Fra mit Breidabliks den lyse Bue
Steg jeg ned, trods Skyerne, hvis Torden
Rundt i natligt Mulm indhyldte Jorden,
Uden for dens Spøgelser at grue -

For med Flammen, som jeg gav til Skue,
Paa de Freias Altre her i Norden,
Hvor den selv i Digt var udslukt vorden,
At gientænde Kiærlighedens Lue.

For mit Offer eene jeg begiærte
Bifaldssmilet af den Rene, Hulde,
Som jeg helligede Sangens Flammer.
Ak! selv hun med Dødens hele Kulde
Viser Hødur Veien til mit Hierte,
Som ved hendes Hielp han eene rammer.