Jeg er ei rigtig i min Krop,
Saalidt som i den Kno paa Fingren,
Der saaret blev i sidste Hop
Med ham, der selv til Hammersvingren,
Hvis Dyst han bød ham, sagde Top.
Jeg stod og lidt for sildig op -
Fordi jeg gik i Seng for silde;
I Halsen sidder mig en Prop
Af Fløiten efter sidste Gilde,
Hvori Dulon jeg være vilde -
En Prop, som knap blir trukken op
Af nogen anden Proppetrækker
End den, der selve Flasken brækker
Og siger til min Fløiten Stop.

Aarsagen, hvi jeg dette vrøvler,
Ved Hielp af en elendig Pen,
Til dig, min gode friske Ven,
Er, sandt at sige, mine Støvler -
Som, hvis jeg ret besinder mig,
Jeg lod i Aftes staae hos dig -
Og som jeg paa min Portners Vinge
Fra høien Lidskialf, hvor du boer,
Mig gierne ned igien lod bringe
Paa den besølte franske Jord.
I Silkestrømper kan jeg ikke
Dig dette Bud personlig skikke;
Dertil er Veien alt for myg,
Dertil er Strømperne for nette,
Og Skoene ei noksom tætte,
Og jeg desuden selv for syg.
Lev vel! og hav mig altid kiær,
Naar jeg er vittig, naar jeg vrøvler;
Naar jeg er vagen, naar jeg snøvler;
Naar jeg er fiern, naar jeg er nær -
Med eller uden Skoe og Støvler -
Frisk eller syg — og overbær
Med Sluddren i Billetten her!