Den, hvis Samvittighed Dyder omgiærde,
Aldrig til Vaaben og ulmiske Sværde
Trænger; hans fredsomme Gjørtel ei taaler
Ladte Pistoler.

Enten han vandrer i Lydiens Heeder,
Truet af Løver, blandt Dragernes Reeder;
Eller hvor Troldene koglende værge
Finniens Bierge.

Væbnet med Dydens de himmelske Vaaben,
Hører han rolig Huronernes Raaben
Midt i det Land, hvor med tordnende Sluser
Njagara bruser.

Mig, mens jeg syngende dig, min Veninde!
Drukken af Elskov, omvanked' i Blinde,
Mødt' ubevæbnet en Ulv; men den frygted'
Musen, og flygted;

Skiønt et Uhyre, saa farligt som hine,
Skovene nære ved Bredden af Dvine.
Sielden i Løvernes sandige Rige
Saae man dets Lige!

Sæt mig, hvor Sommeren aldrig opliver,
Hvor ubevandret en Ørken omgiver
Biørnenes Field, fra hvis evige Huler
Boreas kuler!

Sæt mig, hvor Solens nedfaldende Luer
Evig forbrænder ufrugtbare Tuer!
Der skal jeg dog et Elysium finde
Hos min Veninde!