Du reiser om til Jordens Vesterlide,
Til Sukkers, Gulds, og Solskins Opholdssted;
Og vi, som boe paa dens luslidte Side,
Hvor ønskte vi, at kunne følge med!

Men Stakler, vi maae blive hvor vi ere,
Og stundom bruge Qvassia til Thee;
Saa godt vi kan, med Kobberet os nære;
Og slikke Sol i gammel Foraarssnee.

Du seer igien det Land, hvis Sukker-Egne
Den Rose bar, som rødmer ved dit Bryst,
Og, som med muntre Smil skal evig hegne
I Kreds af muntre Børn dit Lives Lyst.

Held følge dig, min ædle Ven! mit Hierte,
Med tusind Ønsker, troe ledsager dig;
Og, rammer dig et enkelt Stød af Smerte,
Dets deelte Virkning halv skal ramme mig!

Dog Solen smiler mildt i Dag; den byder
Sin elskte Kreds Velkommen i sin Favn.
Den gaaer med dig mod Vesten, og forskyder
Vor Bøn: „kom snart igien til Kiøbenhavn!"

Thi, kommer den endog — hvor længe varer
Dens ilende Besøg? Et Fierdingaar!
Saa Vintren paa sin Slæde til os farer,
Og man til Gorm igien om Loger gaaer.

Saa sidder jeg paa min Regents, og gyser,
Og sukker efter Sydens Luft og dig;
Og har den ene Trøst, at du ei fryser,
Og at du varm endnu erindrer mig.

Thi Solens Smil i Dag mig spaaer, at Søen
Vil vugge Skibet let, som bær min Ven;
At uden Fare du skal naae til Øen,
Og froe med fiorten Been betræde den.