Den eensomme Skov
Gienlød af forelskede Toner;
Og Troskabs og Kiærligheds Lov,
Mens sødt, o Semire! du sov,
Omjubled Dryadernes Throner;
Hvor fiedrede Sapphoers Klager
Gienkaldte de bortfløine Mager.

Jeg listede mig
Til Leiet i Skyggen af Bøgen;
Zephirerne boltrede sig
I Løv, da jeg nærmede mig:
„O! røber mig ei ved jer Spøgen!"
Saa hvisked jeg til dem, og iilte
Did hvor min Tilbedede hvilte.

Her stod jeg og saae;
Og ønskte, med smagtende Blikke,
Eet Kys kun, for strax at bortgaae.
Hvor skialv jeg! den Yndige laae,
Og slumred, og mærkte mig ikke.
Saa laae den homeriske Skiønne
For Paris engang i det Grønne.

Da sukked' til dig,
Sødtsmilende Venus! din Sanger:
Tillad kun den yderste Flig
Blot eengang at kysses af mig;
Det er jo dog lidt jeg forlanger.
Og medens jeg kysser, Gudinde!
Hold styr paa de spøgende Vinde.

Jeg bukked mig ned,
Og kyste kun Fligen, og bæved,
Af Frygt, at hun vaagned derved;
Thi Læben berørte det Sted,
Hvor Kiærligheds Himmel sig hæved.
Den Yndige vedblev at sove:
O torde jeg mere dog vove!

Vellystige Nu!
Paa rødmende Lilie-Kinder
Min Mund sig nu hefted; men du,
Sødtsmilende! slumred endnu;
Og fyrig, og frit, uden Hinder
Jeg kyssed, og kyssed dig atter,
Du Himmelens yndigste Datter!

Hist kom han: du seer
Letvingede Søn af Cythere!
Saa bad jeg, hvor passende her
Anbragtes en Piil eller fleer!
Naar pleied du langsom at være?
Lad ene mig Arme ei brænde;
Viis ogsaa din Magt over hende!

Den spøgende Gud!
See, sagde han, der har du Pile,
Med Buen; skyd selv dem kun ud,
Og, hvor du vil, ramme dit Skud!
Jeg selv mig en smule maa hvile,
Aglae med Roser bedækked
Det Sted, hvor den Lille sig strækked.

Lyksalige jeg!
Udbrød jeg, og Buen opspændte;
Og Pile paa Pile nu fløi.
Den Yndige mærkte det ei;
Men Kysse paa Læberne brændte,
Som vidnede sødt om den Flamme,
Jeg tændte, ved rigtig at ramme.

Jeg sigted, og skiød,
Og spændte, og sigtede atter.
Hvor smilende, blussende, rød,
Hvor yndig, hvor kielen, og sød,
Laae Himlens uskyldige Datter!
Hun drømte, hun smilte, hun spøgte.
Hver Piil hendes Ynde forøgte.

Men pludselig svandt
Den Yndige, Kogger og Bue;
Mens Eos af Havet oprandt,
I Ætherens østlige Kant,
Med tusindfold straalende Lue.
Forundret og frygtsom og ene
Jeg stod under qvidrende Grene.

I glimrende Skye
Sank ned Harmoniernes Fader;
Ham fulgte Parnassets de ni
Gudinder, som dandsed forbi
Min Studsen i vexlende Rader.
De sang; og fortryllet, og bange,
Jeg hørte de himmelske Sange.

Kom, sagde han, kom!
Tag her mod den Lesbiske Lire!
Den stemte til Hymner fra Rom
Min Flaccus! du stemme den om
Til Sang om den danske Semire!
Jeg vaagned af Fryd — men med Blunden
Var Synet og Liren forsvunden.