Tordner buldred, Bølger bruuste,
Solen skiulte sig i Mørk;
Mod min Klippe Stormen suuste
Vældig over Havets Ørk.

Kied af Livets Jammer, eene,
Trøstesløs, og uden Haab,
Sad jeg, mellem Fieldets Steene,
Spildende mit Klageraab.

Tordnen buldred i mit Hierte,
Stormen rased i min Barm;
Haard, som Klippen var min Smerte,
Vild, som Bølgen var min Harm.

Tordnen taug; med dæmpet Brusen
Døned Bølgen mod sin Bred,
Stormen svandt i stille Susen;
Solen dalende gik ned.

Endt var al Naturens Smerte
Jorden smilte, Himlen loe;
Kun i det oprørte Hierte
Giød min Aften ingen Roe.

Men i Klippen under Jorden
Hørte jeg en Harpes Klang,
Dæmpet, som en fiernet Torden -
Og en Stemme sød, som sang:

„See bag Skyer Solen iile
Sin bestemte Bane hen:
Snart den synker for at smile,
Medens Havet favner den.

See den smile, see den blegne,
See den synke, see den slukt;
Tænk: Som den, du og skal segne,
Snart er og dit Øie lukt!

Hør i Havet Bølgen bruse
Mindre høit, med mindre Magt;
Hør i Lunden Stormen suse,
Dæmpet, meer og meere svagt -

Hør den sidste Vove trille —
Hør det sidste Vindens Pust -
Tænk: Din Siæl og snart blir stille;
Snart er og Dit Hierte knuust!

I en natlig stille Slummer
Ligger alt Naturen Lig:
Trøstesløse! glem din Kummer!
Døden favner ogsaa dig."