Velkommen her til os tilbage
Med hele din Uskyldighed,
Du kiælne Flygtning, som lod drage
Dig af et Suk til Jorden ned!

Af Sukket, som vi alle hørte
Fra Stubs forladte Billed-Vraa;
Men, som dit Bryst allene rørte
Til fra hans Himmel ned at gaae!

Nu har du hørt da Brodernavnet
Af tvende Søster-Engle der,
Og følt dig af en Fader favnet
Som Længtes efter Sønnen her.

Nu har da smagt dit fromme Hierte
Det sødeste, vor Uskyld veed,
Hvad hver af os engang begiærte:
En Moders ømme Kiærlighed.

Fortæl os nu dit Juleminde!
Dit Jordlivs korte Barne-Dands!
Mens lyttende vi alle binde
Dig Evighedens Uskyldskrands.

Du Taarer frit derved udgyde
Midt i vor Engle-Salighed!
Som Ætherregn de skulle flyde,
Dugperlende, til Jorden ned.

Og falde, lindrende hver Smerte
Med Rosendug af Edens Vaar,
Dybt i din Moders ømme Hierte
Sødt lægende dets dybe Saar.

Og, mens hun stirrer op derneden
I Graad fra dine Søstres Eden,
Hun lyttende skal høre dig;
Og troe, naar hun sin lille Ove
Deroppe hører, Gud at love,
At hun er selv i Himmerig.