Nu, man veed min Skiæbne nær, gienlyde
Helhiems Hvelvinger af Jubellatter;
Og, skiøndt hvad mig martrer, ingen fatter,
Harpe-Fieldets Puslinger sig fryde.

Lad din Grusomhed dig ei fortryde,
Gevars hidtil ubemærkte Datter
Som Veninde, Loke nu dig skatter,
Selv hans Sønner dig Beundring yde.

Alle kildrer troldelig, og morer:
At det Hierte, Flammen skal fortære,
Først med Spydet koldt du giennemborer.
Balder falder — Fromhed gaaer til Grunde -
Lov og Tak og Priis og evig Ære
Nu vil strømme dig fra tusind Munde.