Den eensomme Skov
Gav Gienlyd af natlige Toner,
Og Troeskabs og Kierligheds Lov,
Imedens den Yndige sov,
Klang sødt fra de mørkgrønne Throner,
Hvor fiedrede Sangerskers Klager
Gienkalde de bortfløine Mager.

Jeg listede mig
Til hende — da raslede Bøgen;
Zephirerne tumlede sig
I kiølende Duster om mig;
'O! røber mig ei ved jer Spøgen!'
Saa hvisked' jeg til dem, og ilte
Did, hvor den Elskværdige hvilte.

Her stod jeg, og saae -
Og ønskte, med smægtende Blikke,
At stiæle et Kys kun — og gaae -
Hvor skialv jeg! — den Yndige laae,
Og slumred', og mærkte det ikke.
Saa laae paradisiske Skiønne
For Adam udstrakt i det Grønne.

Da sukked' til dig,
Sødtsmilende Venus! din Sanger:
Tillad kun den yderste Flig
Blot eengang at kysses af mig!
Det er jo dog lidt jeg forlanger;
Og medens jeg kysser, Gudinde!
Hold Styr paa de spøgende Vinde.

Jeg bukked' mig ned -
Og kyste kun Fligen, og bæved'
Af Frygt, at hun vaagned' derved;
Thi Ønsket berørte det Sted,
Hvor Kierligheds Himmel sig hæved;
Den Yndige vedblev at sove -
Du, tænkte jeg, mere tør vove.

Vellystige Nu!
Paa rosenrødtfarvede Kinder
Min Mund sig nu hæfted'; men Du,
Elskværdige, slumred' endnu,
Og føelte det ei — uden Hinder
Jeg kyssed' — og kyssede atter
Den Himmelens yndige Datter.

Hist kom han — 'Du seer
'Letvingede Søn af Cythere!'
Saa bad jeg 'hvor passende her
'Blev anbragt en Piil eller fleer!
'Naar pleied' du langsom at være?
'Lad eene mig arme ei brænde!
'Viis ogsaa din Magt over hende.'

Den spøgfulde Gud!
'See,' sagde han, 'der har du Pile
'Med Buen — skyd selv dem kun ud,
'Og, hvor du vil, ramme dit Skud -
'Jeg ogsaa kan trænge til Hvile.' -
Aglae med Roser bedækked'
Det Sted, hvor den Lille sig strækked'.

'Lyksalige jeg!'
Udbrød jeg, og Buen opspændte,
Og Pile paa Pile nu fløi -
Den Skiønne hun mærkte det ei;
Men Kysse paa Læberne brændte,
Som vidnede sødt om den Flamme,
Jeg tændte ved rigtig at ramme.

Jeg sigted' og skiød,
Og spændte, og sigtede atter -
Hvor smilende, blussende, rød,
Hvor yndig, hvor kielen og sød,
Laae Himlens uskyldige Datter!
Mig kyste og smilte og spøgte -
Hver Piil hendes Ynde forøgte.

Men pludselig svandt
Den Yndige, Kogger og Bue -
Den gyldne Phoebus oprandt
I Ætherens østlige Kant
Med tusindfold straalende Lue -
Og henrykt og frygtsom og ene
Jeg laae under qvidrende Grene.

I glimrende Skye
Sank ned majestætiske Fader
Apollo — ham fulgte de ni
Gudinder, som dandsede i
Bestandig afvexlende Rader
Omkring mig — halv henrykt, halv bange
Jeg hørte de himmelske Sange.

Kom, sagde han, kom!
Tag denne dig skiænkede Lire,
Den tilhørte fordum i Rom
Min Flaccus! og spil du nu om
Dit Syn og den smukke Semire!
Jeg vaagned' af Fryd — men med Blunden
Var Liren og alting forsvunden.