Vi lo jo før saa længe,
Og spandt paa Glædens Traad,
Nu kan vi sagtens trænge
En Smule til Graad;
Naar Graaden saa er standset,
Saa gaar vi ud og ser
Paa Stedet, hvor vi dansed;
Der danser vi ej mer.

Der sætter vi os stille
I Skyggen paa en Bænk,
Hvor Solens Straaler spille
Med tavlede Stænk.
At sidde selv i Skyggen
Og se, hvor Solen ler,
At glæde os ved Lykken,
Som var. Hvad vil vi mer?

Foroven skærmer Løvet
Mod altfor megen Sol,
Forneden tegner Støvet
En lysblomstret Kjol!
I Kjolen har Du danset,
Paa Blomsten har Du grædt;
Men Leg og Graad er standset,
Nu er mit Hjerte let.