Sommer
Hvert Folk i Syd og Vest og Øst,
Dit Danmark frydes, naar du kommer,
Du Nordens sildig skiønne Høst!
I dig bød Himlen huld: Frembryd,
Hiemlandets Ynde, Herthas Pryd!

O Hil, i Solens Afskeeds-Dage,
Din gyldne Kronings Tvillingfest!
Dit Eden svandt; men lod tilbage,
Hvad Edens Himmel havde bedst:
Idag bød Engles Skaber: Bliv,
Danfolkets Rose, Fredriks Viv!

Idag sprang frem paa spæden Stengel
Den hulde Roses milde Knop;
Og Dannishedens anden Engel,
Den første værdig, voxed op:
Fordopplet straaler Dagmars Krands
I Carolines Yndes Glands!

Velkommen, Landets elskte Moder,
Dit Danmarks Vaar i Høsten lig!
Her mellem Dine tvende Poder
Din Fredriks Folk velsigner Dig.
Som Glæden, efter Veemods-Savn,
Velkommen i vor Længsels Favn!

Lad svinde Solens lyse Dage,
Smil Du med Huld kun til os ned!
Og selv i Vintren Dan skal smage
Sin Høstvaar i den gyldne Fred!
Velsign os længe, Freden lig,
Som Dine Børn velsigne Dig!

Til Fromheds, Yndes, Dyds Exempel,
Alt helliget i Engles Sorg,
Smil længe glad i Musers Tempel,
Som i Din Fredriks Kongeborg!
Hør! alle Toners Klang deri
Er til Din Lovsang Harmonie!

Maria! see vor Taare rinde!
Vi hilse Fædrelandets Pryd:
I Dig, Du Hierternes Fyrstinde,
Vi signe Fromhed, Ynde, Dyd.
Smil til os ved vor Faders Bryst,
O Du, vor Moder, Fredriks Lyst!