Nei! bort med Trøst! paa denne Jord
Vi kun har Aarsag til at græde;
Saavidt som Støvets Afkom boer,
Har Ulyksalighed sit Sæde;
Den unges Spøg, den vises Roe,
Pokalens Trøst, og Elskovs Glæder,
Selv de, som mellem Dyder groe,
Er glimrende Elendigheder.
Vær viis og rig som Salomon,
Vær Mønsteret for alle Dyder,
Din Velstand er et Kikajon,
Som kun et Øieblik dig fryder,
For, visnet uformodentlig,
Den grumme Sandhed dig at lære:
At ingen er saa lykkelig,
Som den, der holder op at være.
Kan Rigdom, Viisdom, Dyder ei,
Din Fryd, o Menneske! betrygge,
Siig, hvor er da den sikre Vei,
Som ikke fører til dens Skygge?
Slet ingen. Gaae hvad Vei, du vil,
Du gaaer paa den en Død imøde;
Og hvo har viist dig Glædens Smil
I dine Dages Aftenrøde?
Hvo sendte dig fra Gravens Bred
Tilbage Fader eller Broder,
Som meldte dig om Salighed
Bag Dødens taagedækte Floder?
Hvo gav din Siel en Vished om,
At throne paa sin Krops Ruiner?
Og om den til Orion kom,
Den kom der ei til nye Piner?
Chaotisk Mørke skiuler dig;
Dit Liv henflød i Skræk og Kummer;
Du hilste Dagens Lys med Skrig;
Dit sidste Haab er evig Slummer."

Saa talte Smerten i min Barm,
Og mellem Taarer i mit Øie
Stod skummel, misantropisk Harm,
Da, som en Engel fra det Høie,
Seline! nys du spurgte mig
Med din den kielne, søde Stemme:
Om jeg var ikke lykkelig,
Og om jeg aldrig kunde glemme
Den Sorg, som Sukke fra mit Bryst
Forraadte, som mit Øie malte?
Og Smertens hule Tordenrøst,
Seline! tav, saasnart du talte.
Ved denne himmelfulde Lyd
Jeg glemte Skræk og Skrig og Torden,
Jeg saae dit Smil, og Haab og Fryd
At spire frem igien paa Jorden.
O! dersom denne Venlighed,
Hvormed jeg, Engel! saae dig smile,
Var meer end blot Medlidenhed?
O! lad min Siæl i Tanken hvile!
Hvis denne søde Haand, hvormed
Du trykkede min Haand, Seline!
Blev varm af fyrig Kierlighed
Da mine Fingre rørte dine?
Seline! hvis du elskte mig
Dog nei! blandt alle Dødelige
Var ingen da saa lykkelig,
Som jeg, som jeg ulykkelige!
Dog — hvis du kunde? himmelsk Lyst
Min Siel til denne Tanke binder!
O! gid den knuse dette Bryst,
Og dræbe mig, før den forsvinder!
Ja! jeg vil nyde denne heel,
Vil Tankens hele Glæde nyde,
Min elskovsfulde ømme Siel
Skal sig ved indbildt Vellyst fryde.
Og, naar du Smile, dette lig,
Seline! mig vil stundom skiænke,
Da skal jeg frydes, ved at tænke:
Maaskee du kunde elske mig!
Endog om mange mørke Dage
Du aldrig vil opklare mig,
Jeg denne kalde skal tilbage
Og troe dem alle denne lig!
Og ingen heraclitisk Sang
Skal fra min Harpe mere klinge,
Til Fryd jeg skal mit Hierte tvinge
Ved Harpens Strænges muntre Klang:
Jeg dig, Seline! smile saae,
Jeg følte dig min Haand at trykke.
Ras Skiebne! lad dit Lyn ned slaae!
Din Torden knuser ei min Lykke.