Nei! længer vil jeg ei min vilde Smerte styre;
Jeg længe nok den fængslet holdt;
Jeg sønderbryder dig, forhadte, haante Lyre!
Du har mig Keede nok forvoldt.

Tag, Phoebus! søndertraadt den skiænkede tilbage!
Der ligger den! forgiæves klang
Dens Strænge længe nok; Jeg spildte mine Dage
Alt længe nok med spottet Sang.

Hvi kan jeg ei med den tillige knuust bortslænge
Det Hierte, som beruste den med Klang,
Hvis Følelser henrisled i dens Strænge,
Naar jeg, af Ekko spottet, sang?

O! kunde jeg med den tillige sønderbryde
Den indre Cither i mit Bryst!
O! kunde paa dens Brud mit Blod i Taarer flyde!
Min eneste, min sidste Lyst!

Thi Hevn, thi blodig Hevn, o Skræk! kan ene kiøle
Min Muses vilde Raserie;
Med Kildren vilde jeg til Iis forvandlet føle
Det Flammehav, jeg bruser i.

Thi see! den Himmelske, hvis lyse Blik antændte
Med Apollonisk Ild mit Bryst,
For hvem min Aand, et evigt Offer, brændte
Med Veemods stille Martyr-Lyst;

Hun, som mit Hierte sang i alle Musens Toner,
Begeistret blot af hendes Savn,
Naar Appeniners Field og Alpers Ekkothroner
Gientoge min Gudindes Navn;

Hun, som ukiendt jeg sang, for hvem jeg ene stemte
Min Harpe; hun, hvis drømte Smiil
Var al min Lyst; ak! hun, for hvem jeg giemte
Skiult i mit Hierte Dødens Piil;

Hun, som jeg nævnte skiult i digtede Veninder
Seline, Chloris, Idealia,
Hun i hvis Aand og Blik sig overtrufne finder
Amanda selv, og selv Urania;

Hun, som jeg digted mig nu grusom, nu bedrøvet,
Nu munter, nu medynksom mild,
Nu trykket til mit Bryst, nu stedse mig berøvet,
En evig Olie i min Ild;

Hun, som jeg uden Haab tilbedende har dyrket
Umærket, uden Løn; hun, af hvis Fod
Et fundet Spor i Støvet havde styrket
Til evig Taal mit svage Mod;

Hun, som, o Salighed! jeg endelig har fundet,
Med al min søgte, drømte, tabte Fryd,
I hvis tilbedte Haand min Siel har forud vundet
En evig Løn for evig Dyd;

Hun, o Fortvivlelse! forstaaer ei Musens Toner,
Og fatter ei den Danske Harpes Klang.
O falmer, visner om min Tinding, Bragas Kroner!
Døe paa min Læbe, du min sidste Sang!