Den Sanger, som med Morgenqvad
Opliver fro sit Mod,
Ham vinker Druen bag sit Blad,
Hvor skiult for andres Blik den sad,
Og qvægende ham offrer glad
Sit purpurrøde Blod.

Og naar fra Himlens Æthertop
Ham Solen straaler varm,
Da vinker ham en Rosenknop
fra Buskens skyggefulde Top,
Og duftende ham lukker op
Sin purpurrøde Barm.

Og naar, bestraalt af Aftnens Guld,
Han synger i sin Lund,
Da lytter Pigen elskovsfuld,
Bestraalt, som han, af Aftnens Guld,
Og smilende ham rækker huld
Sin purpurrøde Mund.

Jeg ønskte derfor inderlig,
En Digterlod var min!
Thi alt hvad Mængden ønsker sig,
Hvis Lykken og det skiænkte mig,
Bortgav jeg for et Himmerig
Af Roser, Kys og Viin.