Det blaaner over de flade,
Bevægelige Laguner;
I Sandet skriver de tavse
Strømme sælsomme Runer.

Hvor Alarik maatte standse,
Og Attila ikke kom over,
Befarer nu Lokomotivet
De sagte mumlende Vover.

Vandgræsset ligger dernede
Som en Fisk med uhyre Finne;
Og dovner og skvulper og drager
Fortiden sig i Minde;

Tænker paa »Folkenes Svøbe«,
Lægger sig saa til at sove,
Og drømmer om Græsset, som visned
Under Hunnernes Hestehove.

Det blaaner over de flade,
Bevægelige Laguner,
Fastland og Strandvand veksler
I sælsomt skiftende Luner.

Er det en Ø derovre
Og Mastetræeer, man øjner?
Er det Bygninger, Mure og Taarne,
Som af Havet mod Himlen sig højner? -

Der stiger en By af Dybet,
Et Syn fra den golde Grund.
Det sukker dernede mod Skønhed
I Drømme fra Havets Mund.