Om dig, om dig er alle mine Bønner,
Til dig hvert Suk, hvert Ønske flyver hen;
Jeg beder ei som andre Jordens Sønner,
Om Rigdom, Elskte! jeg foragter den;
Ei at paa Marmotrapper jeg maa stige
Vidtglimrende til høie gyldne Sal;
At Tusind maae, for mig kun at berige,
Med deres Sveed bedugge Herthedal;
Men, at hos dig mit Liv maa sødt hensvinde;
At jeg maa døe, som Olding, ved dit Bryst;
At paa mit Liig din Taare da maa rinde,
Naar du beklager ømt din tabte Lyst.
Thi hvad mon hine Riges Guld os nytter?
Hvad tusind Hiordes fede Meierie?
Hvad Bygninger paa hvalte Marmostytter;
Med Steen-Apoller og Dianer i?
Hvad Hvelvinger, behængt med Lysekroner?
Hvad Marmorgulv, hvor gyldne Stole staae?
Hvad Purpurdragt, bebremmet med Galoner,
Og andet meer, som Pøblen gaber paa?
Misundelse ved meer end Nok kun vindes;
Hvor Slotte bygges, flytter Kummer ind;
Ei Sielens Roe paa gyldne Sale findes,
Ei Lægedom for et bedrøvet Sind.
Mig lidet, deelt med dig, skal Rigdom være;
Jeg uden dig ei skiøtter Jordens Guld;
Jeg uden dig ei skiøtter Jordens Ære;
Jeg har dens beste, naar du er mig huld.
O! gyldne Dag! som dig mig vilde give!
Tregange lykkelige, gyldne Dag!
Paa den jeg skulde meer end Fyrste blive,
Selv under mindste Hyttes lave Tag.
Men dersom evig ingen Guder høre
Min ene Bøn, som jeg saa ofte bad,
Ei alle Jordens Skatte skulle giøre
Een Time mig ulykkelige glad.
Derom lad andre bede! stille Dage
Ved min Selines Arm jeg ønsker mig;
Fra hendes Haand mig alting sødt skal smage,
Og fattig skal jeg være lykkelig.
O! hør din Sangers Bønner, Erycine!
O! hør mig, du, som lønner Kierlighed!
Lad snart den Dag, som giver mig Seline,
Gudinde! synke fra din Himmel ned!
Hvis ei, da hør mig, du, som Nattens Rige
Bestyrer med din rædselfulde Stav!
Snart, snart, o! Pluto! lad mig Arme stige
Ned i den stille følesløse Grav.