Vi vil ej, sorte Præst, din Torden høre;
Banstraalen blev for misbrugt i din Haand! -
Men heller ej vil ravende vi køre
Af Sted foruden nogen Tøjlers Baand;
Kan Du paa Farten føre os, velan:
Kom, Præst! det er ej Kjolen, som os skrækker,
Men Du maa staa for Fronten som en Mand, -
En »gejstlig« søges ej i vore Rækker.

O her er Tørst langt mer end I kan ane,
Som ordineres og som søge Kald,
Tørst mod en Gud at skrive paa vor Fane,
At skærme os mod Vejens Fejl og Fald;
Den halve Verden vil ej mer' Mirakler,
Den søger i Moralen sig en Gud, -
Den anden Hælvt er eders, men den vakler
Og holdes kun ved Skole-Frygtens Bud.

Hvem mægler os imellem? hvor er Manden?
Vi ser ham saare, saare sjældent kun;
Med Haan og Had vi skæve til hinanden,
Om Næven ikke bruges, bruges Mund.
I træller under Hykleriets Svøbe,
Den fugtler Eder, saa det har en Skik;
Vi, i vor Frihed, vil snart Faren løbe
At blive Slaver under vor Kritik.

Vi huler alting ud, indtil vi ligger
Foruden mindste Las paa Jorden haard,
I lister Eder stedse som en Tigger
Til Eders Paver i Canossas Gaard.
O Gud, og dog er Verden rig og stor,
Og der er Stjerner over Himlens Bue,
Og Stolthed, Frihed, Kærlighed paa Jord,
Saa længe blot ét Hjerte varmt kan lue.

Kom, Hjerte, da! lad lyde dine Toner,
Se Dig i Verden under Sange om,
Lad dem kun spotvis kaldes Illusioner:
Tilbage Spotten gaar, hvorfra den kom.
Ej Frelsen kommer ved en Psalmebog,
Ved Mikroskopet kommer den ej heller; -
Der bor en Frelsens Kraft i Hjertets Sprog:
Det er Tilegnelsen heraf det gælder.