Jens Baggesen

15 February 1764 – 3 October 1826

Drømmene

Fortvivlelse! Dig helliges min Sang,
Og den, som hænger sig, og den, som hang,
Og den, sig hænge vil, om han har Øre,
Han høre!

For nogle Dage siden drømte jeg -
Om paa Collegium, om ved Dispyt for Graden,
I Stuen, Kirken, eller midt paa Gaden,
Det husker jeg just ej -
Og, om det var om Natten eller Dagen,
Gjør ogsaa meget lidt til Sagen -
Jeg drømte kort: jeg ejede en Pung
Af store Kobberpenge ganske tung -
Hvorfor just Kobber? Nu, min smukke Frue,
En Drøm møbleres ikke som en Stue,
Sligt falder som det kan, og ikke som man vil -
Dog gjætter jeg en Grund dertil:
Man drømmer, som De ved,
Mest om de Ting, man jevnligst omgaas med,
Og Sølvmynt er nu fast saa sjelden her
Som een af Deres Kjøn, der ej nysgjerrig er.
Det altsaa Kobber var — men een Beskaffenhed
Ved Pungen, som desværre kun kan drømmes,
Gav dog min Drøm en lovlig Vigtighed,
Den nemlig: at den aldrig kunde tømmes.
Jeg vaagned' — greb i Lommen strax, og fandt,
At den var tom som før — og Drømmen Tant.
Jeg ærgred' mig en Smule, som de Rige,
Men slog det hen,
Og blev i føje Tid saa glad igjen
Som mine Lige.

Den næste Gang jeg drømte mig Poet,
Skald, Barde, Digter, hvad man kalder det,
Som alt skal komme ud paa eet;
Men af den rette Sort — ej som saa mange Skjaldre,
Hvis Hymner høit som tusind Tordner knaldre,
Hvis Sange bølge sig uvist hvordan,
Som Oceanet, eller Ossian,
Saa længe til de blive Fidibusser -
Nej jeg var sand Poet; exempli gratia,
Som han, der sang om Rolf, og Balders Død;
Som han, der sang den Ambolts Værk, hvorfra
Kom idelig Tata, Tata;
Som han, hvis Luth om Axels Elskov lød;
Og han, som sang Emilia -
Som een af Roms de tvende Publiusser.
Jeg vaagned i en yndig Elegie -
Og gjorde Oder i mit Raserie,
Men slængte Pennen bort — og strax var det forbi.

Den tredje Gang jeg drømte mig til Vis -
Ej blot for Rimets Skyld, jeg her en Pris
Med Læserens Tilladelse maa tage;
Thi rigtignok i vore Dage
Det lader, som om Lykkens Paradis
(Hvorom saa jammerligen kriges)
Stod mere aabent for et Drog end for en Vis -
Og det er vist, til Lykkens Tempel siges
Indgangen trang — hvo intet Hoved har,
Han smutter lettest ind, den Sag er soleklar.
Man altsaa let formoder, at jeg ikke
Ved denne Lejlighed fandt største Trang til Strikke,
I det jeg vaagned op og følte mig
Om ikke ganske hov'dløs, dog, som andre,
Lidt mer beqvem til Lykkens Vej at vandre -
Der hører Visdom til at hænge sig.
Naar kjedtes Tossen vel ved Livet? Eller
Naar saa man vel en Claus ulykkelig?
Dog — ganske Claus er jeg just ikke heller.

Jeg siden drømte mig i Himmerig -
Og fandt mig der saa vel og à mon aise,
At jeg til evig Tid
Fast havde kunnet blive der, og blæse
Ad hele Verdens Kobber, Kunst og Vid -
Sær slog Musiken mig — en Seraph sang
Ledsaget af Cherubers Harmonier
Den skjønneste af Schulzes Melodier
Til Davids egen Harpes Klang,
Fast bedre end du synger den, Dorine!
Men da jeg saae mig om (hør Under stor!)
Opdaged' jeg i dette Himmelchor,
At denne søde Sanger var — Dorine,
Dorine selv! — hvad Støvets Ord
Kan male min Henrykkelse — jeg foer
Som Lynet hen i hendes aabne Arme -
„O Vellyst!" raabte jeg — men ak! hvor stor
Blev min Fortvivlelse, da vaagnet, for Dorine
Jeg øjnede en gammel Proserpine -
For Chor af Engle en Flok Valby-Gæs -
For Schulzes Lovsang en afskyelig hæs
Staccato-Skraalen: Flekkesild og Rejer -
Kort sagt, da fra Olymp, som fordum Herr Vulcan,
Jeg pludselig faldt ned ved Gammelstrand.

Som sagt, og som bevist, for Bagatel jeg plejer
Just ej at hænge mig -
Pung, Poesi, Prudenz — og selv et Himmerig,
Hvor ej Dorine smiler — kan jeg miste
Og staa, som Egen mellem faldne Qviste;
Men Himmerig med hende! Dette var
For meget. Kjære Læser, om du har,
Og kan undvære den, og selv den bruger ikke,
Saa laan Forfatteren en Strikke.
144 Total read