Iil, kiærligste blandt alle milde Guder,
O Søvn! og bring de hulde Drømme med!
O! flyv med al den Roe, dit Smiil bebuder,
Til Rosentemplet for Uskyldighed;

Hvor rundt omringt af Ungdoms Yndigheder,
Bevogtet trygt af Dydens lyse Vagt,
Den himmelske, jeg ene troe tilbeder,
I mine Bønners Favn sig nys har lagt,

Du nærmer dig til mig; men lad mig kiende
Din Mildheds hele Fylde denne Gang!
Iil bort, du venlige! fra mig til hende!
Og jeg skal ofre dig min beste Sang.

Thi, sandt! jeg arme nyder ingen Glæde,
Som du mig skiænker ei, du Støvets Ven!
Men skal den Huldes Øie vaagent græde,
Da lad mig natlig ogsaa savne den.