Paa Yderdelen bør man ingen tro.
Tidt bærer Visdom Dumheds Stempel,
Tidt, hvad man leder om i Folio,
Staar i en Duodez. Cupido, for Eksempel,
Hvis man kan lide paa de Krøniker, vi have,
Om hans Spilopper, Rænker, Strikker, Skud,
Saa, skjønt Personen paa Charlottenborg ser ud
Som en, der nylig har begyndt at stave,
Beviser han, trods hver langskjægget Gud,
Med tusinde Mirakler Almagts-Evner,
Hvoraf hans Velærværdighed
Boccaccio særdeles mange nævner.
Hos ingen Gud, saavidt jeg ved,
Man finder mere Skaber-Styrke,
Og det er derfor ej at undre paa,
Skjønt ti som han paa hver en anden Gud kan gaa,
At næsten alle kloge Folk ham dyrke.
Men Størrelsen gjør meget lidt til Sagen;
En Oberon, en Boulemann-Sang-Hir,
Har tydeligen lagt for Dagen,
Man ej behøver i Statur at være Magen
Til Frue Spir,
For i en Vogn med Løver for, at kjøre,
Og ved Mirakler sig bekjendt at gjøre.
Cupido har, saa lille, som han er,
Omdannet flere Dyr til Mennesker,
End alle Skræddere paa hele Jorderige;
Og flere Mennesker skabt om til Dyr,
End den forfærdelige Fyr,
Som opfandt Adel, Puns, og Biskop og deslige.
I gammel Tid det ofte var hans Vane,
At skabe Zeus endog nu til en Svane,
Nu til en Tyr, nu til en græsk Dukat,
Nu til, jeg ved ej hvad. Ungkarle, Koner,
Mænd, Piger sætter han, den kunstige Krabat,
I hvad han vil for Situationer;
Af stive, Sæder heglende Catoner
Han bøjelige Pudderdukker gjør;
Han snapper Hjertet fra de modigste Personer,
Og giver det til dem, som intet havde før;
Jorddrotter selv, naar disse skrive noget,
Som stundom sker, i Vejr og Vind,
Fast holde bedre Hus med Loven og med Sproget
End han med dødeliges Sind;
Han skjuler sig i Pompadourers Haar,
Og vender op og ned paa hele Stater;
Ved ham omdannes Clauser til Socrater,
Ved ham omdannes Ulven til et Faar;
Med Kjæmper selv han tidt gjør kort Proces,
Som mangen Alderdommens Helt beviser,
Exempli Gratia, den store Hercules,
Og Polyphemus, den berømte Folkespiser:
Den ene sidder paa en Klippetind,
Som Theokrit opbyggeligt fortæller,
Og klager ynkeligt for Vejr og Vind,
Hvorlunde han er brændt af Elskovs Nælder.
For Gluttens Spøg, hvis underlige Sind
Slaar paa den tappre Næse mangen Krølle,
Den anden til en Vindepind
Forandrer sin forfærdelige Kølle.
Af den Slags Anekdoter har man nok;
Jeg kan, for min Part, ene fast en Skok.
Nysmeldte salig Herr Boccaccio
Fortæller en, som kunde gaa for to,
Den handler om Herr Simon; sandt at sige,
Jeg kjender faa saa mærkelige:
En ung, udannet Fyr, og smuk som Elskovs Gud,
En Ganymed i Krop, men i Forstand en Stud,
Cupido faar engang i Lære,
Og i et Øjeblik
Paa Knægten sætter Skik,
Vips! er han saa galant, som en kan være.
Hvad gjorde det? to smukke Øjne, Kjære!
Ved dem at have set et Øjeblik,
Herr Simon, hvad han før ej havde, fik,
Den Aand, det Vid, som Elskov ene giver;
Men, skjønt det falder rigtig i mit Fag,
Er det dog ikke denne Gang min Sag,
Jeg til en anden Casus mig begiver.

I Rom, en By, som, hvis jeg havde Penge,
Jeg rejste til i Morgen, ej fordi
De mange gamle vise, tappre Drenge,
De store Kjæledægger af de Ni,
De Paver, Kejsere, hvis hele Cleresi
Man for det meste burde hænge,
Har boet deri, -
Ej heller for, til Nordens Spot og Spe,
Det skjønne Syds Ruiner at bese -
Og allermindst for Stykker af vor Frue
Og Jacobs Himmelstige at beskue;
Men for de smukke Nonners Skyld, som der
I større Mængde falde skal end her -
I dette Rom opholdt sig en saa yndig,
Saa velskabt, og beleven Glut engang,
At al Beskrivelse paa hende blev for lang,
Om ikke det, som end er værre, syndig;
Hvis, kort sagt, nogen har Fru Venus set,
Kan han sig tænke hendes Skjønheds Lige,
Det er med andre Ord at sige,
Den kun er fattelig for en Poet.
Een Fejl alligevel hun havde med alt dette,
Som mange syntes om, men fler ej lide gad,
Hun var i næsten mer end tilladt Grad
Coquette,
Men stolt som Juno selv, og lidt urimelig,
Kort: ganske Fruentimmer i det hele.
Den fjerde Part af Rom var lykkelig;
De øvrige tre Fjerdedele
Fast alle efterhaanden hængte sig.
Ministre, Cardinaler, og Baroner,
De mægtigste, de rigeste Personer
For hendes Fødder daglig laa;
Tre hele Sider vilde knap forslaa
Til alle hendes Slavers mange Navne;
Jeg holder altsaa, Læser, for som saa,
Du dem maa meget heller savne.
Nok sagt, den ringeste, hun viste Gunst imod,
En Smule maatte være i Conclave,
Selv Helligheden, som var den Gang Pave,
Hun ikke holdt for god.

Som man kan slutte, var vor Aphrodite,
Hvis Zepter hele Rom var underlagt,
Som Byens mest tilbedede Charite,
Den første blandt dens Damer og i Pragt.
Klædt med den mest udsøgte Smag,
Hvor hun fremviste sig, de glimrende Brillanter
Omskabte Nat til Dag,
Og Decans og Golcondas Diamanter
Med hendes Øjne kappedes at blende
Den Sol, som i sin Middagsglands,
Mens alle tabte baade Sind og Sands,
Misundelig bestraalte hende.

Cupido, som bemærkte den Allarm,
Hun grusom voldt' i mangen Ynglings Barm,
Og saa, hvor højt hun satte Næsen,
Led ej det Væsen:
Men svor ved Bue, Pil, og Vinge,
Den Skjønnes Stolthed rent at undertvinge;
Og holdt som ærlig Gud sin Ed.
En velskabt ung Person med alle Dyder,
Som velopdragen Ungdom pryder,
Han brugte til sit Øjemed.
Camillus, saa var Heltens Navn, engang
Constance, vor Heltinde, fik at skue,
Og vips! hans Hjerte stod i lyse Lue;
Camillus sukked', græd, og peb, og sang,
Som Elskere naturligvis maa gjøre;
Men Qviden er for stor, Beskrivelsen for lang,
Constance lod sig endeligen røre,
Men stilte sig dog som sædvanlig an,
Og skjønt hun brændte nok saa stærkt som han,
Hun skjulte dog i dobbelt spodske Miner
Sin Kjærlighed! -
Hvorfor? Spørg Damer! Sligt jeg ikke ved.

Camillus blev omsider kjed
Af ubelønnet Elskovs lange Piner.
Lidt Grumhed skader ej; men dog, alvorlig talt,
For meget og for lidt fordærver alt.
Tror mig, forunderlige Piger! Ingen,
Aldeles ubelønnet, bliver ved
Bestandig over Eders Grusomhed
At sukke. Maade, Maade, det er Tingen!
O! tror mig! Men hvis ikke, tror mig ej,
Mig er det lige meget, sandt at sige,
Med Tyranni befæster Eders Rige,
Saa længe som I kan; men husker paa tillige,
I komme siden til at gaa Constances Vej.

Saasnart var Elskov ej i hendes Hjerte
En Maaned gammel, før dens hele Hær
Af Frygt, og Tvivl, og Haab, og Suk, og Smerte
Desligeste sig indkvarterte der,
Og, hvad hos hende mindst man havde ventet,
Var Frygten den især, som førte Regimentet.
Den Stolte, som tilforn en Tigerinde lig
Lod hver uvaticansk og uconclavisk Herre,
Hvoraf der var en Del alligevel desværre,
Gaa hen og hænge sig
Af Elskovs Qvide, Klokken sex, syv, otte,
I Halsklud, Strømpebaand, ved hendes Dør,
I Peking, Philadelphia, Korsør,
Kort: naar, hvordan, og hvor det ham befalde maatte,
Blev nu med et saa ydmyg, from, og tam,
Tak ske dig, o, Cupido! som et Lam.

Den hele By det saa; Camillus ene
Dertil ej lagde mindste Notabene;
Endskjønt Constance nu forsøgte paa,
At lade hendes Blikke sige,
Hvad hun ej vilde selv saa lige,
Lod han, som han slet intet saa.
Da det ej hjalp, begyndte hun at sukke -
Nu mærker han det dog: men nej!
En Taarestrøm hans Hjerte skal oplukke -
Omsonst! Han ser den, men forstaar den ej.
Saaledes hengik mange Dage
Med Graad, og Hovedpine fulgte den;
Naar den gik over, Graaden kom igjen.
Saa mange Smile spildtes i den Plage,
At næsten ingen fler hun har tilbage,
Og hendes Skjønhed, om ej tabte sig,
Blev dog alt mer og mer beskuelig,
Da Glædens Sol forsvandt, hvis Aftenrøde
Paa hendes taarevædte Kinder døde.

En Aften Selskab hos Camillus var
Af begge Kjøn, blandt andet ogsaa Kronen
For det saakaldte smukke, nemlig den,
Jeg nævnte før, og nævner snart igjen;
Alting var muntert; thi det muntre Par,
Fru Venus og Herr Bacchus stemte Tonen,
Og ingen af de gode Damer der
Var synderlig beløbet i Moralen,
Og i Philosophien, som, desværr'!
Mangfoldigen hos os fordærver Talen;
Men Anecdoter, Borgere, Bonmots,
Og Vin, og Drikkeviser faldt i Mængde,
Og alting drak, og spøgte, sang, og lo,
Og ingen i det hele Selskab tænkte -
Constance kun var tavs og talte meget lidt,
Men tænkte destomer. For ingen Ting saa tidt
Jeg bandet har, og bander, og vil bande
Cupido, som fordi han Dag og Nat
Sig morer med at bringe dit og dat
I godt Folks Pande,
Og fylder Pladsen, som var tom tilforn,
Med Tanker eller Horn,
Ting, som i vore Tider, paa min Ære,
Man meget gjerne kan undvære,
Især at tænke, som til ingen Ting er godt;
Det andet dog, i hvad man og vil sige,
Til Embed, Rigdom, Titel, og deslige
Forfremmer undertiden mangen Sot,
Skjønt jeg, for min Part, underdanigst takker,
Og siger i en lang Distance bæ!
Til den Slags Cornu Copiæ;
Jeg uden Horn vil heller være Prakker.
Men til min Text igjen! Constance sad
Nedslagen, tankefuld, med Sorgens mørke Mine,
Og lod de andre synge, spøge, grine,
Og være vittige, saa meget, som de gad.
Til sidst slog Klokken tolv, og gjorde Streg i Talen,
Selskabet efterhaanden skiltes ad,
Enhver tog hjem til sit, og tom blev Salen.
Constance smutted' bort imellem dem,
Men ikke, som man tænkte, til sit Hjem;
En anden Vej hun lumskeligen tog,
Og skjulte sig i en afsides Krog.

Imidlertid befaler strax derpaa
Camillus sine Folk til Sengs at gaa,
Og ene bliver i sit Kabinet tilbage,
For med en Muse eller to
Den Velbehag en Times Tid at smage,
Som følger med Forfatteri;
Alt som han skriver, nynner han, og toner:
„Hvad? skuffer mig en henrykt Phantasi?
„Hvad? Eller skuer jeg fra lyse Throner
„Den himmelske, hvis søde Melodi
„Gjenlyder mellem Nattens Orioner?". . .
Saavidt han alt var kommen i sin Sang,
Hvad enten nu Constance skinsyg blev
Paa Musen, han anraabte, mens han skrev;
Hvad heller hende Tiden blev for lang;
Om hun maaske ham vilde kyse;
Om hun maaske for Tidsfordriv sig tog
En Pris, det ved jeg ej, men i sin Krog
Begyndte hun forskrækkeligt at nyse.
At høre Muser gjøre sligt,
Er næsten uhørt. At vor Helt blev bange,
Jeg derfor ikke finder underligt;
Jeg blev i hans Sted saa; saa blev vist mange.
Tilsidst, da lidt han havde tænkt sig om,
Han sagde ved sig selv: jeg maa forsøge,
Om i min Sal de ni Gudinder spøge!
Man tænke sig hans Studsen, da han kom
Til Krogen hen, hvorfra den skjælvende Heltinde
(Let confundert i Hast med en Gudinde,
som før er sagt) kom frem!
Han løb tilbage, løb fra alle sine fem,
Løb til igjen, og efter megen Irring,
Umage, Skræk, og Pusten, og Forvirring
Fik endelig til Verden bragt et: „Hem!
„Ih! Men bevar os! De, Madame, her!
„Saa sildig, Klokken et!
„Altsaa har De bestandig staaet der?
„Hvo kunde drømme det?
„Hvo viste Dem den Krog," saa blev han ved,
„Hvordan? Hvorfor? hvad drev Dem?" -
— „Kjærlighed" -
I det hun sagde dette, stod
Den hele Venus for hans Øje,
Saa rød som Blod.
Camillus kjendte just ej meget nøje
Den hele Kunst, som salig Herr Ovid
Var Doctor i for meget længe siden,
Det Himlen lønne ham! Imidlertid
Hans Kundskab var deri dog ej saa ganske liden,
At han jo gættede sig til,
Den Skjønnes Hjerte ganske ham tilhørte,
Og at ej Hov'det blot i Krogen hende førte.
For længer at fortsætte dette Spil,
Og sig fuldkommen om Gevinsten at forvisse
(Forsigtighed kun sjelden er for stor),
Lod han, som han slet ikke mærkte disse,
Og lod ej se det allermindste Spor
Af Glæde ved de mange kjælne Smile,
Hun spildte sukkende ved denne Lejlighed,
Men tvertimod forsikkrede sig kjed
Af denne Scene, trængende til Hvile.
Constance led i dette Øjeblik
Foragtet Elskovs hele bittre Pine;
Hans ligegyldige fortrædelige Mine
Lig Lynet hvergang mødte hendes Blik.
Jeg ej vil male hendes hele Smerte;
I Graad jeg ganske vist omsider faldt;
Hver yndig Dame, som har Hjerte,
Desuden græder alt.
O! gid Constances Tilstand maatte lære
Hver skjøn, men stolt og egensindig Glut,
En Smule mere medynksfuld at være,
En Smule mindre mut:
Fordi jeg elsker, som mig selv, min Næste,
Som hver retsindig Christen bør,
Ej for min egen Skyld jeg dette Ønske gjør,
I Skjønne! Nej! Men blot for Eders eget Bedste.
Tilsidst blev Qvalen hendes Sjæl for lang,
Og følgende fra hendes Læber tvang:
„Jeg ved, det maae forundre Dem, at skue
„Constance her, saa uformodentlig,
„For at opdage Dem sin Elskovs Lue,
„For at fortælle Dem, hvor lykkelig
„Et venligt Blik af Dem mig vilde gjøre,
„Hvis denne Rødme, dette Raseri,
„Den Lyst, den Angst, den Qval, jeg brænder i,
„Dem til Medlidenhed maa røre;
„Tilgiv min Dristighed! jeg maa, jeg kan,
„Jeg vil ej længer bære det; mit Hjerte
„Maa røbe sig: Fortræffelige Mand!
„De først Constances Bryst, at elske, lærte;
„Jeg elsker Dem; jeg ved De spotter mig;
„Men jeg tilbeder dig; min hele Sjæl er Flamme;
„O! spot mig! Spot mig ej! Det er det samme,
„Jeg brænder, og jeg er ulykkelig;
„Foragt mig, had mig, straf mig, knus mit Hjerte,
„Gjør ved mig, hvad du vil!
„Gjør mig til Offer for bestandig Smerte!
„Dig hører jeg for evig ganske til,
„Camillus!" — Med en Tone, med en Mine,
Hvori den hele Sjæl ham frygtsom fløj imod,
Udstødte hun hans Navn. Omsonst! han stod
Urørt ved hendes kjendelige Pine,
Og svarte koldt: „Madame! Spot og sligt
„Er ej min Sag; den Tale, De nu førte,
„Jeg med Forundring, sandt at sige, hørte,
„Og finder det hel ubegribeligt,
„At De, som Dame, sætte kan tilside
„Saa ganske den Tilbageholdenhed,
„Som Deres Kjøn er ellers prydet med,
„Og som tidt ene gjør, vi det maa lide;
„Men, ogsaa den tilsidesat,
„Hvortil den Heftighed? Paa denne Maade
„Man ikke lettelig faar Hjerter fat;
„Vælg Dem en anden, hvis jeg Dem maa raade!
„For min Part maa jeg sige Dem,
„Der bliver aldrig Koner af Constancer,
„Hvis alle gjøre nu som De — Avancer,
„Forlad! Jeg, som De ser, er ligefrem."

Som rørt af Lyn den arme Pige stod,
Stum, rødmende, forvirret og beskjæmmet;
Men Elskov styrkede det faldne Mod;
Da lidt igjen sin Graad hun havde hemmet,
Udbrød hun atter: „Ja! jeg har fortjent
„Den Blusel, som paa mine Kinder gløder!
„Men ak! hvis ej min Skjønheds Vaar var endt,
„Forgjæves laa jeg ej for disse Fødder;
„Min Munterhed, mit Øjes Ild,
„Min raske Gang, mit skjelmske Smil,
„Og Roserne paa mine Kinder
„Er ikke mer. O! var jeg skjøn endnu,
„Den Taare, som nu spottet rinder,
„Da skulde kysses bort; men ak! jeg skrækker nu;
„De hæslig mig Ulykkelige finder;
„Maaske jeg er det ogsaa; men den Ild,
„Den længselsfulde, trøstesløse Smerte,
„Som brænder, som fortærer dette Hjerte,
„Har dræbt Constances muntre Smil,
„Udslettet hvert et Spor af fordums Yndigheder,
„Forgiftet mine Dages Rolighed.
„Ak! jeg begriber det, jeg ved,
„Den er ej længer smuk, som sukkende tilbeder;
„Den har ej længer Vid, som ej er smuk,
„Derfor foragter De min Bøn, min Graad, mit Suk!"

„Derom, Madame! kan vi snakke siden!
„Det er saa sildig! Klokken gaar til to;
„Jeg ønsker nu, det er paa Tiden,
„En smule Ro" -
„Men," brød han atter ud: „Jeg ikke kan
„Afklæde mig alene." — „Skal jeg kalde?"
Gjentog Constance. — „Ak! hvor kan De falde
„Paa den Ide? Det gaar umulig an;
„Jeg i det mindste nødig vilde,
„At mine Folk Dem her, Madame, skulde se
„Saa silde.
„Det, ser De selv, kan ingenlunde ske." -
„For den Ulejlighed at undgaa," Svaret lød,
„Jeg kunde skjule mig i Krogen -
„Dog heller — lad os ikke kalde nogen -
„Jeg smutter i min Krog igjen." -
Og nu hun skyndte sig derhen,
Men kunde i sin Angst ej finde Krogen. -

Tyrannen gaar i Seng; men Himlen ved,
Hvordan han bar sig ad ved denne Lejlighed.
Jeg vil til Ære for Anstændigheden mene,
Han slukte Lyset først i denne Scene.
Den arme Pige taus sig sætter ned -
„Ak!" siger hun til sidst, og gyser,
„Hvor det i Nat forskrækkeligen fryser!
„Hvor skal jeg lægge mig?"
Camillus tav,
Og lod, som han betalte Søvnens Krav,
Og snorkede — jeg siger det med Smerte -
Gud ved, hvor nogen være kan saa grum.
Den yderligste Skræk ved den forstilte Slum
Betog Constances elskovsfulde Hjerte,
Og havde hun nu havt en Dolk — bevar' os Gud!
Det vilde ganske vist set tragisk ud.
Tre Gange ledte hun i alle sine Lommer,
Men heldigvis omsonst, som ellers sjeldent er,
Thi af sig selv en Dolk gemenlig kommer,
Naar man vil stikke sig, desværr'!
Hun ingen fandt; og slaa sig selv ihjel
Med bare Hænder kan man ikke;
Sligt saa man hidtil ingen Moders Sjæl
At gjøre; mindst det sig for Damer vilde skikke.
Hun blev saa bleg af Angest som et Lig,
Og græd, og zittrede forskrækkelig;
Saa lutter Furier for sine Øjne sveve;
Men blev alligevel bestandig ved at leve.
Hvi blev hun der, hvi gik hun ej? — jo, jo!
Gaa hjem i Mørke, midt om Natten, Klokken to,
Naar ingen ærlig Djævel, eller Fanden,
Endnu tilgavns har slaaet sig til Ro,
Men lurer overalt med Horn i Panden -
Desuden, hvordan slippe sikker ud,
Og ikke vække nogen? Elskovs Gud
Kan vel imellem gjennem lukte Døre
Indbringe sine Folk; men ud igjen
Man næsten aldrig saa ham nogen føre
Paa den Maner. Og sæt, den gode Ven
Fik hende bragt paa Gaden; ak! derinde
I Pavedommet, og i Rom især,
Er Politiet ikke nær
Saa høfligt, mine Læsere, som her!
Alt dette løb omkring hos vor Heltinde,
Og derfor blev hun der;
Alt Haab var overalt ej flyet af hendes Sjæl;
Hun kjendte sin Tyran for vel;
„Han vil forsøge dig, hans Hjerte bløder
„Saavel som dit?" saa smigrede hun sig,
Gik hen, og satte sig saa lempelig
Paa Sengen ved den Lykkeliges Fødder.
Man tænke sig Cupidos hele Sejer!
Mon nogen Cæsar, Ziska, Tamerlan,
Mon nogen Alexander prale kan
Med en Trumph, som hans opvejer?
Til dette Skridt at have bragt
Den stolteste blandt alle Roms Coquetter,
Hvis Skjønhed det ej stod i Wielands Magt
I fjorten Dage, fjorten vaagne Nætter,
Med al sin Kunst, med alt sit Vid,
Trods uophørlig Sved og Flid,
At copiere andet af end Pletter!
Her ser man denne Gud i al sin Glands;
Mon alle Himmelens nedslængte Tordenkiler,
For at forstyrre glade Kloders Dands,
Naar halve Skabningen igjen til Chaos iler,
En Hevn saa kildrende kan bringe Jupiter
Som den, hans lille Søn nu smagte her?

Men glæder jer igjen, I ømme Glutter!
Camillus, efter nogle faa Minutter
Sig sovende at have stillet an,
Den Tvang ej mer udholde kan.
Den Skjønnes Taarer, som i Strømme flød,
Med alle hendes Brøder ham forsone:
„Constance" raaber han omsider med en Tone,
Som kunde vække Livet i en Død,
„Constance! Det er nok! Jeg ikke længer
„Med Dem at lide holder ud;
„Min længe hemte Qval til Lindring trænger;
„Kom, kom, min Sjæls udvalgte Brud!
„Kom, lær mig nu ved Deres Smil at glemme
„Den Qval, jeg dobbelt led
„Ved mine Følelser at hemme,
„Da Deres Ord og Handling sagde mig,
„Jeg elsket var og lykkelig -
„O! har De kundet tro, mit elskovsfulde Hjerte
(Blev han med megen Varme ved)
„Var følesløst ved Deres Graad og Smerte,
„Og ikke tusind Gange mere led?
„Ak! i det Øjeblik, da jeg afmalte
„Dem kold min Studsen ved at høre Dem,
„Da brændte jeg, Tilbedte, mens jeg talte,
„Og pinte voldsomt hvert et Udtryk frem.
„Men nu jeg kjender Dem; men nu jeg kjender
„Constances ømme, milde, gode Sjæl,
„Veed, at for mig Lyksalige den brænder!
„Fra nu af er Camillus Deres Træl;
„Fra nu af ønsker jeg, mig glad at binde
„Til Dem med alle tænkelige Baand;
„Hos Dem alene jeg Lyksalighed vil finde,
„Og ene skjænkes Fryd af Deres Haand;
„For Dem mit Hjerte nu for evig brænder;
„Elsk, had mig, dræb mig, gjør mig lykkelig!
„Mit Liv, mit Haab, mit Alt er nu i Deres Hænder,
„Som Elsker, Ven og Mand De nu besidder mig." -

Med Kys besvarede Constance denne Tale.
Man siger og, at Amor nu kom frem
Af Krogen, hvor han skjult fra Hoved indtil Hale
Alt havde mærket, som gik for sig mellem dem,
Og i Herr Hymens Sted, foruden Præst og Amen,
I al Uskyldighed, med megen Fryd og Gammen,
Dem viede sammen.
Det være som det vil! jeg blev for lang
I min Fortælling, hvis til Punkt og Prikke
Jeg ramsed' alting op; det vil jeg ikke;
Mit Eventyr er ude denne Gang.

Tilbedede! saa mange som I ere
Paa hele denne løjerlige Jord
(Det er at sige, paa den Plet i Nord,
Hvor min Fortælling har den Ære,
Højt af en Snes, at blive læst maaske:)
O! holder ej saa grusomt Hus med somme,
Der har den Fejl, jer Yndighed at se!
Den Tid kan saare letteligen komme,
Naar en og anden har sig hængt,
Og andre sig i Peblingsøen slængt,
At een tilsidst den megen Grumhed kjeder,
Og, om han just ej gjør det virkelig,
Dog lader, som han kold foragter Eder,
O! tror mig! Tror jer ivrigste Tilbeder:
Blir Amor vred engang, han grusomt hævner sig!