Den lyse Dagens Konge gled
Igiennem gyldne Purpurskyer
Sødt smilende bag Skoven ned.
I hist og her adspredte Byer
Lød Aftenklokkens dunkle Lyd;
Og Nattergalens første Toner
Indbød fra mørke Bøges Kroner
Naturen til en stille Fryd.
Ved Dammens Bred hvor Vestenvinde
Paa Bølgers rullende Krystal
Fra Floras Døttre Kysse stjal,
Sad, skiøn som Kiærligheds Gudinde,
Da nyfødt hun paa Cyprens Bred
Sprang op i al sin Herlighed,
Vor Emma. Smilende Violer
Omringede den spæde Fod;
Og Zephir Bækkens Sølv forlod -
Og Solen sænked sine Straaler -
Og Sangerinderne fløi ned
Fra Træernes forgyldte Toppe -
Og Stiernerne brød frem deroppe:
At skue hendes Yndighed.
Som Cynthia høitidelig
Til kiælen Vellyst Siælen vinker,
Endymion! naar efter dig
Hun giennem sølvgraa Skyer blinker
I al sin melankolske Pragt,
Sad hun i lette hvide Dragt,
Som spøgende med Zephir glemte
Den Vagt, hvortil man den bestemte,
Paa Blomsterbænken, hvor en Hær
Af Roser, Liljer og Violer
Henfalmede den Skiønne nær,
Som Stiernerne ved Lunas Straaler.

Med tunge Trin og mørke Blik,
Omspændt af haabløs Elskovs Smerte,
Vor Eginhart i Haven gik,
Hvis stille Fryd hans Kummer nærte:
„Synk, skiønne Sol! for evig ned
I Vesterhavets fierne Bølger!
Spild ikke meer din Herlighed
Paa mig, som Skræk og Død forfølger!
Skiul, Luna, skiul dit skiønne Smiil
Bag mørke tordensvangre Skyer!
Du, hende liig, min Længsels Ild
Med mordrisk Tryllerie fornyer!
Tie med din søde Melodie,
Du Lundens kiælne Sangerinde!
Tie Zephir! — hele Skabning tie!
Hvert Spor af Lys og Liv forsvinde!
Tag, Ekko, sørgelig igien
De klagelige Suk, du lærte
Af Livets Fiende, Dødens Ven -
Og skiælv, Natur! som dette Hierte!"

Saa lød den sørgelige Lyd
Af vexelviis afbrudte Klager;
Da pludselig — o! Skræk! — o! Fryd!
Hans Øie Emma hist opdager.
„Vel!" — raaber han — „det er forbi!
Jeg vil min Dom af hende høre!
Og hendes Stemmes Melodie
Min Dødsdom selv skal liflig gjøre!
Min Qval kan ikke voxe meer!
Og — om endog en ny jeg lærte -
Mig ingen Qval kan qvæle meer;
Kun eengang brister dette Hierte!

Han nærmer sig — og strax igien
Han, som af Lynet truffen, standser -
Men Frygten dræbes af hans Sandser,
Og lynsnar iler han derhen -
Og neppe hendes Blik han møder,
Før han er alt for hendes Fødder.

„Min Dom, Tilbedede! min Død;
„Jeg elsker dig! jeg døer! jeg brænder!
O! fik jeg den af dine Hænder,
Hvor blev da Døden selv mig sød!
O! lad mig høre denne Røst,
Som tryller mig, idet den dræber,
Den salige, den sidste Trøst
At høre den af dine Læber!
Straf, dræb mig! men vær ikke vred!
Fordi jeg saae den ædle, høie
Den Glands af Guddom i dit Øie,
Og hele Himlens Salighed,
Fordi jeg voved, dig at kiende,
For dig at leve, lide, brænde,
Og trylles sødt af Guders Lyst
I Drøm om Døden ved dit Bryst!
Jeg saae Naturens Smile døde,
Naar du var mørk, og Himmelen
I al sin lyse Glands igien,
Naar du var blid — det er min Brøde.
Men er det Brøde, dig at skue,
Og i sin Vellyst tabe sig -
Gud, saa er det og syndig Lue,
At elske og tilbede dig!" -
Et Suk, i hvilket Siælen stræbte
Til hendes hen at følge med,
De sidste Ord paa Læben dræbte;
Og Taarer kom i deres Sted,
Og Meningen deraf fuldførte.

Forvirret, bange, rød som Blod,
Prindsessen hele Talen hørte,
Og meget lidt deraf forstod.
Slet skildrer Tungen vore Qvaler:
Et Suk, en Taare bedre taler,
I dem strax Hiertet Mening seer;
Hiin svækker, eller overdriver;
Men disses sande Sprog henriver -
Af det forstod hun meget meer.

Af ukiendt Ild og Skræk og Glæde
Skialv hele hendes skiønne Krop:
„Lev, Eginhart! Hold op at græde -
Jeg ellers græder med — hold op!
Fat Mod! (saa lød fra hendes Læber
Den søde frygtelige Dom)
„Er jeg saa skræksom, at jeg dræber,
Endogsaa naar jeg siger: kom! -
Kom, Eginhart! her ved min Side ,
Og ingenlunde ved min Fod,
Kom lad mig, som Veninde, vide,
Hvad jeg har giort min Ven imod!"

Saa vækkes op til uvant Glæde
En Fange, langt fra Dag slængt hen
I Hulen ene med sin Kiæde,
Udløst ved kiekke kiendte Ven,
Som Eginhart, af Dødens Slummer
Vakt op af denne søde Lyd,
Forglemte hvert et Spor af Kummer
I tifold salig Himmelfryd.

Tænk du, som kiender Elskovs Smerte,
Som veed, hvad Elskovs Himmel er,
Som har ei Hierne blot, men Hierte,
Dig ind i dette Optrin her!
Siig, ønsked ei din Hevn at knuse,
Beskyttende Naturens Ret,
Den Daare, hvis forvovne Muse
Sig understod, at synge det?

Den fulde Forsmag paa en Himmel
Den Lykkelige henrykt nød,
I alle Salighedens Vrimmel,
Med denne Cypris paa sit Skiød,
Mens Munden paa den Skiønnes Læber
Indsuede de Kys, hvori
Cytheres bedste Nectar klæber
Med sødt berusende Magie,
Og, trykket tæt i hendes Arme
Til hendes halvbedækte Bryst,
Hans Hierte, fyldt med Elskovs Varme,
Udvidedes til Guders Lyst,
For ukiendt Vellyst at fornemme,
Naar hendes heftig mod det slog,
Og i sin Glædes Ruus at glemme
Hvert Suk, det før i Smerte drog -
Til denne Himmels underlige,
Ufattelige, søde Fryd,
For hvilken alle Glæder vige,
Har ingen Harpes Strænge Lyd.

Natur! din Helligdom forlanger,
Som Isis, Taushed af sin Ven;
Til Lethe med den usle Sanger,
Som vover at afsløre den!