Vi stod i det lille katolske Kapel
— Jeg husker den Aften saa nøje -
Og sortklædte Kvinder paa Skamler vi saa'
Knæ for en Verdensmagt bøje.

Ad brogede Ruder det døende Skær
Af Dagen brødes med Kærten
Paa Altrets Bord, hvor Madonna græd
Tyst under Verdenssmerten.

Ja denne Madonna stirred jeg paa
Dér bag Alterets Kærte:
Jeg syntes, at Døden var ingenting
Tæt mod en Kvindes Hjerte.

Og havde jeg Synd mod min Vilje gjort -
Jeg syntes, før Styrken forlod mig,
Hun vilde for mig i Forbøn gaa
Hos dem, der ikke forstod mig!

Saa vandred vi ud af det lille Kapel
— Jeg husker det, o saa nøje -
Vi læste en Fred fra en stille Bøn
Dybt i hinandens Øje.