Jeg spired frem til moden Duft;
Men langsomt i den kolde Luft
Jeg arme spired frem;
Jeg blev imellem Torne fød;
Jeg smagted i min Moders Skiød;
Jeg alt for liden Næring nød,
Og voxte mellem Liv og Død
I mit for kolde Hiem.

Medlidende mig Phøbus saae,
Paa Sandet, mellem Torne staae,
I Natten, kold og svag;
Han brød mig af, og tog mig op,
Og aanded i min spæde Knop:
Du ikke ganske visne skal;
Kom med til min Venindes Sal,
Til Næring og til Dag!

Han bar fra Stedet hvor jeg stod,
Mig hen til hendes skiønne Fod;
Og Foden traadte mig;
Jeg fandt dens kielne Tyngde sød,
Og ønsked' under den min Død.
Til anden Undertræden vant,
Jeg denne saa livsalig fandt,
Og jeg var lykkelig.

Men ak! hun blikte ned, og saae
Den spæde Blomst, hun traadte paa,
Og mildt hun tog den op;
Og bar den i sin skiønne Haand,
Og gav den apollonisk Aand,
I det med Smilen hun udbrød:
Jeg dig vil ikke træde død,
Du lille spæde Knop!

Hun bar mig hen omhyggelig
Til Solens Skin, og satte mig
I qvægende Chrystal;
Hun ofte skiænkte mig et Smil,
Der meer end Solens Straalers Ild
Fuldmodned' min udsprungne Knop,
Og alle Blade frisked' op
I Glemsel af min Qval.

Men o! det varede saa kort,
Min indre Næring svinder bort,
Og, ak! jeg visne maa.
Jeg døer, omplantet uden Rod;
Og døer ej meer ved hendes Fod;
Jeg visner her paa Glassets Rand.
O! grusom satte hun i Vand
Den Blomst hun traadte paa.