Tre Gange jeg i Morges anraabt har
Den yndigste blandt alle skiønne Muser
(Næst dem, som Slottet selv, hvori jeg sidder, huser)
Om en tredoppelt Evne til et Svar
Paa hvert et Himmelvink, som her min Aand beruser:
Jeg vilde nemlig svare paa det Smil,
Som Foraarssolen skiænkte her mit Øie,
Skiøndt det, desværre, varede kun føie –
Jeg vilde svare paa den Lilles Piil,
Som traf mig her, og paa de smukke Noder,
Han har tilfælles med sin skiønne Moder,
Naar han er ikke alt for vild –
Især jeg vilde svare paa de søde
Huusmoder-Vers af Æblegrød med Fløde,
Der raktes mig af Deres hvide Haand,
Og fast saa sødt fortryllede min Gane,
Som Deres Smil fortryllede min Aand –
Tre Gange raabte jeg, som sagt (imod min Vane),
Paa Musen, der ved saadan Leilighed
Gemeenlig kommer, før jeg selv det veed –
Omsonst! der ingen Muse kom! – En Stimlen
Af alle Ni jeg havde ventet mig
Paa Deres Fødselsdag, selv upaakaldt. Ved Himlen!
Ved Deres Blik og Kinder! ved hver Flig
Af dette Tørklæd høit paa Panden bundet,
Og selv for Munden rundt om Hovdet vundet –
Ved dette Tørklæd, som er Himlens lig,
Naar Solen eller Maanen skiuler sig
Bag hvide Skyer – sligt unaturligt Under
Fortiener, at jeg ret i Mag
(Endskiøndt jeg haster lidt hver Fødselsdag)
Paa sammes Ubegribelighed grunder.

For mig at give desto bedre Stunder
Og Kraft til Grublen, vil jeg spise først,
Og slukke denne Morgens lange Tørst — — -
Hvem veed – maaskee naar den er slukket –
Naar jeg har først lidt Nektar drukket,
Og styrket mig med lidt Ambrosia –
Om det mig ei lidt museligt indgiver,
Hvis Musen selv og udebliver?
Der er dog meer end eet Kastalia!
Hvor fik de mange lykkelige Skialde,
Som aldrig nogen Muse kalde,
Det ellers fra?