Jeg Alderdommens Sphinx, som her paa Dansk fremtriner,
Med gordisk knyttet Haand, paa alexandrisk Fod,
Udfordrende hver Kløgt, som gjør oedipske Miner,
At nævne mig mit Navn, og sige mig min Rod -

Jeg trefold haarde Nød, som Paaskøes Fjeldfigurer,
Tschilminars Runeskrivt, og Moses Hvilested,
Vor Sølvmynts Smuthul selv, og Dagens Konjunkturer,
Er lutter Smørrebrød, i Knæk, at ligne med -

Jeg Gaadernes Fugl-Rok, mod hvilken, nok saa broget,
Vor store Digters Ham er liig en simpel Gaas,
Og fra hvis Ragnamørk selv Ragnarokur-Sproget
Er længer end et Pyt sa' Peer fra — Hallingsaas:

Jeg vil betegne mig paa hver en muelig Maade;
Jeg vil forklare mig paa hver forstaaelig Viis;
Og dog udsætter jeg for den, som mig kan raade,
Og nævne mig ved Navn en fast uhyre Priis -

Den Priis at sige, der, saa vidt jeg troer og skjønner,
Maa være hvert Genie tigange mere kjer,
End hvilken Priis som helst, hvormed en Fyrste lønner:
Dets egen nemlig, naar det seer, hvor stort det er.

Jeg vil angive mig, og hvad jeg var, og bliver,
I hver Betydning selv, og i enhver Gestalt;
Og mens jeg, hvad jeg er, omstændelig beskriver,
Fremvise løst og fast mit Væsens Eet og Alt.

Dog maa man ikke troe, paa første bedste Vinken,
Saa let det synes og, at kunne gjætte mig!
Mit alt for klare Lys er Lygtemandens Blinken:
Det fører i en Sump, hvis man ei varer sig.

Jeg fanges sikkert ej, hvis ikke hundredarmig
Et Hundredøjes Klygt omslynger min Gestalt;
Selv dette gjør det ej, thi naar man troer, man har mig,
Har man min Skygge blot, og jeg er svundet alt.

Jeg var før Verden var (saavidt man nu ved samme
Lidt meer end blot Natur og blot Idee forstaaer)
Som Livets Moder, og, som siden Livets Amme,
Der neppe bliver gold, før Tiden selv forgaaer.

Eet af de ældste Folk tilbad mig som Gudinde,
(Forstaae: blandt ældre Folk, som Noget vides om)
Og selv for noget meer end ganske simpel Qvinde,
Blev jeg af mange holdt i Grækenland og Rom.

Dengang jeg løb omkring paa, troer jeg, halve Jorden
Fra Faer og Moer, og Slægt, og uden min Gemal,
Jeg veed ej selv hvor langt, mod Syden og mod Norden
I et Slags Raserie, og, reent ud sagt, lidt gal.

Da hen i Taaget, ak! engang jeg rendte, gleed jeg,
Hvad hændes kan, desværr! den beste Piges Fod;
Jeg var uskyldig dog, saa got som Barn, det veed jeg;
Thi man den samme Dag mig vaccinere lod.

Jeg tabte Næse, Mund, og andre Ting som zire,
Ved dette Fodens Glid, min Vildskabs bittre Løn;
Og da jeg rejste mig, begloet, paa mine Fire,
Af næsten hundred Blik, saa stod jeg da en kjøn.

Jeg ej beskrive kan, hvad dette Fald mig voldte
For Jammer, skjønt jeg dog, trods Tab af mangen Pryd,
Af Smil og Rødme selv, det vigtigste beholdte,
Min Skjønhed, nemlig, og min egentlige Dyd.

Jeg misted næsten alt hvad miste kan i Live
Den velopdragne Møe, saasnart hun bliver givt:
Hvert dyrket Kunsttalent — kun ikke det at skrive -
Den Dag i Dag endnu man læse kan min Skrift.

Det intet Under var, jeg skrev kun Elegier
I det nuværende nordvestlige Tyrkie;
Men at jeg just skrev Dansk, endogsaa til min Frier,
Mig synes selv endnu, som et Slags Hexerie.

Den Klo, jeg nemlig skrev saa mystisk der i Sandet,
Skjøndt baade Nej og Ja betegnet paa en Prik,
For Danske sagde dog aldeles intet andet,
End hvad paa Dansk endnu vil sige visse Nik.

Fra den Tid blev min Skrift endog i Talen Mode,
Som Sorgens ikke blot, men selv som Glædens Tolk;
Og de bekjendte Træk, Najaderne forstode,
Forstaaes den Dag i Dag af ganske tørre Folk.

Nu troer man udentvivl, mig alt at have gjættet,
Fordi man seer min Klo, som i et slebent Speil;
Nu troer man vundet alt den Priis jeg har forjættet -
Men naar man tidlig troer, saa troer man gjerne feil.

Hvordan forklarer man, at jeg blev nævnt og skrevet
I Grækenland og Rom med et forskjelligt Navn?
At jeg af Jøder selv er meget dyrket blevet,
Og kjendt af hver Matros endog paa Christianshavn?

Hvordan forener man med alt, vel overveiet,
At mit fuldkomne Tegn endnu i dette Aar,
Trods alle danske Nik, trods Jaet og trods Neiet,
Af lige Linier og lige Træk bestaaer?

Hvordan begriber man, at, hvis jeg havde skrevet
Paa Græsk, og ej paa Dansk, min Karakteristik,
Selv af min Fader ej var ret forstaaet blevet
Det Klagebrev, hvori han alt at vide fik?

Hvorledes rimer man med sit Begreb om Sagen,
At man paa svensk og tydsk, paa engelsk og paa fransk
Kan rime paa mit Navn? og at ei blot om Dagen,
Men selv om Natten man kan høre det paa dansk?

Hvorledes passer sig til det, man har i Tanker,
At Tungens Standsen er min Guddoms store Bud?
At synlig jeg endnu omkring paa Jorden vanker?
Og at i China jeg er alle Guders Gud?

Hvordan forklarer man, ifald jeg var en Qvinde,
At man i gamle Rom min Titel gav en Mand?
Nej! Dagens Oedipus, mit rette Navn at finde,
Dertil er nødig meer, end dens og din Forstand!

Vel er jeg, hvad jeg var; og vel er paa en Maade,
Mit Billed, hvad en Blind af disse Vink alt seer;
Jeg er formodentlig, hvad man har troet at raade,
Men det er ikke nok; thi jeg er meget meer.

Jeg vandrer nemlig om i to bekjendte Dragter,
I Kobber, og paa Tryk, og i hver Skriverbog;
Og skjøndt med gamle snart, og snart med nye Fagter,
Forstaaer man min Mimik i hver Europas Krog.

Af tvende sammensat er hver af mine Masker;
Af tvende Stavelser bestaaer mit Maske-Navn,
Skjøndt i en eneste man det tilsammenjasker
I London og Paris, i Wien og Kjøbenhavn.

Min første Tvegestalt er dobbelt i det Hele,
Hvis Hoved og hvis Stjert bestandig ligne sig;
Og da dens Alt bestaaer af homogene Deele,
Hvordan man vender den, sig selv bestandig lig.

Min anden Tvilling-Form er deelt i tvende Parter,
Hvoraf den eenes For er mod den andens Bag;
Som Menneskets, dens Slægt bestaaer af to Slags Arter,
Og, vender man den om, det er som Nat og Dag.

I begge Dragter er og blir jeg dog den samme,
Naar man mit Væsen blot betragter lidt abstrakt;
Et Billed Billed er, og selv i Glas og Ramme -
En Flekkesild er Sild, uagtet den er flakt.

Af Grækers En kai Pan et Kontrafey jeg skjænker,
Naturens, Verdens, Alts, og Menneskets Symbol,
Og for den Vises Aand, der grundig eftertænker,
Af Himlens Herre selv — og ikke blot hans Stol.

Nu er man udentvivl igjen i Vilderede?
Som sagt, man løber ei saa lige just dertil!
Og bliver man kun ved, med Sindighed at lede,
Saa bliver Alvor snart, hvad syntes blot et Spil.

Jo meer du grubler, og jo dybere du grunder,
Du, som vist troede nys, at have faaet mig fat,
Jo mere mørk og tyk blir Taagen i mit Under -
Kom! jeg vil hjelpe dig! Læg bort din Stok og Hat!

Tænd Lampen i din Krog, kald paa Minervas Ugle!
Tag Pen og Blækhorn frem, og selv dit Timeglas!
Stil Teleskopet op ved Siden af din Kugle!
Hent Alen, Lineal, og Vægtskaal, og Kompas!

Studeer, regn ud, og maal, fra Syden og til Norden,
Fra Solens Op til Ned, fra Nadir til Zenith,
Eet, Alt, og Intet selv i Himlen og paa Jorden!
Du kommer vel mig nær, men er dog lige vidt.

Rend efter Næsen, i Magnetens Spor mod Polen,
I lige Linie mod Punkten i dit Maal!
Drej dig derom i Kreds, som Jorden omkring Solen,
Som Kant om Tingen selv, og Kat om heede Kaal!

Kom mødig hjem igjen, og læg dig hos din Kone,
Og søg i Søvne blindt hvad undgik vaagen Sorg:
Drøm om en Han og Hun, om Kongespiir og Krone!
Om Drengen ved sit Hjul paa Lykkens Lottenborg!

See Bos og Kegle ned ad Bakkens Bane glide!
See her en Hale lang, og hist en Mule rund,
See Vesterbroes Pierrot ved Bagerovnens Side!
Ja see hans Næse selv ved Siden af hans Mund!

See, hvad man underligt i Drømme kan opleve!
See Vinkel med to Horn, og Molbæk med et Skjold,
Hin langs ad Hekkenfjeld, den rundt om Bloksbjerg svæve,
Mens baade Svands og Gump gaae Pokkeren i Vold!

See med et Tøndebaand et Kosteskaft at stride,
Hvem der vel kommer først til Hippokrenes Tud?
See Jespers Skrædderbeen ved Mettes Strømpes Side,
Og see Per Eriksen ved Siden af hans Brud!

See Niniviternes Satyrikus, som gjorde
Sig overalt forhadt ved baggesensk Kritik,
Selv for en Tønde Salt i Storm slængt over Borde,
See den Helenas Bug, hvori sin Løn han fik!

See (hvad i Drømme sees, er altid ligt en Gaade)
Den fængslede spyet ud igjen engang endnu,
En Tydsker vride ham, for at faae bort det Vaade,
En gammel Karklud lig, til den gaaer reent itu:

See paa det Tørre da Propheten Prophetinde,
Der ikke mere spaaer, men spaaes af en Prophet,
Et Slags Hermophrodit og Hermophroditinde,
Lig hver en Han og Hun i hvert et Alphabet;

See ham, forvandlet, nu saa langt fra Spydigheder,
Saa spag, saa mild, saa from, saa frie for Braad og Piil,
Som nogen Hvermandsven, der dus med Povl og Peder,
Til alting siger Ja med evigt Bifaldssmil!

Naar du har seet det alt, saa længe dig behager,
Vend dig i Sengen om paa Venstre mod din Væg:
Bliv Tragiker med eet, drøm gyselige Sager!
See Basiliskens Braad pikt ud af Hanens Æg!

Med Kjep og Pose see Moer Hel gaae om at tigge!
See Kjeppen drikke Vand, og Posen æde Høe!
See Midgardsslangen staae, og Midgardsormen ligge,
Som Johan Evalds J, og Øehlenschlägers Ø!

See begges Baldere, hin mavre med hin feede,
Hin med den store Pind, hin med det store Hul,
Halvguder begge to, den første lidt vel rede
Med Gudens Tankestreg, den anden med dens Null!

Sku Scenens runde Taarn, højt over Evalds Kjelder,
Af norsk og saxisk Leer opmuret inden i,
Tieckspækket udenpaa, behængt med alskens Bjelder,
Som der er stundom Klang af Göthes Klokker i -

Sku dette fyldt med Blod, som Blækhorn for dig stande!
Men see derhos den fast uendelige Pen,
Der, dypt, fra Bunden naaer til Helteslagtrens Pande,
Det er, fra Jordens Bag til for paa Himmelen!

Betydningsfulde Syn! hvis det din Aand ej bringer
Paa Spor, saa nytter lidt din Leden, frygter jeg,
Om Melpomene selv i Drømme gav dig Vinger
Til Mørkets sidste Null og Lysets sidste Streg!

Hold altsaa, hvis du kan, paa Scenen op, at sove;
Gnid Øjet, og forjag det hele Drømmerie!
Drik dig en dygtig Ruus — det Middel mange love,
Som meer probat endnu til dyb Philosophie!

Gransk, prøv, og slut ej meer, som andre gamle Narre,
Med Stirren for og bag, og Tvivlen rundten om,
Spænd Perialens Hest for Fantasiens Karre,
Og kjør i fuld Galop den næste Vej til Dom -

Døm nemlig, som du vil! Sæt Fichte-Schellings Lære:
Sæt Jeg og ikke Jeg! sæt kun Polaritet!
Sæt, hvad vor Herre veed! sæt alt, hvad det skal være,
Med Galvanisme blot og Elektricitet!

Træk Tidens Buxer af, fank Skjørtet op paa Rummet!
Drag Friheds Sværdet mod Nødvendighedens Skjold!
Spil Evighedens Spil aldeles uforblummet,
Med hint, som Boldtetræ, med dette som din Bold!

Naar du har spilt dig træt, forflyd i Alheds Sphære,
Og lad dig ligge hos af Eenhed i dig selv!
Lad Minus vorde Plus, og neden oven være,
Mens af et Ocean du atter blier en Elv!

Jeg frygter dog din Ruus dig lidet meer vil nytte,
End selv din simple Sands, din Grublen, og din Drøm;
Jeg derfor mere nær din Gjætten mig vil flytte -
Og, naar jeg alle Vink har givet dig, saa døm!