Om første Verdens Undergang fortæl,
Min danske Muse! her et romersk Eventyr,
Hvorledes alle Mennesker og Dyr
Sank for den Arm, som knuuser hver Rebel
Dybt i opslugend' Afgrunds vaade Skiød
I Mulm og Nat og Mørk og Død;
Hvorledes mellem Millioner Lig
To dydig elskende alleene frelste sig!

Saturns Guld-Alder var forsvunden med hans Krone;
Kronion tordned' fra den nedstødte Faders Throne;
Alt laae nedslængte fra Thessalske Biergetoppe
I Afgrunds Flammerne Titaners Kiempe-Kroppe;
Af Guderne forladt i dræbte Sønners Blod
Hvoraf en blodig Slægt, grum, som de selv, opstod
Om Axlen dreied' sig, betyngt af Vold og Mord
Og gudernes Foragt, den syndopfyldte Jord;
Tilsidst, ophidset ved Lycaons Giestebud,
Beslutted' Gudernes og Menneskenes Fader,
At slette Jorden og dens Myriader
Ved sin almægtig Arm for evig ud.

Zeus vinked' — heele Himlen skielvede
Og paa hans Vink kom alle Guder
Paa Melkeveien ridende
Til Himmelslottet, for at see
Hvad dette Saturns Søns uvented Vink bebuder.
I Riddersalen hver tog Plads om Thronens Fod,
Hvorpaa den lynende Kronion høit ophøiet,
Sig lænende paa hvide Scepter, stod;
Tre Gange rysted' han de gyldne Bukler — Øiet
Omstirred' i en Hast den heele Rad
Af Guder, som der neden under sad,
Og voved' knap at snyde deres Næse;
Thi Vreden kunde de strax i hans Ansigt læse.
Tre Gange skialv Olymp. Zeus taler saa fra Thronen:
„Jeg i min Levetid har aldrig været før
Saa bange, som i denne Tid, for Kronen,
Ei selv den Gang de rasende Kottoner,
Med hundred' Hænder hver, bestormede min Dør,
Olymper dyngede paa Pelioner,
Og, dristig klavrende paa disse Bierges Top,
Mod Himlen slængte heele Skove op;
Thi vel var' disse Kiemper tusind' Gange
Saa store, som det største Menneske;
Men, saa var de igien ei nær saa mange:
Den heele Hær bestod af een Familie;
Nu derimod jeg har med Jorden at bestille
Saavidt som Oceanets Bølger trille;
Nu væbner sig mod Saturns stolte Søe
Det heele menneskelig' Kiøn;
Men det skal hevnes! — døe, hver Støvets Broder!
Jeg svær ved Floden Styx og Helveds andre Floder,
Døe skal det heele Kiøn! — Naar alting er omsonst,
Ulægelige Saae med Sverdet maa afsnittes,
At ei den friske Deel og af samme smittes;
Saa sagde Hippokrat, og han forstod sin Konst.
Jeg har jo Fauner nok, en heel Deel halve Guder,
Sylvaner, Nympher, Satyrer og fleer,
Som være skal et Sted og kan ei være her,
Fordi jeg, som I veed, ei lider deres Sludder -
See! disse kan i Menneskenes Sted
Benytte sig af Jordens Herlighed;
Desuden veed jeg vist at Menneskene drille
Dem op i deres aabne Øine nu,
Det slaaer mig aldrig feil, naar een kan spille
Saaledes Bas med mig, som ved det mindste Puh
Kan blæse Jorden, Jer, og ham, og alt, som Pudder
Af Pudderpusteren, i evig Skuddermudder — —"

Den heele Gude-Skare skialv
Ved disse Torden-Ord af ængstlig Nidkierhed
Mod Menneskenes Synd og Voldsomhed;
Og, skiøndt de havde kun hørt Sagen halv,
De mumlede i Skiægget en Deel Eeder
Imod Lycaon og hans Gruesomheder.

Men herved blev hans Majestæt
Fortrydelig og stødt — med Aarsag, sandt at sige;
At mumle midt i Talen, det saa lige
Sig ikke skikkede for gamle Folk ret net
Ved denne Leilighed — Et vældig Ørfign flyver
Derfor fra Tordneren paa Kiæven af Neptun,
Som sad ham nærmest, „Hold, jeg siger jer, hold Mund!"
Electrisk denne drøie Næsestyver
Forplantede sig om den heele Disk,
At alle taug med et saa stille som en Fisk,
Og Jupiter igien der, hvor han slap, begynder:

„Lycaon — sligt lad mig kun sørge for! -
Lycaon lider alt sin Straf for sine Synder;
Men, hvori Straffen og hans Synd bestaaer,
Det ingen af Jer veed; men nu skal faae at høre:
Da Tidernes forfaldne Smag
Og Menneskenes Vold var kommen mig for Øre,
Saa for at blive vis paa denne Sag,
Som mueligt var, og som jeg ønskte maatte være
Kun Digt, saa lod jeg strax Mercur med Frakken komme,
Og giemte Tordenkilen i min Lomme,
Og slængte Straaler, Zepter i en Krog,
Tog med for Moerskabs Skyld en lille Bog,
Og dermed gik jeg ned paa Jorden,
Hvor jeg fandt alting i saa græsselig Uorden,
At jeg ved næsten hvert et Skridt befandt,
At Rygtet havde sagt mig sandt.
Arcadien jeg allerførst besaae,
Her, tænkte jeg, er det dog sagtens saa som saa,
Hvis ei Poeterne reent bandsat overdrive,
Som det saa yndigt, saa guddommeligt beskrive;
Men tænk! kun lutter Fyrretræer og Drager!
For Blomster saae jeg Snee, og for Hyrdinder Krager,
I Sump til Knæerne jeg stundom maatte gaae
Og takke Gud jeg havde Støvler paa;
Mod Aften kom jeg endelig til Byen:
Først lod jeg melde dem, at hans Almægtighed
Gud Jupiter var steget ned af Skyen
For at besøge dem — I skyldig Ydmyghed
Begyndte Folket strax af korse sig og bede,
Og heele Pøbelen med Offer var tilreede;
Den trodsige Lycaon loe dem ud:
Mig skal han, sagde han, ei lettelig bedrage,
Jeg et Experiment skal snart saaledes mage,
At det skal vise sig om Karlen er en Gud;
Og om han er udødelig; hvis ikke,
Jeg skal ham lettelig i Søvne giennemstikke.
Det Forsøg, tænkte han, var meget vel betænkt;
Men ikke nok med det — han havde nylig hængt
En fangen Lieutnant, en Epyrer,
Ham skar han strax af Galgen halvqvalt ned,
Stak ham saa got som levende paa Sped,
Og derpaa dygtig Ild i Ovnen fyrer;
Halv Steg, halv Suppe, lod han bringe denne Ret
Paa Bordet for mig. Da jeg mærkte det,
Tog jeg i Lommen — strax stod Bord og Bænk og Stue
Og heele Slottet paa mit Vink i Lue;
Som Manden er, saa er' hans Guder -
De brændte med. Han selv forskrækket fløi
Fra Bordet i den græsselige Støi
Langt ud i Skoven, hvor han nu betuder
Sit Atheisterie, sig selv dog immer lig,
Hans Lyst til Mord og Blod mod Faar nu viser sig;
Af Klæderne han Haar, af Arme Forbeen fik;
Kort sagt: der gaaer en Ulv, hvor før Lycaon gik.
Men det er ikke nok, at han alleene
Fik den fortiente Straf. Vold, Uret, Gruesomhed,
Saavidt som Havet naaer, mod Himlen sig foreene,
Og alle har fortient den Straf, Lycaon leed.
Jeg har besluttet det, og evig som min Torden
Staaer min Beslutning fast, jeg vil udslette Jorden!"
Saa talte Saturns Søn.

Enhver af Guderne
Bifaldt den strænge Dom med Mund og Hænder.
Naar Vognen hælder, som man tidt kan see,
Saa flyder alle efter — Een antænder
Et Baal; med Olien er strax enhver bereed;
Saa gik det ogsaa her. Imidlertid de bare
Dog alle hemmelig Medlidenhed
Med Jorden, skiøndt de den med god Samvittighed
Ei kunde for Hans Majestæt forsvare.
Dog for at giøre hvad der giøres kan,
Saa spørge de ham ad, som en passant,
„I hvad Figur han den herefter vil omdanne?
Hvem der skal offre nu? skal Rovdyr den beboe?"

De kiere Guder i den guddommelige Pande,
(Ifald man Krøniken skal troe,)
Maa ikke have overmaade megen
Hukommelse — nys havde Jupiter
Fortalt dem det, hvorom de spørge her,
Slig Glemsomhed er vist hos Guder noget egen!
Jeg ei begriber det; men hvorom alting er,
Ovid, og ikke jeg, er Manden her.

„Sligt, som jeg sagde før, lad mig kun sørge for!"
Igientog Zevs. „Nok sagt, jeg Eder lover
Et nyt Slags Mennesker paa den omskabte Jord,
Ifald jeg ellers Skabelse forstaaer,
Paa en Maneer, som I skal undres over."
Saa talte han — og i det samme
Greb efter den forfærdelige Flamme,
For at nedslynge den og sønderknuuse Jorden -
Men Frygten for, at Flammen, paa sin Vei,
I denne græsselige Hurlumhei
Af Nat og Storm og Ild og Damp og Torden,
Tillige skulde tænde Luften an
Og skikke heele Himlen selv i Brand,
Tilbageholdt hans Arm — han huskede tillige
Paa Frue Sibyllas Spaadoms Ord:
At den Tid komme skal, da Hav, og Jord,
Og Luften, og det heele Himmel-Rige
Skal brændes op; og lagde derfor hen
Den grumme Straale paa sit Sted igien.
Som han nu stod og huskede sig om,
Et modsat Indfald ham i Sinde kom;
„Hvad om jeg satte Jorden under Vand,
Og druknede dem alle Mand for Mand,
Det stikker ikke Himmelen i Brand;
Og lige vel min Dom jeg fuldført fik?"
Tænkt, sagt, iværksat — i et Øieblik
Er Æolus afsted og efter ham Neptun
Paa Paternoster-Skiær og dybe Nordsøes Bund.
Stormguden strax indslutter i sin Hule
Østvinden og den kolde Boreas,
Og Petitmaitren Zephir, som til Stads
Kun blæser, naar Hyrdinderne sig skiule
I Buskene. Der sadde disse tre,
Og spilte l'Ombre heel forbittrede
Fordi de maatte sidde der saa stille,
Og Fierdemand var borte til Qvadrille:
Herr Notus nemlig, som blev strax lukt ud
Vaad som en Sild om Skiægget, sort som Fanden,
Og taaget, som Herr Claus i Panden,
Med Munden fuld af Regn og Næsen fuld af Slud.
Svøbt i en sydlig Storm han fnysende sig svinger
Igiennem Luften paa de vaade Vinger,
Foran en rædsom Hær af sorte Skyer
I fæl kaotisk Nat med vældig Suusen flyer.
Han farer frem. De vaade Kiemper suuse,
Flye, hvirvle, hvine, hyle, tude, bruuse;
Med vilde Tordenbrøl den heele Trop
Flyer giennem Himmelen i stormende Galop.
Nu Pladsk i Pladsk den eene mod den anden
Fremstyrter rasende; stødt mod hinanden
De splittes, revne, knuuses, styrte ned,
Og brøle pladskende mod Jorden: Zevs er vred!
Nu brager Skabningen. Som Pyrenæer tunge
Nedstyrte Vandene, og alle Bierge gunge;
Kornagre, Blomster, Markens Herlighed
Og Agermandens Haab af Regnen pidskes ned.
Omkastet ligger Sæden; Skovens Kroner
Nedfalde; bange flye Jordklodens Millioner
I Nat og Storm og Regn, de flye, men veed ei hvor,
De flye; men flye dog ei den næsten knuuste Jord.
Saa raser Regnen. Tordneren omfarer
I Luften Pol til Pol og brøler til Neptun:
„Op, Havenes Monark, fra Nordsøes dybe Grund!
Oprør fra Grunden Oceanets Skarer!"
Nu brast Afgrundens Skiød. Den fnysende Neptun
I trefold hule Brøl fremkalder Dybets Kiempe;
Nu rulle larmende fra Dovres Huulers Grund
Nordhavets Bølge-Magt, som ingen Storme dæmpe,
I rædsomt Bulder styrte brølende
De vrede frem, i høie Hvirvler hæve
De vaade Toppe op mod Himlen, larme, bæve,
Og synke larmende i Dybene.
Nu tude Scyllas Hunde; Himlen sortner;
Malstrømmen fnyser; Oceanet tordner;
De bange Fiske sig i Havet skiule;
Og Leviathan brøler i sin Huule;
I Luften tuder Stormen; Polen knager;
Den revnende Jordkugles Axel brager;
Fieldhøie Vand-Kolosser andre Bølger
I rædsom Bruusen skummende forfølger;
De flygte for hinanden; nogle rømme
Paa Landet op og Jorden oversvømme;
Hist tumler om et Slot bortskyllet af en Flod;
Nu over Skov og Eng en Bølge-Hær fremtriner;
Nu bruuse Vandene paa Stædernes Ruiner
Og Bølger taarne der, hvor Paradiser stod'.
Saa rasede Neptun. Kronion maatte trykke
Med tunge Skyer ned, af Frygt for Solens Krop
Og Stiernerne, den høie Bølge-Trop,
Saa disses Lys ei sluktes ud til Lykke;
Hvis Jupiter ei sligt forsigtig havde giort,
Hans Throne havde selv vist blevet skyllet bort.

Heel tragi-comisk har Jordkloden her seet ud.
Hin i en Jolle, hin paa Spidsen af en Klippe,
Een paa en Hest, en anden paa en Stud
Forsøger paa fra Vand og Død at slippe.
Een flyder paa en afbrudt Mast omkring,
Een paa et Skilderhuus, een paa en Sofa sidder,
Een paa en Foliant, een paa en Bagdør rider
Een svømmer paa lidt Tang og een paa ingen Ting.
Hin støder Skibet læk paa Spiiret af et Taarn;
Hin kaster Anker, hvor han pløiede tilforn.
Delphiner, Randers Lax, Sælhunde, Sild og Reier
I Skovens grønne Top sig nye Logier leier;
Hvor Geeder nylig sprang, der Giedder Bopæl fik,
Og Hvale boltre der, hvor Elefanter gik.

Kun et Slags Skabninger, de kiere Havgudinder
Ved denne Hurlumhei sin Regning finder -
Med mindre der maaskee i Dybet været har
En Alexander af en Hvalfisk, en Barbar,
Hvis Fiske-Hovmod sig kan have strakt saa vidt,
At Verdens Ocean har syntes ham for lidt
Til Eiendom, til Plads for Krig og Rov og Mord,
Som Asiens Tyran før syntes om vor Jord;
Han vist har glædet sig ved denne Vandets Vext -
Men sligt er posito; jeg veed det ei tilvisse,
Thi herom melder ei det ringeste min Text.
Men Nereiderne, det veed jeg vist, at disse
Har havt i denne store Hurlumhei
De ubetaleligste Løier;
Og om med dem jeg Læseren fornøier,
Da er det ikke meget af min Vei.

Nu, mine smukke Danske Damer, hader
Af alt for megen Ømhed ikke strax
De stakkels Nereider og Najader
Fordi de loe, mens Proserpinas Sax
Afklipped' alle Haar paa heele Jorden -

Madame! sæt for Spøg al Fordom her tilside,
Sæt, skiøndt det var imod Naturens Orden,
Sæt, at De var en Nereide,
Og at der var en vakker ung Person
Heroppe paa vor Jord, skiøn som Endymion,
Som ikke kunde Dem; men som De kunde lide!
O! tænk Dem om! Mon De ei vilde lee,
Om end al Verdens Verd'ner druknede,
Naar ikkun han i den Allarm
Af Klippen styrted' ned i — Deres aabne Arm?
Jo! Hevnen er saa sød! Saa tænker jeg, Madame!
Og, skiønt De troer det ei, De tænker vist det samme,
Og som vi tænke begge, tænkte de,
Og altsaa havde Aarsag til at lee.

Det vilde blive alt for langt og alt for smukt,
(En Ting for smuk saa vel som alt for styg kan være.
Den Regel har Ovid, Fontaine og Voltaire
Vel, som man veed, just ikke altid brugt;
Men kan jeg ikke Solens Straaler faae,
Dens Pletter stræber jeg, om mueligt, at undgaae,
Og derfor Reglen her forlader ei,
Men ydmyg gaaer min egen Vei;
Lad andre paa Icarisk Vinge
Sig op til deres Støvlehæle svinge
Og kysse dem; thi meere naae de ei;
Dem synes det er skiønt, mig synes nei.)
Som sagt det blev for smukt, her at fortælle
Omstændelig den heele Støy
Med Nereiders og Najaders Spøg;
Herom jeg altsaa vil ei mindste Smule melde;
Men vender om igien paa nys forladte Vei.
Forundrede saae Havets muntre Piger,
Hvad før blev aldrig seet i deres vaade Riger,
Lyst-Slotte, Skove, Lunde, Grotter. Sligt
Fandt Søens Damer heel beqvemmeligt;
De giorde i syv otte Dage
Ei andet end det alt i Øiesyn at tage;
Tritonerne ved denne Leilighed
Fik meget Arbeid, Møie, Slæb og Sveed
Med alle Lig, saa hurtig som de kunde
At slæbe bort af Byer, Slotte, Lunde;
Thi det gik der, som her — Madamen byder
Og Manden lyder.

Men Musen kalder os i Høiden op igien
At hilse sidste Gang paa Oversvømmelsen.
Her seer det rædsomt ud. I Afgrunds vaade Skiød
Er alting næsten skiult. — Kun hist og her frempipper
En Ceder-Top og Tindinger af Klipper;
Høit brøler mellem dem Tyrannen Død,
Bleeg tramper han den magre Rædslers Konge
Omkring paa Bølgerne med lange, tunge
Forfærdelige Trin. Mord, Skræk, Fortvivlelse
Foran ham tordner giennem Dybene;
Som Seierhelt han stolt og gruesom triner
Paa rallende Naturs og Livs Ruiner.
For grumme Fiende Livets Tropper flyer.
I Fielde, Spire, Toppe, Master, Skyer
Hver rørlig Krop sig søger at forstikke,
Forgiæves! Oceanets Tunger slikke
Dem ned i Havets aabne Svælg igien,
Hvem Bølgen ikke naaer opsluger Hungeren.

Fortællende Gudinde! sig du mig
En Lignelse, som her kan passe sig;
Den maa for alting være fattelig,
Og ikke slet saa høit som . . . . . .s svinge sig,
At den, som ellers ei har nogen Syndflod seet,
Kan hielpe sig til Nød med Billedet:

Som loppefulde Ræv i Mosen bader sig,
Og snildeligen Moes i Munden stopper,
Gaaer under Vandets baglænds peu a peu,
Indtil hans heele røde Krop blir Søe;
Strax flygter ud i Moeset alle Lopper -

Saa baded' sig nu Jorden, Ræven lig;
Og dens Indbyggere krøb' alt som Vandet steeg,
Paa Spidsen af et Bierg, i Toppen af en Eeg.
Hvad paa et andet Sted Ovid udbeder sig,
Forstaaer sig selv jeg her mig og udbeder,
At fromme Læser du tilgiver mig,
Jeg sammenligner Stort med Smaat paa visse Steder.
Dog, hvis den Lignelse med Ræven støder dig,
(Og venteligen vil den støde mange,)
Saa skal det ikke komme an derpaa,
Du meget gierne skal en anden faae,
Som, om det skulde gielde, kunde staae
Uskiemmet selv i Tydske Syndflod-Sange.
Som i beleiret Bye, naar alle Mand
Forlade Huusene ved Skrig om Brand
Og flygte hen, saa mange som har Fødder,
Af Frygt for Brødre-Steeg paa egne Kroppes Gløder,
Til Fæstningen: Saaledes saae man nu,
Da Jordens Middelpunkt med Bragen brast itu,
Og løst' af Fængslerne huulttordnende Vulkaner
Jog' op om Jorden nye Oceaner,
De bange Mennesker at klynge sig
Med andre Mennesker og Dyr, heel broderlig,
Til alt, som syntes høit og tørt, iblant hinanden:
En Hob paa Klippens Ryg opklarer; hist en anden
Omflyder paa et Flod af sammenbundne Vrag:
For begge tordner Død i hvert et Bølgeslag.
Hist i en lille Baad paa Havets Toppe glider
En Fader med sin Søn; hist paa sin Hyrdes Ryg
En kielen Elskerinde rider
Igiennem Bølgerne; hin troer sig tryg
I stærke Skib — men Skræk! Orkanen tordner
I Skyerne, den heele Himmel sortner,
Det stolte Skib adsplittes; med sin Søn
Hin Fader styrtes ned med Bølgens Top igien
I Dybet; Knuuste Vandbierg naaer min Hyrde,
Udmattet synker han med elskte Byrde.

Saaledes svømmed' om paa Bølgerne
En paa en Mast, en anden paa et Træe,
En i en Seng, en anden i en Kiste;
Og alle maa den samme Skiebne friste.
Den heele Jord blev efterhaanden Hav,
Og Livets skiønne Bolig Dødens Grav.

Hvorledes mellem Millioner Lig
To dydig elskende alleene frelste sig,
Det kan min Læser fordre her at see -
Men, sandt at sige, Frue Calliope
Er herudi, som i saa meget andet,
Lidt sær, og vil med Pokkers Vold og Magt
Ei have meere dennesinde sagt.
Min Skyld, Herr Læser! er det ei.
Hun gik sin Vei;
Skrev jeg nu meer blev det maaskee som Jorden vandet;
At snakke dig en Hoben for om Vand
Det kan dog saa som saa til Nød gaae an,
Men bliver Snakken Vand saa er det reent forbandet!
Imidlertid, ifald det forekommer dig,
At det var Spas,
At høre lidt om dem, som frelste sig
I denne Vand-Ravas:
Det er at sige tydelig,
Ifald dig synes, kiere Ven,
At dette var just ikke bare Fias,
Saa, naar jeg træffer dig engang igien,
Skal jeg, som saa, vist give mig den Ære,
Paa min Façon
Om Pyrrha samt Deucalion
Den anden Deel ærbødigst at frembære.