Umuelig kan jeg lade reise
Papa tilbage til vor Skov
Og ikke selv en Smule deise
Den samme Vei – da jeg har Lov.
Hvad Lov paa dette Sted vil sige,
Jeg haaber, at du strax forstaaer;
Jeg taler til en lille Pige,
Der selv i Livets Skole gaaer –
Endskiøndt i en lidt meer elskværdig
End min, hvis gamle Rector Rud
Vil, at man alt skal være færdig,
Før man er gaaet rigtig ud.
Jeg har i tredive Minutter
Lov til at giøre, hvad jeg vil –
Og medens Skolens andre Glutter
Benytte dem til deres Spil,
Jeg ud i Elleskoven smutter,
Hvis sytten Træer mig høre til,
For der, hvor, førend de blev mine,
Det gik i Prosa, sidste Juul,
Med dig, min yngste Sangs Seline,
Paa Vers, i Rim, at lege Skiul.

Du siger mig i sidste søde
Billet, du venlig skrev mig til,
'At du forgiæves dig maa nøde
'Til vort i Rim begyndte Spil –
'Og at det gaaer dig med Portrættet,
'Dig min Erindring efterlod,
'For ei at blive reent udslettet,
'Paa samme Viis og samme Fod
'Som med dit Vers til Punkt og Prikke,
'Ei blot aldeles ikke nemt,
'Men selv endog aldeles ikke!'
Og, Line! det er meget slemt!
Vel veed jeg paa Papiir at tale
Med Pennen fast som med min Mund,
Og selv forstaaeligen at male
Til Huusbehov mit Hiertes Grund;
Men at beskrive dette Hierte –
Hvor underlige Sting det fik,
Af Tvivl, og Frygt, og Sorg, og Smerte –
Og alt, hvad deri foregik,
Da jeg af sødt bemeldte Brevet
Begyndte Læsningen – og saae
Af Lines Haand deri mig skrevet:
'Det vil aldeles ikke gaae!'
Dig male, hvor jeg blev til Mode
Ved dette Syn – det kan jeg ei,
Jeg ulyksalige, som troede,
Det gik som smurt paa samme Vei!
Dog jeg vil haabe, hvad jeg ønsker!
Jeg hører dog en Engels Røst;
Naar jeg paa hele Brevet pønsker,
Saa er der dog en lille Trøst:
Du overlader mig i Enden,
Hvad Gangen angaaer, som jeg vil,
(Der egentlig er en Slags Renden)
Skiøndt skiult 'at slutte mig dertil' –
Og, uden just mig at forjætte,
Hvad jeg min Læbe spidser paa,
Tillader du mig dog: at giætte,
Hvad mueligviis jeg kunde naae!
Hvem veed, om denne Stilletien,
Hvem veed, om denne Standsen i
Din ydre Gang paa Ellestien
I vort Epistel-Skriverie
Betyder ikke meer i Grunden
End fuld og frie Correspondents?
Jeg selv paa nogen Tid i Munden
Er bleven noget meere lens.
Jeg føler, at jeg stammer næsten –
Jeg dit Eksempel følge vil:
Læs, hvad jeg alt dig skrev, og Resten,
Min søde Line, slut dig til!