Vug, o Vove, med varsom Haand
Baaden, hvori vi glider,
Stryg den, Strømme, med kælen Haand
Over de buttede Sider;
Kunde jeg selv Klappe den Glut,
Som sidder paa Toften og nynner,
Over Kindernes Hvælv
Blot en flygtig Minut,
Jeg arme, forelskede Synder:
O da skulde min Stemmes Klang
Vække al Vellyd, som slumrer i Skoven,
Smeltende hen i en Kærlighedssang
Med Nymfen, med Ekko paa Skrænten ved Strandkildevoven.

Flyt Dig, Fagre, foruden Frygt
Hen ved din Sangers Side;
Dig har min daglige Længsel søgt,
Fulgt Dig paa Gang under Lide.
Er ej Du selv Ramt af den Gud,
Som gav mig de sejrende Kræfter?
Ak, Barmens Hvælv,
Som vider sig ud
Under Sukket, mit Udsagn bekræfter.
Kom da, jeg klapper min hvide Hind;
Sænk kun dit Hoved, jeg skygger det over
Med Kappen, mens Stjernen tamder sit Skin
Og Frygten er flygtet med Sol og Undseelsen sover.

Nyd da Nat, hvad, for Nuet skabt,
Glemmer de flygtende Timer;
Tag de to, i din Tryghed tabt,
Til Daggryets Klokke kimer.
Skjul dem, til selv,
Vakt ved det Gys,
Som sitrer i Morgenstunden,
Imod Himlens Hvælv,
Mod det staalblanke Lys
De stirrer, blænded' fra Blunden.
End er de trygge, langs Skovsøens Rand
Hviler i Morgnen den blege Dryade.
Saa vaagner Ekko og melder paa Stand,
At Natten er endt, at Diana med Følge vil bade.