Hvad Mørke for min Siel udbreder sig!
Afgrundens mørke Nat forfærder mig;
Alt svæver den mig nær paa sorte Vinger,
Og Skræk, og Qval, og Død dens Komme bringer.
Et Aar skal tungt sig slæbe mig forbi,
Og ingen Fryd skal glimte mildt deri!
Og, ak! saalænge Liv og Fryd undvære
Vil Mulighed til Liv og Fryd fortære.
Som den, der, langt fra Dag, en Tid nedsadt
I Jordens Skiød, i tyk chaotisk Nat,
Trakt op igien, ei Lyset mere taaler,
Men blindes pludselig af Solens Straaler:
Saa skal og jeg, Seline! langt fra Dig,
I Sorg og Qval saa længe blinde mig,
At, naar jeg seer dig atter, vant til Smerte,
Skal fremmet Vellyst knuse dette Hierte;
Fortrolig kun med Mørket, Lasten lig,
Dit allerførste Smiil skal dræbe mig.