I Morgenrødens Land, paa Jordens Østerkant,
Man har den Skik, ved visse Leiligheder
At sende til den Skiønne, man tilbeder,
En Selam. Næsten alt Fornuftigt, Smukt og Sandt,
Skiøndt med lidt Daarlighed iblandt,
Er kommet os fra Østen, min Veninde!
Men Tiden har det med saa meget gothisk blandt,
At man har Møie med det ægte Præg at finde.
Saaledes har man paa barbarisk Viis,
Af hine Selams her giort fastelavnske Riis.

Jeg Dem et saadant ogsaa sender,
Da det i Dag er Fastelavn,
Og jeg er just i Kiøbenhavn,
Hvor Østens Skikke man kun lidet kiender.
Modtag det med et kiærligt Smil!
Og lyt med venligagtsomt Øre
Til Hilsnen, som i Blomsterstil
Tolv hvide Hyacinter her fremføre.

„Fra Deres Søster Flora komme vi
Med Frygt, undseeligen, skiøndt uden Harme,
For mellem Klokken ni og ti
At falme reent ved Deres Arme,
Hvert Blomster hylder Dem, men ingen meer end vi.

Vi blomstred, trods Naturen, midt i Vinter,
Af Lyst til den Forretning, vi nu har.
De andre Gratier, vor Jord frembar,
Man pidsker op med tørre Birkesplinter;
Men Himlens egen Datter derimod,
Vor Dronning, yndig, munter, mild, og god
Bør eene pidskes op af Hyacinter.
Ak! und os blid til Løn, at døe paa Deres Bryst,
Naar vi har vækket Dem, og Deres Hænder kyst!"