Gjet, Elskede! hvorom din Elsker beder,
Naar Morgenrøden vækker alt igien,
Naar Rosen, aabnende sin Barm, udspreder
Sin søde Duft om din henrykte Ven!
At du maa vaagne mild og glad, Seline!
Og munter føle Vaarens hele Lyst,
At Dagens første Smil maa møde dine,
Og fylde med elysisk Fryd dit Bryst.
Naar Middagssolens lige Straaler stræbe
At giennembryde Skovens tætte Løv,
Naar Tørken binder matte Hyrdes Læbe,
Og Zephir boltrer sig i Blomster-Støv,
Da sidder jeg i Lundens svale Skygge,
Og beder, at en kiølig Vestenvind
Med Ambra-Vingers Duften maa betrygge
Mod Solens Blik din hvide Barm og Kind.
Naar Aftenrødens Purpur farver Dalen,
Hvor, tænkende paa dig, din Elsker gaaer,
Og minder sig dit Smil, mens Nattergalen
Mig minder om din Sang, i det den slaaer;
Da beder jeg, o! vidste du, Seline!
Hvor varmt, hvor inderligt, hvor tidt jeg bad:
Gid munter, mild og blid, som Erycine
Du smile, stedse lykkelig og glad!
Gid ingen Storm, gid intet Vift af Kummer
Forstyrre dine Dages stille Fred!
Til du, som qvæget af en rolig Slummer
Opvaagner smilende paa Lethes Bred!
Naar Skovens muntre Chores Melodier
Forstumme, naar min Rose lukker sig,
Naar slumrende den hele Skabning tier,
Og Maanens blege Glands omskimrer mig,
O! da, mens Dal og Skov og Alting hviler,
Er jeg i Tanken, Elskede! hos dig,
Og seer, hvor yndigslumrende du smiler,
Den skiønne Kierligheds Gudinde lig;
Og sværmende blandt Aftnens Yndigheder,
Begeistret af den milde Cynthia
Jeg knæler for dit Billed, og tilbeder
Den Himmel, hvor du smilende kom fra.
Og, hævet af min Længsels Tryllerier,
Jeg op i Sphærers Chore svinger mig,
Og hører dig i deres Harmonier,
Og i hver salig Glands jeg øiner dig.
Jeg vandrer rundt i Himlen og fremtræder,
Løst i din Kierlighed af Støvets Baand,
Paa Roser mellem evig unge Glæder
Fra et til andet Eden ved din Haand;
Og glemmer Støvets usle Frygt herneden,
Og nærmer mig til ham, som skabte mig,
Og beder blot, at giennem Evigheden
Jeg Haand i Haand maa stedse følge dig.