Langt fra det støiende Bulder af Vinens
Rasende Glæder, urørt af Bacchantens
Rusende Lyster og vilde Begeistring,
Synger min Muse.

Medens de rave med svingede Thyrser
Opad til Fjelds, og de mylrende Klipper
Vildt Dithyramber gienskingre, hun sidder
Eensom i Dalen,

Mellem hvis Blomster sig bugtende slynger
Bækkens Krystal, i hvis glimtende Rislen
Cynthia zittrer; og nynner mit Hiertes
Salige Veemod.

Flye mig, o Satyr! o flyer mig, I Fauner!
Skiul dig blandt Klipper, berusede Sanger!
Ekko af „Evan! o! Evan!" sig tabe
Langt fra mit Alter,

Helliget Elskov, i Bøgenes stille
Bævende Skygger, omskimret af Lunas
Smilende Straaler, i Skierm af min Sanglunds
Hvelvede Løvsal.

Skovenes Sappho, kun du, Philomele!
Nærme dig! Fløitende Klukke ledsage
Citherens Strenge, mens Eratos Toner
Tolke min Længsel!

Hør hendes Sang, Amathusia! hør den
Vingede Gud! og I Grazier! lytter
Leired' usynlig' omkring mig! Jeg priser,
Helliget Eder,

Cyprias tryllende Belte, Chariters
Svævende Dands, og, o Amor! dit Koggers
Fylde, de nektarinddyppede Piles
Kildrende Smerte.