Walther von der Vogelweide
Døde; det er længe siden.
Stor og Liden
Yder ham nu fuld Respekt;
Men man gransker ej hans Vægt,
Ej hans Tale, Gang og Færden;
Hvad han dengang var for Verden,
Er han ej for Verden mer.
Hvad han sang, det har man gemt; -
Walther v. d. Vogelweide
Sang om Verdens lyse Have;
Hvad han bøded, har man glemt: -
Walther v. d. Vogelweide
Bøded, med sig selv i Fejde,
For sin dyre Sangergave -
Ellers var hans Sange glemt.