Min Røst var svag, min Sang var mat,
Og Strængen zittred som mit Hierte;
Thi Lyn kun lysned Skialdens Nat,
Og ingen Muse Greb mig lærte;
Jeg sukked i forspildte Klager
Ved Pindi tidselkrandste Fod;
I Kamp mod alle Livets Plager
Udtømtes endelig mit Mod.

De fore mig engang forbi
De hulde Heliconiader.
Hvor, Himmelske! henflygter I?
Saa raabte Digtekunstens Fader.
Vi flygte hen til Herthas Dale,
Saa svarte de forfulgte Ni,
Farvel, Parnas! Farvel, Castale!
Til Danmarks Paphos ile vi.

Da skimtede den tause Skald
Et Glimt af Haab til Held i Sange;
Da følte han sit ædle Kald,
Og fandt sig dansk og mindre bange:
Med alle Muser vil jeg ile
Til Musers danske Tempel hen;
Jeg der vil see Lovise smile;
Og Harpen lyde skal igien.

Hvor glædedrukken saae min Aand
Gudinderne Lovise krandse,
Og Gratierne, Haand i Haand,
Omkring vor Erycine dandse!
En Ild som ingen Ord kan nævne,
Meer end Apollos Straalers Lyn;
Fornyet Ild i hver en Evne
Besiælte mig ved dette Syn.

Men du, hvis Skiønhed, Aand og Ild
Med ingen Skye sin Glands omhylled,
Hvis himmelblide lyse Smil
Til Danmark alle Muser trylled!
O! tør blandt Landets Millioner,
Som kappes at tilbede dig,
Den frelste Sangers glade Toner
Dit Tempels Alter nærme sig?