Til mine Landsmænd i Paris ved vor
Sammenkomst hos en Landsmand
1798
Midt i Paris og dens buldrende Glæder,
Midt i dens Hvirvel af sværmende Lyst,
Savnte mit Bryst
Dannemarks Lyst,
Savnte jeg Frugten af nordiske Sæder,
Venskab og Dyd
Og den høiere Fryd.

Hiernen beruses og Hiertet bedøves
Alt løber løbsk paa Forlystelsens Vei,
Venner, men nei!
Fryd er der ei.
Flygtige Glæder vil stiæles, og røves,
Virkelig Fryd
Dog kun kiøbes ved Dyd.

Landsmænd, I følte som jeg og bevarte
Fædrelandsk Samfund og Huusligheds Baand,
Dannemarks Aand
Bandt Eders Baand.
Her fandt jeg Glæder, som aldrig udarte,
Tænksomheds Dyd
Og den høiere Fryd.

Herthas, og Dovres, og Eiderens Sønner,
Hævder bestandig Codaniens Viis!
Midt i Paris
Holder i Priis
Stedse den nordiske Dyd, som forskiønner
Musernes Frugt
Med Chariternes Tugt.

Sædelig Friehed og Fædrelands Minde
Udmærke stedse nærværende Lag!
Broderlig Mag
Skiærme dets Sag!
Fredens i Danmark tilbedte Gudinde
Signe dets Iid,
Og belønne dets Fliid!

Tænksomhed, Venskab, og ædlere Glæder
Herske der hiemme bestandig som her!
Og, som i Nord,
Her ved vort Bord
Lyde til Dannemarks Styreres Hæder
Midt i Paris
Vor Lyksaligheds Priis!