Min elskede – (bliv ikke bange!
I Vers, især i dem, som er lidt lange,
Der kommer tidt en Parenthes,
Hvoraf den hele Mening først kan sees) –
Min elskede, som sagt — (nei! bryd ei ud i Latter!
Hør med Taalmodighed Begyndelsen dog ud
Af Verset, som tør blive got, vil Gud) –
Min elskede Herr Vens livsaligsøde Datter!
Tillad, at jeg paa denne Foraarsdag,
Da Skiønhed selv blev fød i Deres anden Moder,
Og Elskovsguden her, den skiønneste blandt Poder,
Et Ønske bringer Dem i den mig egne Smag
(Den muntre nemlig og den parenthetiske),
Der synes mig, naar man i Vers
Med dit og dat vil bryde overtvers,
Den artigste, om ei den mest poetiske!

Det dit og dat, min elskede – (De veed
Nu eengang Resten af Titulaturen) –
Hvorom jeg vilde give Dem Beskeed,
Er netop noget af det beste i Naturen,
Om ei det allerbeste: Kiærlighed.
Bliv nu igien ei bange! – Kiærligheden,
Jeg taler om, er uden Fare, frie
For al slags Heftighed og Raserie,
Ja selv for mindste Jalousie,
Og anden slem Melankolie –
Min Kiærlighed er, saa at sige, næsten
Aldeles modsat den, der kaldes saa af Præsten –
Skiøndt den er derfor ingenlunde Had;
Den nemlig târ med meget lidt til Takke,
Har Støvler paa, gaaer i en simpel Frakke –
Er egentlig et Barn, og bær sig ad
Ret som den lille Broer, naar han faaer Mad.
Skiøndt jeg er bleven stor i ydre Vexten,
Indvortes er jeg bleven, som jeg var
Paa Skiødet af min Moer og Knæet af min Fâr.
Men nu, min elskede – (De veed nu selv) – til Texten!

Mit Ønske nemlig er paa denne Fødselsdag,
At Kiærligheden mellem os en Sag
Af noget større Vigtighed maa blive
End den, jeg her i Hast Dem kan beskrive –
Og at der virkelig maa komme noget ud
Af Brudevielsen i Fior, hvis Følge
Jeg ikke kan og ikke vil fordølge,
Mig giør en Smule Hovedbrud –
Thi Følgen var – at en høibaaren Junker,
Baron, og Ridder, og hvad veed jeg? maaskee meer –
Med femten, sexten Ahner, eller fleer –
Der venteligen og har flere Grunker
Og færre Koner, end jeg har – fik – om
Just ikke Ja – saa dog ei Nei – og som
Jeg ei, som sagt, min Line kan fordølge,
Mig syntes en ret selsom Følge.
Jeg meget bedre lide gad,
At denne Vielse til Følge maatte have
Lidt overgivent (om just ikke reent af lave),
Lidt snurrigt, kiælent, hvad man kalder Mad
For Maans, imellem os, kort sagt: jeg veed ei hvad.

Tidt skeer det rigtig nok, naar man skal sige sanden,
At man blir viet til een, og târ en anden –
Men det er Givtermaal derefter saa –
Hvad bindes blot af Præster nuomstunder,
Der spille paa Fiol, er lidt at stole paa.
Hvis sligt et verdsligt Baand kan brydes som et Straa,
Ved første Leilighed, er intet Under;
Men Baand, som bindes ved en Moders Haand,
Saa got som næsten af den Helligaand,
Dog burde, synes mig, en smule længer holde,
Særdeles Frøkener, der er lidt kolde,
Og som dem gierne lade binde med
Den alleryderste Forsigtighed.
Jeg regnede just paa, du hulde,
Tak skee den overmaade store Kulde,
At Baandet, som os bandt saa kiøligt fast,
Dog i det allermindste vilde holde,
Til Isen overalt i Beltet brast.

Det være, som det vil – Baand, heede eller kolde,
Ja løse, brustne selv, er altid Baand!
Din Haand – (jeg siger du til alle Mine)
Din Haand, min lille, søde, kolde Line,
Blev eengang knyttet i min Haand
Høitidelig, ved selv din Moders Ægtevien:
Givt dig engang, ved Hielp af Præst, med hvem du vil!
Mig plager aldrig Jalousien
(Der er for meget kiedsomt i'en) –
Mig hører du eengang for alle til –
I det Slags Givtermaal og Ægteskab at sige,
Der blot bestaaer i Spøg, og Sang, og Digt,
Og Kys paa Haand, og Kys paa Mund, og sligt,
Som i en Juleleeg forskrækker ingen Pige –
Som ingen Klosterjomfru giør Fortred –
Og ingen Landsbyfrøken rødmer ved –
Og som i al Uskyldighed
Selv Engle lege med hver Søndag i Guds Rige.

Mit Brudgom-Ønskes Slutning er:
Lyksalig som livsalig vær
I denne Vaar og mange mange fleere!
Givt eller ugivt hav bestandig kiær
Den Sanger, som dig nynned dette her,
Og som dig snart vil nynne noget meere.