Lyksalighed, min Strøm! trods hver Moral-Pedant,
Fra Zeno til den ellers viise Kant,
Er Maalet, hvortil selv en Dydig sigter;
Og Ingen lever blot af strænge Pligter.
Til Glæde skabte Livet Godheds Gud;
Og: Nyd dets Vellyst! var hans første Bud.
Han skrev det dybt, med Ønsket, i vort Hierte,
Og paa vor vilde, tornefulde Vei
Fremblomstred Haabets Rose, midt i Smerte,
Ved Siden af Erindrings: Glem mig ei.

Adlyd det, Ven! og smag, hvad her i Livet
Til Forsmag af en Himmels Salighed
Os blev af Glædens milde Skaber givet!
Dands over Alper hiem i mine Fjed!
Forglem i Guds og i Naturens Skuen
Den endnu fierne Skiæbnes mørke Truen!
Og glem i Guds og i Naturens Skiød
Hver forudseet, og hver en svunden Nød!
Vind paa Din Reise, hvad Din Ven har vundet:
Tilfredshed, Haab, og i et trofast Bryst
Erindring af hver Himmels tabte Lyst!
Bind alt til Dig, af intet ganske bundet!
Omfavn i hver en ædel Mand Din Ven!
Skue, føl, og syng, trods Modgangs Stormes Larme,
Den hellig-høie, skiønne, frie
Forunderlige Livets Harmonie,
Som fylder Jorden i dens Skabers Arme!
Glem hver en Sorg! slaae hver Bekymring hen!
Vær elsket! elsk, og elsk, og elsk igien!
Skue hver en Sol, mig selv er her oprunden,
Og hvert et Blomst, som her mig viiste sig!
Smag hver en Fryd, jeg selv har paa min Vandring funden!
Men følg, for varigen at vorde lykkelig,
Den Lov, jeg gav mig selv, den Lov, som frelste mig:
„Drik intet Glædens Bæger ud til Bunden!"